Ekstrem korttidsholdbarhed

Ekstrem korttidsholdbarhed

I små bidder er Suicide Silences nye album fortræffeligt, men når pladen får lov til at køre, så bliver det utroligt kedeligt.

Titel
The Black Crown
Dato
18-07-2011
Distributør
Karakter
2

Åbneren åbner ellers med pomp og pragt og en energi, som det er svært ikke at lade sig rive med af. Ikke mindst fordi produktion er fyldig med en god tung bas, og fordi guitarangrebet er ganske interessant rytmisk, mens det samtidig har nogle fine små - godt nok lettere klichéprægede - fills.

Men som albummet spiller, så falder det hele sammen i et surt sammensurium, hvor der savnes egentlige riffs i stedet for den ene staccato-rytme efter den anden. Der mangler også lidt mere pondus i vokalen. Den er godt nok varieret en del indenfor sit område, men alligevel føler man hurtigt, at det kun er hysteri på hysteri og uden større mening. Derfor er det en forløsning, når Korns frontmand Jonathan Davis synger to passager i 'Witness the Addiction'.

Det kan være fordi, at alt hvad Suicide Silence gør på albummet lyder hørt før, at det ikke rigtigt fungerer og bliver spændende. Og det på trods af, at det er så veludført, som det faktisk er. Lyden er superb til stilen, fyldt af energi, og bandet spiller også med pedalen i bund.

Suicide Silences deathcore er ikke så kaotisk, som det af og til ses i genren, men selvom de skøre ting er nedtonet for groovets skyld, så mangler der bare lige de her skøre, skæve eller melodiske detaljer til lige at løfte albummet ud af sin grå masse. Eller måske bare mere Jonathan Davis...

Gør dig dit eget indtryk i 'You Only Live Once' som er et af de nummer, som formår at skille sig lidt ud med guitarriffs, som er til at huske, når pladen er slut: