Copenhell 2014: Guide til fredagen

Populær
Copenhell 2014: Guide til fredagen

Fredagen på Copenhell byder blandt andet på den sorteste satanrock, old school dødsmetal, metalcore og en dansk klassiker. Devilution guider.

FREDAG

HEIDRA - Pandæmonium, kl. 12.00

Fordi:
Der er ganske få, der formår at blande forskellige genrer og få det til at lyde bare en anelse interessant. Heidra fra København er et af disse. Sort Søndag på DR P6 Beat har spillet dem og vurderer, at det kan være et navn, vi skal bide mærke i for fremtiden. Så hvad bedre end at være med fra start? At åbne Pandæmonium-scenen fredag kan være en utaknemlig opgave, men hvis du kan lide melodisk og pompøs folkemetal, så bør du stå tidligt op efter torsdagens fest og få én på opleveren! Deres debutplade 'Awaiting Dawn' udgives d. 16. juni. Så du har lige koncerten på Copenhell til at hjælpe dig på vej til at vide. om det er en plade, du skal ud at købe ugen efter. 

For fans af: Moonsorrow, Finntroll, Månegarm

Pensum: 'Sworn To Vengeance'

Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!




AVATARIUM - Hades, kl. 13.00


Fordi: Leif Edling fra Candlemass har startet et nyt band, og det hedder Avatarium. De spiller doom, som vi kender det fra netop Candlemass med inspiration fra Jethro Tull, Black Sabbath, Rainbow m.fl. og krydrer det med den udmærkede sangerinde Jennie-Ann Smith. Udover Leif Edling fra Candlemass har de andre medlemmer i Avatarium gjort sig i bands som Tiamat, Evergrey, Royal Hunt m.fl. Så det er erfarne kræfter, der har forenet sig under dette banner. Bandet har kun otte måneder på bagen, så det her er helt nyt.

For fans af: Candlemass, Black Sabbath

Pensum: 'Avatarium'

Seneste koncertanmeldelse!



EVRA - Pandæmonium, kl. 13.00

Fordi:
Evra er hardcore, så det driver ned ad væggene. Københavnerne udgav sidste år deres selvbetitlede ep, der har fået opmærksomhed nok i undergrunden til, at de nu er blevet fanget i Copenhells net og tvinges et skridt op, så vi kan se, hvad det er for noget. De spillede på 'The New Shit' i Pumpehuset i januar måned, hvor vores anmelder bl.a. skrev: "Numrene er ganske helstøbte og virker naturlige, og det er især riffene, der ligger et spøjst sted mellem hardcore og sydstatsgroove, som tager kegler hjem."

For fans af: hardcore!

Pensum: 'Evra'

Seneste koncertanmeldelse!




TOXIC HOLOCAUST - Pandæmonium, kl. 14.30


Fordi: Amerikanerne i Toxic Holocaust er den slags musikere, der er født alt for sent. Det er perfekt udført retro-thrash, hvor man snildt kan skyde to årtier galt i forsøget på at gætte oprindelsesåret. Sange, der sjældent sniger sig over tre minutter, og som pisker af sted med heftige Kreator-lydende riffs og et utal af skift samt en raspende rasende vokal og apokalypsen brændende i blikket. Et must for enhver dyrker af moshpits og wall of death.

For fans af: Kreator, Destruction, Exodus

Pensum: Evil Never Dies, Conjure and Command

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




KILL DEVIL HILL – Hades, kl. 15.30

Fordi: Kill Devil Hill med Rex Brown på bassen er et herligt mix af rock, metal og grunge. Som Alice in Chains parret med Pantera og Corrosion of Conformity og lidt af feelingen og melodien fra Down. Det er musik, som det er tilladt at nyde med armene over kors, solbriller for øjnene og en respektfuld nikken i takt med hovedet – ja, måske endda foden, hvis det går vildt for sig. Men faktisk har bandet også metalliske elementer, der læner sig en smule op ad referencer som Lamb of God og Pantera, så forvent ikke, at folk er passive i front oppe mod fotograven.

For fans af: Alice in Chains, Pantera, Corrosion of Conformity, Down

Pensum: ‘Kill Devil Hill’

Seneste pladeanmeldelse!




THY ART IS MURDER - Pændæmonium, kl. 15.45


Fordi: Det er deathcore, hvis ældste materiale skal slettes, men bandet har heldigvis taget kvantespring med de mange udskiftninger i bandets korte levetid. Det nuværende mandskab med sanger CJ McMahon har med deres to fuldlængdealbum fået styr på sagerne og leverer som de eneste på Copenhell rigtig tung deathcore. Ikke skyggen af ren vokal,  men masser af breakdowns og dobbeltpedal - det bliver godt.

For fans af: Job For A Cowboy, Whitechapel, Suicide Silence

Pensum: ‘Hate’, ‘The Adversary’-

Seneste pladeanmeldelse!




BEHEMOTH - Helviti, kl. 16.30
 
Fordi: Behemoth gæstede Copenhell da festivalen blev afholdt første gang og leverede en koncert, der stadig står som en af de i særklasse bedste oplevelser, der har været på Refshaleøen i festivalens historie. Polakkerne måtte kort tid efter den diabolske aften trække stikket pga. forsanger Nergals sygdom. Denne er siden blevet vundet og nu vender de tilbage og spiller denne gang på den store scene Helviti. Behemoths indædte had til religion er den ild, der brænder i Nergals kunstneriske hjerte og han er ikke bange for at blotte dette og sine følelser når de giver koncert. Forvent intet mindre end en totaloplevelse når polske Behemoth sørger for, at Copenhell lever op til anden stavelse i deres navn.
 
For fans af: Satyricon, Deicide
 
Pensum: 'Satanica' og 'The Satanist'
 
Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!
Seneste interview!
 



OBITUARY – Hades, 18.00

Fordi: Obituary er endnu et i rækken af Copenhell-aktuelle bands, der ikke har udgivet noget i lang tid – seneste album, ’Darkest Day’, er fra 2009. Bandet har også været plaget af line up-problemer, idet den klassiske leadguitarist, Allen West, er ude af bandet, da han blev arresteret for at have et meth-lab i sit hjem. I stedet har bandet fået den relativt ukendte Kenny Andrews. Men okay, han har været med i to år nu, så mon ikke han har lært sangene? Og mon ikke Obituary lyder, som Obituary nu engang gør? Festligt rådden, liggasboblende dødsmetal af den oldgamle skole.

For fans af: zombier, råddenskab, midttempodødsmetal, lig

Pensum: ’Slowly We Rot’,  ’World Demise’

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




THE HELL - Pandæmonium, kl. 18.30


Fordi: The Hell er et forholdsvist ubeskrevet blad i dansk sammenhæng, men det er et 12 mand stort orkester, som spiller som Slipknot, hvis disse altså havde spillet hardcore. På seneste udgivelse emmer dette engelske orkester af aggression, som kun indebrændte englændere kan gøre det. Dette kunne godt være den nyopdagelse, du kom hjem med fra Copenhell.

For fans af: Slipknot, Hatebreed, Meshuggah

Pensum: 'You're Listening to The Hell'




GRAVEYARD – Helviti, 19.00

Fordi: De svenske retrorockere Graveyard er efterhånden ved at have opbygget et talstærkt publikum, også her til lands, og har spillet flere gange i Danmark de sidste par. Succesen kommer fra et fundament af stramtsiddende denimjakker og  skarptskåret 70’er-præget hard rock, der gynger og swinger og vugger lystigt og lystent derudad. Bandet har været en af hovedkatalysatorerne for den omsiggribende retrorockbølge, men det skal nu ikke ligge bandet til last, thi de er klasser over de fleste andre i genren, selvom Graveyard er blevet noget mere strømlinede end i begyndelsen.  Mon ikke de får flere fans af deres Copenhell-optræden? Rock med rock på.

For fans af: 70'erne, Witchcraft, Kadavar, Led Zeppelin

Pensum: ’Graveyard’, ’Hisingen Blues’

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste liveanmeldelse!



DAWN OF DEMISE – Pandæmonium, kl. 20.00

Fordi: Dødsmetallen serveres med et herligt groovy touch til den brutale vokal fra Scott Jensen (ex-Infernal Torment), der imellem numrene sandsynligvis vil komme med nogle af sine vanlige platheder og lune kommentarer. Dawn of Demises dødsmetal er endvidere forsynet med en perlerække af lækre, små leads, som tilfører musikken lidt kortvarig melodi oven på de ellers ret brutale angreb. Og bandet forstår at holde det på et passende niveau, så selv dem med hang til det mest brutale dødsmetal stadig kan være med, for energien bibeholdes imens.

For fans af: Suffocation, Immolation

Pensum: ‘Hate Takes its Form’, ‘Rejoice in Vengeance’

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



UNCLE ACID & THE DEADBEATS - Hades kl. 20.30

Fordi: Fra et festival-gig på Roskilde sidste år, til et udsolgt Forum som opvarmningsnavn for Black Sabbath senere på året, til et nært udsolgt Pumpehuset for kun et par måneder siden. De tidligere så små og så skæve doom-særlinge i Uncle Acid synes at havde fået pustet de fedtede hårlokker væk fra ansigtet én gang for alle, som de gennem det seneste års tid for alvor har vist mod på og interesse i at tage undergrunden med ud i offentligheden og præsentere den som moderne, retroliderlig overgrund. Det har ført stigende og kun atter stigende succes med sig for det britiske kult-agtige band fra Cambridgeshire, hvilket Devilution i øvrigt kun er glade for. VI har nemlig udelukkende haft ros for Onkel Syre og hans driverter mere eller mindre fra begyndelsen, og der er ingen tvivl om, at de med deres sans for at skrive meget skarpe melodier og for at leverede melodierne brandvarmt og med en oprigtig rocknerve, fortjener enhver ny fanboy og fangirl, de måtte få hevet i stald. At de nok skal få nye followers under Copenhell, kan der ikke være meget tvivl om. Det bliver en vedkommende fest, gør det. Come join the cult! 

For fans af: Black Sabbath, Electric Wizard, Alice Cooper, The Beatles. Er man ikke interesseret i rockmusik, men er man til rituelle mord og døsige stoffer eller blot gys og porno, så kan man også roligt dukke op.

Pensum: 'Mind Control'

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




SUICIDE SILENCE - Helviti, kl. 21.30.

Fordi: Suicide Silence er adelen af -core, og deres seneste koncert i Danmark, på Roskilde Festival i 2012, fik meget pæne ord med på vejen. Siden er forsanger Mitch Lucker omkommet på sørgeligste vis, og Eddie Hermida fra All Shall Perish trådt i hans sted. Vi har fået smagsprøver på, hvordan Hermida passer til rollen i Suicide Silence, og det lader til at være en ret sømløs overgang, på trods af Luckers centrale position i bandet. Hermida har før leveret et kongeshow med All Shall Perish på Copenhell, så der ikke meget i vejen for, at koncerten på fredag bliver en meget god en af slagsen.

For fans af: All Shall Perish, Bring Me The Horizon

Pensum: ‘The Black Crown’

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!



WATAIN- Hades, kl. 23.30
 
Fordi: Svenskerne kan også det der med black metal, der starter med Satan. Det er ikke kun Norge, der formår at koble genren sammen et ukristeligt og ubønhørligt had til den religion, der med vold og magt omvendte Skandinavien for 1000 år siden. Watain blev dannet i 1998 og har siden spredt deres djævelske budskab med fem plader i bagagen og et hav af kontroversielle hændelser i slipstrømmen, præcis som man kunne forvente af et band, der ikke er bange for at gå et skridt ekstra for at tvinge en pointe igennem. Forvent ikke nogen rar oplevelse, men i stedet en dyster og vredesfyldt koncert. Ægte black metal anno 2014. Måske noget af det eneste, der stadig er derude.
 
For fans af: Dissection, Mayhem, Gorgoroth
 
Pensum: 'Sworn To The Dark', 'The Wild Hunt'
 
Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!


 
MY DYING BRIDE – Pandæmonium, kl. 00.00

Fordi: Det engelske band har været med til at definere og skabe den engelske doom/death metal-scene sammen med Paradise Lost og Anathema. My Dying Bride har med brugen af især violin, men også karakteristisk klaverspil formået at bringe noget smukt og uskyldigt ind i et tungt metalunivers med et utroligt dystert resultat til følge. Alle bands burde spille i månens skær, men her er vitterligt tale om et band, hvor programlægningen er i top. Det ville have været katastrofalt midt på dagen. Nu får englænderne i stedet lov til at lulle folk ind i mareridt med dunkle og smukke toner over Aaron Stainthorpes klagende vokal.

For fans af: gammelt Anathema, Saturnus

Pensum: ’The Angel and the Dark River’, ’Songs of Darkness, Words of Light’, ‘For Lies I Sire’

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




D-A-D - Helviti kl. 01.00 

Fordi: Skal vi slutte af med en fest, ja, så lad os da for helvede slutte af med en fest! Der blev muligvis bitchet en smule i krogene blandt flere metallere, da det for nogle uger siden blev offentliggjort, at hele Danmarks rockyndlinge D-A-D var blevet hevet ind af Copenhell som erstatning efter Megadeths aflysning. Det forstår man på sin vis godt. Det er sgu en weird erstatning! Men når nu brødrene Binzer, to-strengede Pedersen og unge Sonne hiver 'No Fuel Left for the Pilgrims' med sig, som de har tænkt sig at spille i sin helhed, ja, så skal man sgu da alligevel være et irritabelt og usikkert skarn med hudlus og tourettes for ligefrem at sprede galde. Da Devilution overværede D-A-D til en klubkoncert på Beta på Amager for nogle måneder siden, oplevede man desuden et band, der havde en oprigtig spilleglæde sprudlende i hver eneste smilende rynke rundt om øjnene. På Beta oplevede man et orkester, der syntes at være glade for at være præcis, hvor de var. Man oplevede et band, der havde ambitioner om at levere en god koncert og heldigvis ikke så meget andet. Man oplevede kort sagt en sammespillet gruppe, der virkede tilfredse med at have disse kortsigtede, men pokkers noble ambitioner. Skal man levere en god koncert, så er det nu og her, der gælder. Det tog D-A-D til sig på Amager, og det sigter vi efter, at de også gør til Copenhell. De har godt nok en koncert i Odense tidligere på aftenen (deraf deres placering som sidste navn på plakaten, gætter vi på), og med en vifte af festivalkoncerter i hukommelsen skal der på dette tidspunkt formentlig mere end blot rutine til for at få sat det punktum for Copenhell 2014, som festivalen selvfølgelig fortjener. Men i første omgang vælger Devilution i hvert fald at skide højt på både Fjenden og alle brokrøvene. Kort sagt: Vi glæder os fandeme helt enormt til at skrige, 'uh-uuuh, we're the lords of the atlaaas"! 

For fans af: Dream Syndicate, Gun Club, ZZ Top - samt tilsyneladende ofte for fans af Volbeat og Metallica. D-A-D taler vist i det hele taget til Danmark.
   
Pensum: 'No Fuel Left For the Pilgrims', 'Riskin' It All', 'Helpyourselfish'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




Redwood Hill - Pandæmonium, 01.30

Fordi: Redwood Hill er et upcoming dansk navn, der med sin mørke og stemningsfulde hybrid af post core og black metal, har vundet stor anerkendelse – bl.a. her på redaktionen, hvor bandet ofte er blevet nævnt på årslister. Deraf kan man udlede, at på trods af bandets kompromisløse og kunstneriske tilgang til musikken, så formår de smagsmæssigt at ramme bredt. Måske også dig?

For fans af: The Psyke Project, Cult of Luna, Isis

Pensum: 'Descender'

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!