Viskestykker, blod på dansegulvet og rulleskøjter
Punk er ikke død. Den lever i høj grad – både som nymodens DIY-punk og i et mere erfarent format. Tilfælles er dog kærligheden for musikken, der emmede ud af Råhuset fredag aften.
Punks Undead vol. 128 var udsolgt, og det kunne mærkes. Det summede foran det lille koncertvenue – og indenfor blev der hurtigt relativt pakket. Pakket med godt humør og forventninger om en hyggelig aften.
Beskidt Service var det første band, der skulle indfri de forventninger.
De havde et nyt backdrop med, lavet af gamle viskestykker. Naturligvis, fristes man til at sige.
Det er tre år siden, de sidst spillede Punks Undead, og bandet er tilbage med bøllehat på den travle trommeslager, høj energi og masser af ungdomssind og attitude. ”DIY to the core” bliver vi informeret – og det fremgår da også tydeligt af hele ensemblet og det medbragte merch. Det er svært ikke at synes om Beskidt Service.
”Vi er kommet for at moshe, vi er kommet for at slås.” - der bliver ikke lagt en finger imellem.
’Bank din Bankmand’, ’Ærgerlig situation’ og ’Sofie Lassen Kalk’ bliver skudt afsted på underholdende vis. Melanie Herskinds boblepistol lige så, selvom det er lidt småt med bobler. Energien mangler til gengæld ikke noget – trods dårlig mave får forsangeren pisket publikum op og skabt liv på de forreste rækker. På kort tid har Beskidt Service etableret den slags kaotiske energi, som gør en lille punkkoncert til noget andet end bare en koncert.
Det er ungdommeligt. Det er humoristisk – og så er det bare utroligt velkomment.
Dogmereglen om et nyt nummer til hver koncert virker overkill – det er overkill, forstås på bandet, men aftenens bud står skarpt. ’Slå tiden ihjel’ kan godt tåle en gentagelse.
’Skrub af’ lukker koncerten, men det er naturligvis en invitation til at blive og få en øl – med bandet, der også fremviser deres DIY-merch, og med publikum, der nyder den noget kølige københavnske sommeraften udenfor.
The Guns of Gothenburg
Klokken 21 går City Saints på, og nu er der for alvor fyldt op foran Råhusets scene. Der er faktisk fyldt helt om bagved, til bandets lille merch-stand, som på intet tidspunkt i løbet af aftenen er bemandet. In punk we trust.
Göteborgs working class-punkere har taget turen over Øresund med 14 originalskæringer i bagagen og et enkelt cover. Så kunne vi ellers danse os igennem ’Slippery Joe’, der åbnede showet, gennem ’Street Punk Bop’ over ’Rock’n’Roll’ af Motörhead og slutte af med ’Kicking Ass for the Working Class’. En setliste af punk’n’roll, hvor omkvædene er designet til at råbe. Til at blive råbt af fulde mennesker i godt humør, til fulde mennesker i godt humør.
Det fungerer, helt lavpraktisk
”Det er første gang, vi er i Danmark – fatter I svenske i Danmark!?” bliver der livligt spurgt. Bitch-please, selvfølgelig kan vi det, det hele var jo dansk engang. Selv Göteborg.
Det kniber lidt med vokalen, men det er intet, der ikke kan fixes, og derfra punker vi igennem til ’Kids of the Street’ og ’Guns of Gothenburg’, begge fra 2016-pladen af samme navn.
City Saints er indlevende og intense, og de leverer en fornøjelig omgang svensk arbejderklasse-punk, der kan danses, moshes og festes til – man er på intet tidspunkt i tvivl om, at svensken spiller med snus under forhuden. Livligt er det, for livligt for en enkelt publikummer, der må en tur forbi baren med blod i hele ansigtet. Intet, der ikke kan fixes, men blodet på gulvet fik det da til at lugte lidt mere farligt, end det egentlig var.
Punk er åbenbart stadig en kontaktsport.
Den erfarne afslutning
The NimbWits har eksisteret siden 2012 – er man i tvivl, kan man blot bruge øjnene og tjekke backdroppet. Et erfarent band til aftenens afslutning, velvalgt og velbesøgt. Slut med snus og Kalles Kaviar, goddag til no-bullshit-attitude og langemand, hvem end der trænger til det.
I første omgang Putin og Donald Trump, der begge i høj grad trænger til den finger.
Vanen tro er der ikke så meget pis, blot smadder fra start. På ’3 Wise Men’ drøner forsanger Henrik Ibsen ned blandt publikum. Eller han går stille og roligt derned og kan så stå i orkanens øje, blandt publikum. Punks not dead – just older and uglier, fristes man til at sige.
’Pissed and Proud’ følger, og selvom Ibsen er tilbage på hans plads, er kontakten mellem band og sal fortsat god. Energien lever i bandets kompositioner, og dansen breder sig til den bagerste del af lokalet.
Vi råber lidt mere af USA – for hvem synes ikke, det er på sin plads at chante fuck USA!? Manden, der kommer trillende i blomstret skjorte og rulleskøjter gennem en portal af uvidenhed, får taget turen helt op til baren. Et solidt og sært break i tordnen mod USA, men altså, hvis ikke til en punkkoncert, hvor så?
Vi er kommet for at feste i punkens tegn – og festen er god. Kun gjort bedre af ’Gotta Keep Drinking’, der alt andet lige er et budskab, der er til at forstå. The NimbWits lukker aftenen på fornøjelig maner. Som forventet, uden de store overraskelser, men med punken i ånden og uden på tøjet.
Det er egentlig det, der gør Punks Undead vol. 128 til en god aften.
Ikke nødvendigvis, fordi alle tre bands leverer deres livs koncert. Det gør de ikke. Men fordi arrangementet forstår, hvad en punkkoncert skal kunne.
Den skal være deltagende – invitere til sammenholdet. Inde i Råhuset er der tråd, skumpistoler, blod på gulvet og mænd på rulleskøjter. Udenfor er der grin, diskussioner om verdens forfald og en lyst til musikken. Og et eller andet sted midt imellem det hele er Punks Undead og det nævnte sammenhold. Eller måske er det bare definitionen. Mere kompliceret behøver det heller ikke at være.
