De tunge prisers aften
Populær
Den anden udgave af Danish Metal Awards (DMEA) var på mange måder et godt arrangement, men led måske stadigvæk en anelse af ”begynderproblemer”.
På mange områder er Danish Metal Awards (DMeA) allerede nu blevet et ganske flot arrangement - og at showet formentlig er kommet for at blive, understreges også af, at der var udsolgt, hvilket betyder omkring 1000 gæster. Netop gæsterne skal have en stor del af æren for en vellykket aften, i og med, at der sjældent er set et så dedikeret publikum, som allerede inden de fire optrædende bands begyndte at spille, var klar med en heftig mosh-pit og tilhørende headbanging, i en sådan grad at man kunne mistænke DMEA for at have castet publikum ligesom ved MTV-awards et par uger tidligere! Klassisk showform Som DMEA-vært havde man anbragt P3-værten Carsten Holm, som styrede begivenhedernes gang ganske kompetent i selskab med en storbarmet, overtooset skønhed, der fungerede som nummerpige. Et godt par, selvom Carsten Holm måske ikke er den helt store entertainer og lige mangler den sidste smule karisma, der skal til for at gejle folk op og styre en fest som denne. Showet led nemlig en del under, at publikum var supertændt under koncerterne og derefter ganske sløve, når priserne skulle uddeles. Uddeling af priserne foregik, som det nu skal gøres ved prisshows, ved at forskellige berømtheder entrede scenen for at præsentere en pris og de nominerede i samarbejde med en storskærm, hvorefter en mystisk kuvert åbnes og vinderen annonceres. Denne fremgangsmåde er ganske godt prøvet, og fungerer derfor også udmærket, men man kan måske undre lidt sig over, at man ikke bruger storskærmene bedre, og for eksempel viser det nominerede coverartwork, når man nu skal finde årets bedste af slagsen? Men det er selvfølgelig detaljer, som formentlig kan forbedres når showet gentages næste år og forhåbentlig mange år frem. En prisuddeling for en subgenre som metallen vil selvfølgelig også lide en del under, at der ikke er så mange berømtheder at tage af, og den eneste egentlig kendis på ugebladsniveau var da også Simon Juul, bedre kendt fra ”Banjos Likørstue” og diverse telefonreklamer. Simon Juul havde fundet en overstyret el-spade frem fra gemmerne, og efter en kort monolog omkring pædagogers skamløse forsømmelse af den danske metalmusikskat og dennes udbredelse til landets yngste ungdom, spillede komikeren en tung, tung version af "Se min Kjole". Selve priserne bød ikke på de helt store overraskelser. Volbeat løb, som alle vel havde gættet det, med Live-prisen og Satyricon som skaber af årets udenlandske metalband var også forventet. Heller ikke at nyskabelsen, Hædersprisen, gik umådeligt fortjent til selveste Mercyful Fate, kan vel komme bag på nogen? Hvorimod det måske var lidt af en overraskelse, at de gamle herrer mødte så talstærkt op for at modtage prisen, selvom selve Kongen dog diamantglimtede ved sit fravær, fordi han var travlt optaget med indspilninger i USA, og vi måtte nøjes med en lille nedskreven hilsen fra ham. Fyldig livemusik Til fordel for andre prisshows så fylder livemusikken meget til DMEA, og eftersom dette også var den bedste fungerende del på aftenen, så var det nok en meget fornuftig fordeling. Første band var hardcorebandet The Psyke Projekt og dets altid kaotiske og hektisk betagende sceneshow. Det blev i alt til fire numre og en intro i form af Judas Priest klassikeren "Breaking The Law" med tilhørende pigegardedanseshow, og derefter et lige så hurtigt exit fra bandet. Og selvom alt egentlig fungerede for Psyke Projekt, så formåede de ikke at få hele salen med, muligvis fordi deres musik ikke er så bred, selv ikke for et metalpublikum. Der var i hvert fald en del som lod til at undre sig mere end de nød det. Efter et par prisoverrækkelser kunne ålborgensiske Mercenary gå på scenen som de næste, og bandet appellerede tydeligvis til en større del af forsamlingen med deres pompøse progmetal. Mercenary leverede et, måske ikke lige så hektisk show som The Psyke Project; men om ikke andet, så et lige så intenst og indlevende. Desværre for både publikum og Mercenary selv, havde de kun fået tildelt tid nok til at spille to af deres meget lange numre, og det betød at koncerten næsten føltes ovre før den var begyndt. De efterhånden meget erfarne dødsmetallere i Illdisposed havde fået tildelt betydeligt mere tid, og den benyttede de til at spille en brutal koncert, der kom godt omkring både nye hits og gamle klassikere fra et ganske betragteligt bagkatalog. Den længere spilletid betød også, at både publikum og band fik tid til at blive varme, og følelsen af at være til rigtigt koncert var pludselig til stede. Derfor fik man også mulighed for, for alvor at nyde hvor godt et liveband Illdisposed egentlig er; hvor godt sammenspillet mellem bandmedlemmerne er og ikke mindst hvor suveræn en god frontmand, bandet har i Bo Summer, der med sit dybe growl og sin lidt primitive attitude virkelig er en fornøjelse at opleve på en scene. Hvordan man end vender og drejer det, så var aftenens ubestridelige højdepunkt og hovednavn svenske In Flames der efterhånden er blevet et af de store bands, og det med rette eftersom bandet både brillerer ved dygtig sangskrivning og stor professionalisme foran et publikum. Selv de til tider lidt lange pauser mellem numrene, kunne ikke ødelægge den positive oplevelse af et meget homogent band, der virkelig leverer varen. Man forstår udmærket, at selveste Slayer har dem med som opvarmning for tiden. Til at afslutte den festlige aften i metallens tegn, havde In Flames fået tildelt omkring en times spilletid, og denne blev flittigst brugt på det lidt ældre 'gennembrudsalbum' "Reroute to Remain", der hos denne anmelder allerede har opnået klassikerstatus og derfor gik rent ind. Det gjorde det nu uanset om der blev spillet numre helt tilbage fra "The Jester Race", eller fra seneste skive "Come Clarity", og generelt måtte man bare konstatere, at In Flames havde en aften, hvor alt gik op i en højere enhed, og hvor de beviste at de har et bagkatalog af høj kvalitet. Charmerende uprofessionelt Efter In Flames, afsluttede vært Carsten Holm med at sige et par bevingede ord og holde en kort takketale til alt og alle, men som et meget godt billede på aftenen, så lykkedes det først, efter at han, grundet tekniske vanskeligheder, havde skiftet mikrofon et par gange. Det var i det hele taget meget sigende for et godt og velment arrangement, der dog lige mangler den grad af professionalisme som andre Awards-show har. Men omvendt er det også er en del af charmen, fordi det virker mere ægte, og fordi det trods alt bare er lavet af - og til – folk, som brænder for den svedige heavy metal; hvilket må siges at være et godt udgangspunkt for et show, der kan blive rigtigt godt når alle begyndervanskelighederne efterhånden er overvundet. De nominerede ved DMeA 2006 (og vinderne med fed): Årets Metal Album: a. Illdisposed - Burn Me Wicked b. Mercenary - The Hours That Remain c. Raunchy - Death Pop Romance d. Saturnus - Veronika Decides To Die Årets Metal Debutalbum: a. Aloop - Global Crisis b. Submission - Failure To Perfection c. Ureas - The Naked Truth d. The Arcane Order - The Machinery of Oblivion Årets Internationale Album: a. In Flames - Come Clarity b. Mastodon - Blood Mountain c. Satyricon - Now, Diabolical d. Tool - 10.000 Days Årets Metal Track: a. Mercenary - Redefine Me b. Submission - Deathride To Escape c. Raunchy - Phantoms d. Saturnus – Pretend Årets Metal Produktion: a. Illdisposed - Burn Me Wicked b. Mercenary - The Hours That Remain c. Raunchy - Death Pop Romance (Tue Madsen) d. Saturnus - Veronika Decides To Die Årets Metal Artwork: a. Illdisposed b. Mercenary c. Raunchy d. Saturnus Årets Metal Liveband: a. As We Fight b. The Downward Candidate c. Hatesphere d. Illdisposed e. Koldborn f. Melted g. Mnemic h. The Psyke Project i. Raunchy j. Volbeat Årets Metal Talent: a. The Downward Candidate b. The Pickup c. Dawn Of Demise d. Nurse e. Frameless Scar Hædersprisen: Mercyful Fate Karakterer (på 13-skalaen): The Psyke Projekt: 9 Mercenary: 9 Illdisposed: 10 In Flames: 11 DMEA 06 som helhed: 9