Let’s go, Murphys

Let’s go, Murphys

Dropkick Murphys gæstede mandag aften et velbesøgt Store Vega og viste, trods ødelæggende dB-grænseværdier, hvor det keltiske punkrock-skab skulle stå. 

Titel
+ Frank Turner + Skullclub
Spillested
Dato
21-01-2013
Genre
Trackliste
The Boys Are Back
Burn
Johnny, I Hardly Knew Ya
Going Out In Style
The Gauntlet
Your Spirit's Alive
Fields of Athenry
Prisoner's Song
The Irish Rover
My Hero
Jimmy Collins' Wake
Cadence to Arms
Out of Our Heads
The Gang's All Here
Never Alone
Sunday Hardcore Matinee
Rose Tattoo
Captain Kelly's Kitchen
I'm Shipping Up to Boston
Worker's Song (m. Frank Turner)

Ekstranumre:
Barroom Hero
End of the Night (Girls invited on stage to dance)
Dirty Deeds Done Dirt Cheap (AC/DC cover) (Stage Invasion)
Citizen C.I.A.
Skinhead on the MBTA
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

”Let’s go, Murphys” blev uden sammenligning denne aftens mest kvædede linje, ikke mindst pga. et aldeles veloplagt og storskrålende publikum, men også åbningsbandet, danske Skullclub, fik undervejs i sættet istemt sig koret – formentlig i forståelig kådhed over at have fået æren af at varme op for, hvad der målt på Skullclubs musiske udtryk må siges at være deres store helte og vel største inspirationskilde.

Skullclub

... spiller punkrock krydret med folkemusik. Tekstuniverset kredsede umiddelbart om sømandslivet a la ’I’m Shipping Up To Boston’. Både banjo og mandolin var med på scenen, men spillede en mere eller mindre forceret rolle i sættet, der generelt manglede variation i både tempi og rytmik og var præget af manglende scenevanthed. Men, men, men: Skullclub gjorde en fin figur, så de skal bare klø på og spille en enkelt duga-rytme indimellem.

Frank Turner


Main support på denne tour var engelske Frank Turner & The Sleeping Souls. Et band, der var som taget ud af en britisk pub, med Frank Turner på halvakustisk guitar bakket op af et par energiske elektriske strengespillere og en relativt anonym trommeslager. Stilen var lettere punket singer/songwriter-folk, og det var ganske underholdende de første par numre eller tre, men så mistede det sin overraskelseseffekt og blev en optræden på det jævne, selvom Frank Turner flere gange ihærdigt forsøgte at sætte gang i gulvet med dans og deslige.

Dropkick Murphys

”Let’s go, Murphys” efterfulgt af 5 taktfaste klap. Sådan lød det igen og igen og voldsommere og voldsommere i takt med, at spændingen tog til. Det skal lige siges, at dette var undertegnedes første møde med Dropkick Murphys, hvilket formentlig forklarer benovelsen over publikums entusiasme. Så slukkedes lyset, og tonerne af ’The Foggy Dew’ med Sinéad O’Connor & The Chieftains lød (forholdsvis lavt) ud i salen. Et forvarsel om, hvor frustrerende lavt Dropkick Murphys fik lov at spille. Jeg havde ellers placeret mig en meter foran lydpulten, hvor lyden må forventes at være allerbedst, men man kunne næsten ikke høre musikken, der nemt overdøvedes af normal samtale. Ikke en gang en tur op foran højtalerne ændrede dette. Her blev jeg tysset på af damen bag mig under en kort samtale med en af mine følgesvende.

Hvorom alting er, kan tåbelig og kulturødelæggende lovgivning ikke ændre på, at Dropkick Murphys var i hopla og spillede en koncert i særklasse, hvor det syv mand store orkester viste eminent afstemt samspil og –sang. Alt sad lige i skabet, og overskuddet og spilleglæden strålede ud af hele septetten. Selvom bandet er fra Boston, så kan man ikke andet end at blive tryllebundet af inspirationen fra den keltiske folkemusik samt forsanger Al Barrs attitude som en kæk brite med den perfekte fodboldkorvokal.

Alt tydede på, at det ”bare” skulle være en uhyre velspillet punkrockkoncert uden de store overraskelser, men så lagde Dropkick Murphys an til at spille ’I’m Shipping Up To Boston’, og så tog fanden ved både band og publikum, og festen gik endnu mere amok. Frank Turner var på scenen til hovedsættets sidste nummer, ’Worker’s Song’, og under de 5 ekstranumre bød bandet først damerne og senere alle op på scenen til en utroligt festlig afslutning, hvor også AC/DC blev hyldet.

Det var med andre ord et glædeligt første møde med et enormt fængslende liveband.