Festlig koncert eller koncertlig fest?

Populær
Festlig koncert eller koncertlig fest?

Amager Bio blev omdannet til et festligt inferno anført af Dropkick Murphys på en ellers halvtrist tirsdag. 

Titel
+ The Guv'nors
Spillested
Dato
24-06-2014
Genre
Trackliste
Intro (The Foggy Dew)
For Boston
The Boys Are Back
Black Velvet Band
Don't Tear Us Apart
Going Out in Style
Which Side Are You On?
Prisoner's Song
Bastards on Parade
My Hero
The Wild Rover
The Walking Dead
Johnny, I Hardly Knew Ya
Jimmy Collins' Wake
Vengeance
Deeds Not Words
Fields of Athenry
Tomorrow's Industry
Cruel
Barroom Hero
Rose Tattoo
Captain Kelly's Kitchen
I'm Shipping Up to Boston

Ekstranumre:
Takin' Care of Business
Out of Our Heads
Kiss Me, I'm Shitfaced
Skinhead on the MBTA
Boys on the Docks
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
4

Glimrende opvarmning, men "slå til, kælling"

Man havde importeret The Guv’nors fra Århus til at stå for opvarmingen denne ellers sløve tirsdag. Jeg var ankommet lidt tidligt og åbenbart tidligere end de fleste, for salen var gabende tom, men i løbet af en halv time var der godt pakket, i tide til lidt århusiansk rock n’ roll. The Guv’nors og især guitaristen Tommy gik ufortrødent til stålet. Med et cool rock-look, den rette guitarlyd og en energisk levering var han nemlig en oplevelse i sig selv. Forsanger Rene var med sin rustne stemme og sit britiske look som taget ud af en engelsk pub, og som gimmick burde han i øvrigt få lavet en miniaturebardisk, som han kunne hænge ud i og have sin øl stående på, mens han sang. Når det var sagt, leverede The Guv’nors en god og velspillet koncert. Der var ikke mange fingre at sætte på samspillet, og attituden syntes at være passende. Tempoet var meget ens hele vejen igennem, men det trak ikke ned i min bog. Eneste lille minus var det lidt for tjattende trommespil. Måske Jonah skulle gøre som Anders Gyldenøhr og få skrevet “slå til, kælling” på lilletrommeskindet.

The Guv’nors efterlod altså et glimrende indtryk, og faktisk så glimrende, at Dropkick Murphys lidt senere dedikerede en sang til århusianerne.

Let's Go, Murphys 

Og hvad Dropkick Murphys angår, så vil jeg i vid udstrækning henvise til min tidligere anmeldelse af en meget lig aften sidste år i Vega.

Læs anmeldelsen her: LET’S GO, MURPHYS

Jeg vil endvidere tage den kritik af Dropkick Murphys’ koncert sidste år, der er udfoldet i kommentarfeltet til ovenstående anmeldelse under overskriften “Jammerligt”, til efterretning. For det er sandt, at Dropkick Murphys både i Vega og denne aften i Amager Bio forfordelte de mere punkede numre, for i stedet at lefle for publikum med en kavalkade af dansevenlige sange. Men der kunne man formode, at “problemet” netop i dansevenligheden havde sin årsag.

Unik atmosfære

Kiggede man rundt i Amager Bio, så havde folk deres egne små fester fordelt i hele salen. Det gav en helt unik atmosfære, og det var sandsynligvis den, som Dropkick Murphys helt bevidst søgte at skabe. Om man så var til den eller hellere så en anden type sætliste, og dermed en anden atmosfære, og måske endda et lidt andet publikum, må være helt op til personlige præferencer. Jeg skal imidlertid ærligt indrømme, at jeg var en kende misfornøjet over, at punkelementerne var endnu færre i Amager Bio end i Vega, for Dropkick Murphys helt klare styrke er afveksling og sammenkoblingen af punk og folkemusik.

Vokalarrangementer i særklasse

En anden helt klar styrke, som jeg ikke rigtig fangede sidst, var vokalarrangementerne. Næsten alle på scenen havde en mikrofon placeret foran sig og sang på skift lead og kor. I enkelte sange skiftedes de i et tempo, der mindede om et struktureret skænderi. Imponerende og ganske enkelt overlegent. Dog havde lydmanden sit hyr med bassist Ken Caseys let skingre vokal. Den lød som den eneste meget hård og unuanceret.

Billige tricks, der virker

Det slog imidlertid ikke mange skår i glæden hverken hos mig selv eller det godt fyldte Amager Bio, der igen kogte over, da verdens velsagtens korteste monsterhit, ‘I’m Shipping Up To Boston’, blev fyret af. Og nok en gang kulminerede koncerten eller rettere festen - eller nok nærmere: den uhyre festlige koncert - med scenen stuvende fuld af fans dansende og syngende publikummer i ren eufori. Det er et billigt trick, men det virker!

Jeg er dog med på, at Dropkick Murphys gerne må have en ny plade og/eller nye tricks med, når de besøger Dannevirke igen til næste år.