Midsommermetal i Palægården
Populær
3rd Tsunami Agency og Nationalmuseet havde på hyggelig vis slået pjalterne sammen om en dobbeltkoncert med Essence og Electric Hellride i Palægårdens smukke omgivelser.
Palægårdens port blev lørdag åbnet for en af årets hidtil hyggeligste metalaftener. På den brolagte gårdsplads var opslået en lille teltscene, og en fadølshane samt grill var kørt i stilling til at fuldende symbiosen mellem historisk arkitektur og et musikarrangement af i dag. Atmosfæren var fra start til slut ganske hyggelig og afslappet, meget lig en landsbyfest et sted i provinsen. På plakaten var ålborgensiske Essence og bysbørnene fra Electric Hellride. Sidstnævnte lagde for.
Torpedo-substitut
Bandets normale guitarist Nicklas Adamsson var kommet til skade med sin arm. Af den grund var Emil Sauer Buus fra Dirt Torpedo hyret ind for en enkelt koncert. Trods en noget stillestående performance fortjente Emil ros for en nærmest fejlfri eksekvering.
Lydmanden svigtede
På forhånd kunne man frygte for lydbilledet inden for Palægårdens fire hårde mure, men umiddelbart syntes det ikke rimeligt at bebrejde murene for den lidt besynderlige lyd, der mest af alt hørte til den førnævnte landsbyfest. Det syntes derimod i højere grad at bero på nogle forkerte prioriteringer fra lydmandens side.
At finde sine ben
For at undgå anklager om nepotisme må jeg hellere gå direkte i flæsket på Electric Hellride, der egentlig gik til opgaven med oprejst pande. Om det imidlertid var lyden eller den lidt for hyggelige (læs: folkelige) stemning, der drillede, så bragede bandet i hvert fald ikke rigtig igennem, som ellers ventet. Forsanger/bassist Casper Willumsen lod da også mellem numrene til at famle lidt med at afkode, hvilket publikum han stod over for. Men med fint samspil, god energi og entusiasme fik bandet langsomt opildnet de godt og vel halvt hundrede fremmødte publikummer. De gik med andre ord fra at ligne et lidt forskrækket og lettere overvældet ungdomsskoleorkester, der ikke rigtig vidste, hvilket ben var det rigtige, til at skide hul i det hele og bare spille løs som et rigtigt metalband.
Udfordr dig selv, Casper
Der var masser af gode riffs og iderige kompositioner. De to sidste numre var sættets helt klare højdespringere. Dog kunne man savne, at Willumsen udfordrede sig selv lidt mere både rytmisk og klangmæssigt for at bryde ensartetheden. Han gav indimellem smagsprøver på, at hans register bød på andet end blot at brøle, så hvorfor ikke udnytte det?
Alt i alt var koncerten godkendt.
Mørket faldt langsomt på...
...og Essence skulle bestige scenen. Et band, som mange troede ville overhale dansk metals gamle travere indenom, men det er indtil videre ikke sket. Midsommermetal kunne være et lille skridt på vejen, og de gik da også ufortrødent til værks. Man kunne nemt se, at de havde et lille fortrin målt med Electric Hellride i antallet af koncerter under vesten. Udstrålingen var en anden og mere selvsikker.
"Hvordan er det, han synger?"
Det var første gang jeg oplevede Essence live (og Electric Hellride for den sags skyld), og jeg blev noget overrasket, da forsangerguitarist Lasse Skov begyndte at synge. “Det lyder jo slet ikke som på pladen”, tænkte jeg. Skov har eftersigende haft stemmeproblemer, hvilket har tvunget ham til at ændre sin klang, og det har endvidere resulteret i en radikal ændring i bandets udtryk i forhold til pladerne. Desværre ikke til det bedre.
Sej leadguitarist og presset trommeslager
Heldigvis gik det ikke ud over guitarspillet, hverken hos Skov selv eller leadguitarist Mark Drastrup, der imponerede gevaldigt med en enorm spilleglæde og tilstedeværelse, og så besad han et gedigent old school dødsmetalheadbang. Fedt.
Essence har gennemgået et par medlemsudskiftninger. En af de nye er trommeslager Nikolaj Kjærgaard, der denne lørdag lod til at være lidt presset af tempoet og havde en del små udfald. Det kunne imidlertid ikke udelukkes, at lyden havde en del af skylden, for man kunne eksempelvis sjældent høre tammerne ordentligt.
Ødelæggende stilskifte
Generelt spillede Essence helt habilt. De svingede og sejlede som et moderne old school thrash metalband skal. De havde tilmed mange gode og sjove tricks til at fange publikum (se fx billedesiden til denne artikel), hvor især de forreste blandt publikum virkede underholdt. Altoverskyggende var imidlertid det stilskifte, Essence tilsyneladende har undergået. Aggressiviteten, man finder på pladerne, var nærmest ikkeeksisterende, og det var ikke bare ærgerligt, det var ødelæggende.