666% Latino til The Rock
Populær
Updated
Fed trommesolo (?!) og moshpitdansende tøsepigebørn var blot to af ingredienserne, da Ill Niño gæstede The Rock. Nu metallen har så småt lagt sig til ro, men de enkelte bands der kom ud af denne sen-90'ernes "pseudo hip-hop metal crossover vi gider satme ikke ligne en flok bumsede idioter med fedtet hår og dårlig eyeliner", er kommet ud på den anden side med noget, de på en god dag kan kalde deres egen genre. Ill Niño er et disse bands, der stædigt har holdt fast i egne kvaliteter. Tak for det!
Nu hvor de har fået smidt nyt materiale på gaden ("Enigma") skulle Danmark lige besøges endnu engang, og denne gang var det The Rock der lagde hus til sambafesten.
Lad det være sagt med det samme: Lyden suttede en smule kogler. Det nytter simpelthen ikke noget at have et band som Ill Niño på plakaten, når et af de bærende elementer i musikken er de nuancer, frontmand Cristian Machado leverer fra "jeg er fra norge og kan growle" til "jeg kan synge skønsang der gør tøserne våde i trussen"... Så skal vokalen simpelthen fungere, men den druknede jævnligt i et virvar af percussion og halv distortet bas.
Så kære lydmand: Stram op!
På trods af dette og et ca 70% fyldt The Rock, kom der stille og roligt kog under gryderne, og festen gik langsomt igang med en sprit stiv Machado i front, der - til publikums store nydelse - hyldede King Diamond som en af faderne af metal (ja, de har fattet lidt de der sen-nü metallere), og gav os besøg af alt fra Borat til Slayer, hyldester til Staden og Holland (helt uden at blande det sammen).
Twisted Sister og trommesolo
I alt fik vi cirka seks kvarters god blanding af enkelte nye numre og en god blandet landhandel fra de sidste 3 udgivelser. Det blev leveret stilsikkert og uden så meget slinger i valsen. Bandet har også snart været på mere eller mindre uafbrudt tour i fem år, så alt andet havde jo også været en skandale. Derfor var der tid til at joke rundt og ikke tage sig selv alt for seriøst (og snige et Twisted Sister-riff ind).
Det nye materiale lød til at fungere glimrende, selvom det dog faldt en smule igennem dele af crowden specielt i forhold til den spand hits der kom ud af "Confessions", men fair nok skiven er jo dårligt nok landet her i Danmark. Alligevel var der dog masser af tid til fællesang; alle var glade - selv gamle sure Slayer-fans med kamera i hånden, måtte surmulende indrømme at det da fungrede.
En gammel ting, som vi har været forskånet for i nü-metallens hellige navn, tittede frem: Trommesoloen! Oh, gys og gru! Jeg sværger, at jeg bliver tre måneder ældre, hver gang jeg hører endnu en tosse der tæver på skind i uendeligheder... Men her fik vi en tre minutters trommesolo, der fungerede - ja, det er bare federe med et latinobeat tæsket igennem af metallens svar på sambaoptoget i Rio og med dobbeltpedaler som bund, end det er med et fesent 4/4 fadbamse-rockbeat! Så velkommen tilbage du modbydelige trommesolo.
Nu hvor de har fået smidt nyt materiale på gaden ("Enigma") skulle Danmark lige besøges endnu engang, og denne gang var det The Rock der lagde hus til sambafesten.
Lad det være sagt med det samme: Lyden suttede en smule kogler. Det nytter simpelthen ikke noget at have et band som Ill Niño på plakaten, når et af de bærende elementer i musikken er de nuancer, frontmand Cristian Machado leverer fra "jeg er fra norge og kan growle" til "jeg kan synge skønsang der gør tøserne våde i trussen"... Så skal vokalen simpelthen fungere, men den druknede jævnligt i et virvar af percussion og halv distortet bas.
Så kære lydmand: Stram op!
På trods af dette og et ca 70% fyldt The Rock, kom der stille og roligt kog under gryderne, og festen gik langsomt igang med en sprit stiv Machado i front, der - til publikums store nydelse - hyldede King Diamond som en af faderne af metal (ja, de har fattet lidt de der sen-nü metallere), og gav os besøg af alt fra Borat til Slayer, hyldester til Staden og Holland (helt uden at blande det sammen).
Twisted Sister og trommesolo
I alt fik vi cirka seks kvarters god blanding af enkelte nye numre og en god blandet landhandel fra de sidste 3 udgivelser. Det blev leveret stilsikkert og uden så meget slinger i valsen. Bandet har også snart været på mere eller mindre uafbrudt tour i fem år, så alt andet havde jo også været en skandale. Derfor var der tid til at joke rundt og ikke tage sig selv alt for seriøst (og snige et Twisted Sister-riff ind).
Det nye materiale lød til at fungere glimrende, selvom det dog faldt en smule igennem dele af crowden specielt i forhold til den spand hits der kom ud af "Confessions", men fair nok skiven er jo dårligt nok landet her i Danmark. Alligevel var der dog masser af tid til fællesang; alle var glade - selv gamle sure Slayer-fans med kamera i hånden, måtte surmulende indrømme at det da fungrede.
En gammel ting, som vi har været forskånet for i nü-metallens hellige navn, tittede frem: Trommesoloen! Oh, gys og gru! Jeg sværger, at jeg bliver tre måneder ældre, hver gang jeg hører endnu en tosse der tæver på skind i uendeligheder... Men her fik vi en tre minutters trommesolo, der fungerede - ja, det er bare federe med et latinobeat tæsket igennem af metallens svar på sambaoptoget i Rio og med dobbeltpedaler som bund, end det er med et fesent 4/4 fadbamse-rockbeat! Så velkommen tilbage du modbydelige trommesolo.
Kunstner
Spillested
Dato
08-04-2008
Genre
Forfatter
Karakter