En god omgang power metal

Veteranerne Metal Church og Chris Caffery (Savatage) gav både unge og gamle en god omgang power metal på The Rock. Chris Caffery, der i flere omgange har været medlem af power metal bandet Savatage, udsendte sidste år soloalbummet "Faces" og havde på grundlag af dette fået opvarmningstjansen for Metal Church. Den lille amerikaners udmærkede backingband bestod blandt andet af Metal Church bassist Steve Unger og Savatage trommeslager Jeff Plate.

Bedst til guitarkrøl

Chris Caffery selv varetog en del af guitarerne og leadvokalen, men det var dog kun det første, han slap rigtigt godt fra. For selvom han har et meget karismatisk udtryk og faktisk en ret fed og hæs stemme, så var vokalpræstationen ikke altid helt overbevisende. Til gengæld var guitarspillet i særklasse, både fra Mr. Caffery og fra bandets anden leadguitarist, samtidig med at man slap for de værste Se-hvor-mange-skalaer-jeg-kan-og-hvor-hurtigt-jeg-kan-spille-dem blærerøvssoloer.

Generelt leverede bandet også en rigtig god og medlevende koncert, men måske skal Chris Caffery arbejde lidt med sit udtryk? Mellem numrene fremstod han som en positiv mand, men det stod lidt rigeligt meget i kontrast til alt den vrede han prøver at udtrykke gennem sin musik. Vrede som blandt andet er vendt mod USA's krig i Irak. Selvom hans egne numre faktisk er en lækker omgang tung amerikansk power metal, til tider med en snert af Pantera, så fungerede Savatage ekstranumrene "Power of The Night" og "Sirens" langt bedre bedre fordi udtrykket passede til musikken.

Power efter pausen

Efter en længere pause gik hovedbandet, det 24 år gamle amerikanske trashband Metal Church på scenen til tonerne af temaet fra "Terminator 2" filmen inden den hurtige "Ton of Bricks" blev sendt af sted som første lækkerbidsken. Helt tilbage i 1984 blev debutskiven med det lidet originale navn "Metal Church" udsendt og de mange år i branchen havde da også sat sig sine spor på line-uppet. Således var kun trommeslager Kirk Arrington og guitarist Kurdt Vanderhoof tilbage fra den oprindelige besætning - eller sågar fra bandets forrige plade.!

De mange nye medlemmer betød dog ikke at der kunne sættes en finger på hverken sammenspil eller image. Det godt sammenspillede band bragede fra første powerakkord derud af på et højt teknisk niveau og den gode massive guitarlyd gjorde at det endda var muligt at nyde de små finesser såvel som de tunge groovy stykker. Ligeledes kunne sanger Ronny Munroe nå de påkrævede høje toner i bandets ældre nummer uden problemer, og bortset fra hans kiksede skjorte, havde han en perfekt aften sammen med det band han flere gange proklamerede at han var stolt af at spille med.

Blandt publikum, der bestod af en god blanding af unge fans og fans der var unge da Metal Church også var det, var begejstringen tydeligvis størst over at høre de ældre numre, og måske var det derfor at langt størstedelen af numrene på sætlisten også er at finde på bandets første to plader. Alle numre blev dog leveret overbevisende og med en spilleglæde og et smil på læben, der ikke levnede nogen tvivl om at såvel nye som gamle medlemmer af Metal Church virkelig brænder for deres musik.

Som afslutning på en fornøjelig og samtidig nostalgisk aften valgte Metal Church at levere Deep Purples "Highway Star" i et afsindigt opskruet tempo, der fik denne anmelder til at sidde med en følelse af at sammenspillet hvert øjeblik kunne bryde sammen. I øvrigt kunne man undre sig over hvorfor bandet havde valgt dette ikke specielt interessante covernummer som sidste nummer, i stedet for at vælge et fra deres udmærkede skive "Blessing in Disguise", der ellers blev fuldstændigt overset.