Svensk rockangreb på Amager Bio

Svensk rockangreb på Amager Bio

På en råkold marts-aften fik svenske Graveyard fyret godt op under kedlerne og leverede en 70'er-rockkoncert i særklasse.

Kunstner
Titel
+ Free Fall + Fuzz Manta
Spillested
Dato
07-03-2013
Genre
Trackliste
1. An Industry Of Murder
2. Hisingen Blues
3. Seven Seven
4. Slow Motion Countdown
5. Ain’t Fit To Live Here
6. Bying Truth (Trück og förlåt)
7. Uncomfortably Numb
8. As The Years Pass By, The Hours Bend
9. Granny & Davies
10. Hard Times Lovin’
11. Thin Line
12. Goliath

Ekstranumre:
13. The Siren
14. Endless Night
15. Evil Ways
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
5

Til min store fortrydelse nåede jeg ikke ind på Amager Bio i tide til at opleve denne aftens supportbands, Free Fall og Fuzz Manta, hvor især svenske Free Fall efterfølgende fik mange roser for deres energiske 70’er-/80’er-inspirerede ”freedom rock”, som de selv har udråbt deres genre. Det var altså ris til egen røv, for det kan kun have været den perfekte introduktion til Graveyard, der var de flestes grund til at bevæge sig i Amager Bio på denne råkolde aften i marts.

Med en stærk åbning på koncerten fik Graveyard da også hurtigt rocket forårskulden ud af kroppen på publikum. Meget symbolsk lød som det første den varslingssirene, der ligeledes åbner bandets seneste plade, ’Lights Out’, og varslede det forestående svenske 70’er-rockangreb på København. Herefter fulgte et sæt med det ene stærke nummer efter det andet, hvor især numrene fra 2011-udgivelsen, ’Hisingen Blues’, rockede mine sokker af. Der var af gode grunde givet god plads i sættet til at promovere den nye plade, men posen blev alligevel rystet godt og grundigt, så alle albumudgivelser blev fint repræsenteret.

Ikke nok med, at Graveyard laver stærke numre, som især 'Ain't Fit To Live Here' og det stille yndlingsnummer 'The Siren', de leverede dem tilmed med overlegen styrke. Axel Sjöberg på trommer gav med sin animerede og entusiastiske stil til tider mindelser om ’Animal’ fra The Muppet Show, og så fik han imponerende meget ud af sit ”cafe-trommesæt” med kun to tommer og ganske få bækkener. På Sjöbergs højre side fandt man den mindst lige så entusiastiske og bundsolide guitarist Jonathan Ramm. På scenens modsatte side stod Rikard Edlund og hyggede sig med sin Rickenbacker-bas, mens forsanger og rytmeguitarist Joakim Nilsson prydede musikken med sin perfekt skingre rockvokal.

Man kunne ikke andet end at imponeres over den nærmest perfekte overensstemmelse mellem det musikalske og det visuelle. Der var ikke noget ekstravagant over hverken musikken, lyden eller sceneudsmykningen. Der var intet bagtæppe, gearet tårnede sig ikke op på scenen, og guitarskift skete på gammeldags maner, helt uden baggearsmand. Det hele var skrabet på en den helt rigtige måde. Oveni kom bandmedlemmernes statiske måde at opføre sig på på scenen, deres frisure, tøjstil og valg af instrumentmærker, der alt sammen ikke kunne andet end at hensætte publikum til rockens gyldne æra i 70’erne. Det eneste, der manglede, var en tilrøget koncertsal med et publikum på syre.

Jeg har en gang før haft æren af at overvære Graveyard, nemlig på sidste års Malmöfestivalen. Havde jeg ikke set dem dengang, havde jeg været tilbøjelig til at honorere koncerten på Amager Bio med et rungende 666. Sagen er imidlertid den, at sættet i Malmø virkede langt mere velstruktureret, gennemtænkt og gennemarbejdet, hvor aftenens sæt bar præg af blot at være en række singler, der skulle fyres af. Derfor må ellers fantastiske Graveyard ”nøjes” med et stort 5-tal fra mig.

Jeg tilslutter i øvrigt koret, der hævder at rockmusik skal opleves live, for man får KUN den fulde nydelse af et band som Graveyard ved at troppe op til deres koncerter.