Mastodon spiller sig ud af mørket
På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.
2. Poisonous Weapons
3. Your Ghost Again
4. Snakes for Dinner
5. Out Like a Lamb
6. In the Ruins
7. They're Coming for You
8. Golden Spires
9. Moth and Bone
10. A Vampire's Demeanor
11. The Vanishing
12. The Three Fates
Det mangeårige Mastodon-medlem Brent Hinds døde i august 2025 i en motorcykelulykke, få måneder efter at have forladt bandet. Hans fravær – og hans tilstedeværelse – hænger over ‘Marrow Deep’. Det samme gør trommeslager Brann Dailors tab af sin mor tidligere i 2025.
Døden har altid været tæt forbundet med Mastodons musik. ‘Crack the Skye’ tog udgangspunkt i Dailors søsters selvmord og forvandlede sorgen til en fortælling om kosmiske rejser og Rasputin. På ‘Hushed and Grim’ bearbejdede bandet tabet af deres tidligere manager Nick John. ‘Marrow Deep’ føjer endnu et kapitel til den historie.
Lydmæssigt har pladen mere til fælles med ‘Crack the Skye’ end med nogen anden af Mastodons otte foregående udgivelser. Den begynder som en direkte metalplade, men bliver gradvist mere progressiv, mere sær og mere psykedelisk. På den sidste tredjedel syrer den igennem med Sabbath-bas, græsk mytologi og sjælelige rejser ud i rummet.
Et nyt band med gamle ar
‘Barbarians Blood’ åbner med bombastiske trommer og et tungt, solidt riff af den slags, Mastodon altid har med. Men under riffet ligger synths, som afslører pladens nye krydderi. João Nogueira er blevet fast keyboardspiller, og hans 70’er-inspirerede bidrag giver flere numre en ekstra dimension. I enkelte sekvenser lyder Mastodon næsten som Opeth; prog rock, hårde riffs og temposkift i samme bevægelse.
Brann Dailor er stadig en blæksprutte bag trommesættet. Hans jazzinspirerede rytmer og endeløse fills holder musikken i konstant bevægelse, mens Troy Sanders’ hæse vokal giver sangene deres jordforbindelse.
‘Poisonous Weapons’ følger op med et solidt groove, mens ‘Your Ghost Again’ og ‘Snakes for Dinner’ er pladens mest umiddelbart fængende sange. De kredser samtidig direkte om sorg og fravær, og Josh Homme bidrager med et karakteristisk chant på sidstnævnte.
‘Out Like a Lamb’ indleder pladens mere kontemplative akt med en forrygende guitarsolo. Her præsenteres den nye guitarist Nick Johnston for alvor, og han viser sig hurtigt som mere end en teknisk erstatning. Han er ikke det gale geni, som Brent Hinds var, men han tilfører bandet virtuositet og melodisk overskud.
På ‘In the Ruins’ trækkes tempoet ned i et stilsikkert, melodisk stykke med klingende guitarer og en hæs Sanders-vokal, der synes mærket af livet. Desværre brydes øjeblikket af bulder og brag fremfor at lade melodien udfolde sig naturligt.
Når Mastodon slipper tøjlerne
Anden halvdel rummer flere af pladens mest interessante idéer. ‘They’re Coming for You’ trasker afsted i et midtempo-flow, før det slår over i et næsten romantisk omkvæd. ‘Golden Spires’ veksler mellem bombastiske dobbelt-trommepassager og stille synthvers, inden den forløses i et storladent omkvæd.
‘Moth and Bone’ skaber en tæt atmosfære med afdæmpet vokal og synthkrøller mellem versene. Desværre bryder bandet flere gange roen med generisk Mastodon-fræsen på guitarer og trommer. De har så mange tekniske muskler, at de indimellem glemmer, at tilbageholdenhed også kan være et stærkt virkemiddel.
‘A Vampire’s Demeanor’ er til gengæld en aggressiv triumf med stærk dynamik mellem skrigende vokal og midtempo-vers. Lamb of Gods Randy Blythe gæster nummeret, og på ‘The Vanishing’ får bandet selskab af Geezer Butler, hvis karakteristiske baslyd indleder nummeret, inden Gojiras Joe Duplantier med vokaleffekt synger det ’Planet Caravan’-agtige vers. Nummeret er fantastisk, fordi Mastodon både får lov til at blære sig med idéer og gæster og alligevel lyder som sig selv.
‘The Three Fates’ lukker pladen med referencer til græsk mytologi og bidrag af Clutchs Neil Fallon, der prædiker om døden over et stadig mere psykedelisk arrangement. Det hele munder ud i et forlænget jam, som virker lidt unødvendigt ovenpå en ellers stærk sidste tredjedel af ’Marrow Deep.’
I Mastodons diskografi placerer pladen sig blandt de bedste, kun overgået af klassikerne ‘Leviathan’ og ‘Crack the Skye’. Den er ikke fejlfri, men den har nerve, retning og et fornyet liv. Døden har endnu en gang sat sit mærke på Mastodon. Denne gang har den også givet bandet noget at se frem imod.