Sover metalhovederne?

Forestil dig det her: El Niño sørger for usædvanligt sommerligt septembervejr i Pumpehusets Byhave. Sol, en kold i hånden, et smukt kurateret dødsmetalprogram. Og så i fire dage.

Øverst i Bådmandsstræde kan man træde fra Stadens farverige spraglethed ind i et lille, afgrænset rum med en ganske anden æstetik. Her er sort og hvid de dominerende farver, den kunstneriske streg i de mange koncertplakater på væggen umiskendelig forankret i dødsmetallens legen med råddenskab. Kontoret er indrettet med eftermælet fra de forgangne års Kill-Town Death Fest og hedengangne Heavy Days in Doomtown. Her holder Daniel Abecassis til.

Vi har fanget ham til en snak om årets udgave af Kill-Town Death Fest, der løber af stablen i Pumpehuset til september. En festival med et imponerende program - men også en festival, der eksisterer i et setup, hvor selv velrenommerede nichefestivaler må kæmpe for deres overlevelse. På plakaten ses delikatesser som Funebrarum, Rothadas, Atomic Aggressor, og Cryptworm. Samt Death; eller i hvert fald bandet Massacre, der helt eksklusivt spiller Mantas’ demo ‘Death by Metal’. Den første lyd fra det band, der senere blev til Death, og på KTDF opført for første gang i næsten 45 år. Blandt andet med Kam Lee fra Mantas/Death.
I Mexico kan Atomic Aggressor spille for 30.000 mennesker, I Danmark har de svært ved at sælge 800 billetter til metalhovederne.

Der er ingen tvivl om, at Kill-Town Death Fest har været en væsentlig spiller i forhold til at udvikle det europæiske marked for skarpt kuraterede nichefestivaler inden for dødsmetal. Devilution bragte sidste år et interview med Abecassis om netop festivalens historie, som man kan dykke ned i. Spørgsmålet kan nu melde sig, om verden måske har indhentet det, han har forsøgt at skabe med KTDF. 

En af grundstenene for festivalen har været, at konceptet er ret kompromisløst. Der bookes ikke efter salgstal eller nødvendigvis popularitet, men efter hvad de mener er kvalitet. Selvfølgelig er der nogle økonomiske begrænsninger, så der er ikke carte blanche til at sætte samtlige yndlingsbands på, selvom man helt beskedent kunne drømme om Deicide, Obituary eller Morbid Angel. Sætter man alle plakater i række efter hinanden, vil man kunne se en tydelig rød tråd i, hvordan de er booket. På den måde har festivalen også fået etableret sig selv som en platform for de mindre bands og dem i mellemstørrelsen. Det betyder også, at der er en række bands, der har været et samarbejde med gennem årene, og som er på deres anden, tredje eller fjerde udgivelse. Her følger man op på disse udgivelser for også at være med i, hvad folk lytter til derhjemme for tiden. Samtidig følger man med i hvilke nye bands, der kommer frem med demoer eller førsteudgivelser. 
“Og det er ligesom det, der er konceptet.”

Sydamerika, en ad genrens største fanbaser
En markant ændring i programmet for i år består i, at man har vendt blikket mod Sydamerika. Bands som f.eks. Atomic Aggressor fra Chile, eller Cenotaph fra Mexico, er legendariske bands i deres hjemland og er veletablerede med fanbaser af en størrelse, som danske dødsmetalbands kun kan drømme om. 

“Atomic Aggressor sendte en video den anden dag, hvor de spillede foran 30.000 mennesker i Mexico. Det bliver så ikke tilfældet, når de kommer til Europa, men det er bands, som har spillet siden midt-80'erne, som har oparbejdet kæmpe fanskab der hvor de kommer fra, og når de kommer til Europa, er de forholdsvis obskure.” Abecassis fremhæver, at det netop er det, der bør være plads til på KTDF, hvis man er dødsmetalentusiast. Måske har nogle af disse bands ikke figureret så meget i nogle umiddelbare trends, men han ser dem som bands af virkelig høj kvalitet, hvis man er til den slags dødsmetal. “Den måde, som jeg har valgt at sammenstykke de her programmer på, har altid været en slags sammensætning af, hvad der er aktuelt nu, men også at have de arkæologiske briller på, og grave nogle ting op fra fortiden. Det kan være noget, som har betydet meget for scenen tilbage i tiden, som måske er gået lidt i glemmebogen, for så at kunne være med til at bringe det frem igen og sætte det i fronten. Det synes jeg faktisk, vi har været ret gode til med nogle af de nordamerikanske bands, men det virker sværere nu, når vi har flyttet fokus over på Sydamerika.” 

Der er, og har været, større interesse for nordamerikansk, japansk eller endda australsk dødsmetal i Europa. Hvorfor det er tilfældet er interessant, for vender man blikket mod Sydamerika, finder man en af de måske største metalscener i verden. Publikumstilslutningen til undergrundsbegivenheder er en af grundene til, at det er blevet til en del af KTDF i et forsøg på at bringe noget af den arv til Europa. 

Det er dog ikke kun Sydamerika, der kigges mod, og skal man udpege et band med en headlinerfunktion i år, må det blive Massacre, når de skal spille Mantas. Musikkens genealogi er noget af det, der fascinerer Daniel Abecassis, så at hive bandet, der senere blev til Death, ind er en satsning, han er villig til at lave. Sidste gang de spillede demoen ‘Death by Metal’ var på et pizzaria i Florida for 43 år siden, og senere gik de i opløsning. På den måde er det lidt et scoop for KTDF og også en af de ting, Abecassis selv fremhæver ved årets program: 

“Jeg var så heldig at se dem i 90'erne, og har også været rundt med både Death To All og Gruesome, og nogle af de her Death-kloner, der er derude. Jeg synes, det er et fantastisk band, så da muligheden bød sig for at få den her demo spillet live tænkte jeg, at det var noget, folk ville virkelig synes var sjovt og interessant. Og faktisk fik vi den anden dag at vide, at det bliver den eneste gang nogensinde, at det her materiale bliver spillet”.

Derudover peger han også på Murder Squad som særligt interessante. Det er sket før, at manden bag Kill-Town Bookings har læst rummet før så mange andre gjorde det, og således også her. Da han bookede Murder Squad, havde de endnu ikke spillet så mange koncerter, men billedet har nået at ændre sig en del siden, og de spiller blandt andet også på Malmö Massacre, som ligger en måned før KTDF, på den anden side af sundet. Der går måske lidt eksklusivitet tabt, men samtidig er der tale om en bestyrkelse af talent og mavefornemmelse i bookingprocessen. 

“Jeg kan godt lide en eller anden form for eksklusivitet i de ting, vi laver. Men en af drømmene for Kill-Town har altid været at bringe Autopsy ind som headliner, og det har vi så aldrig haft råd til. Murder Squad er jo – hvad skal man sige, Stockholm-scenens tribute band til Autopsy, og Chris Reifert (Death, red.) har været indover for at lave vokal på nogle af Murder Squads optagelser. Så det var det tætteste, vi kunne komme; at der kommer folk fra Entombed og Dismember ned og spiller Autopsy for os. Jeg tror, det bliver en fantastisk koncert, for de gør det ekstremt godt. Så det glæder jeg mig personligt meget til.”

Derudover spiller også de finske favoritter Abhorrence, som spiller ekstremt sjældent live, idet bandmedlemmerne også spiller i blandt andet Carcass og Amorphis. Amerikanske Rottrevore, der ligesom Abhorrence begyndte tilbage i 1989, gæster også årets udgave og ligger i den rå, punkede og mudrede ende af dødsmetallen, som langt hen ad vejen er præcis, hvad Abecassis booker efter. Og skulle man tilføje nogle af nærværende skribenters egne favoritter kunne bud som Funebrarum, Disembodiment, Seraphic Entombment og Rothadás komme med i puljen af gode grunde til at indfinde sig i Pumpehuset til september. 

Det internationale fællesskab
Det væsentligste ved Kill-Town er dog ikke nødvendigvis årets bookinger. Med et konsekvent niveau har festivalen for længst fået etableret sig, hvilket betyder, at den har været frekventeret af et i højere grad internationalt end lokalt publikum i mange år. På den måde er den en garant for at møde åndsbeslægtede fra hele verden, og stemningen er præget af lige præcis det. Man lyder hurtigt som et meme, når man hævder, at det er den bedste, danske festival, men ikke desto mindre er det ikke usandt. Intensiteten, med hvilken publikum fordyber sig, går heller ikke Abecassis forbi:

“Jeg ser, at det segment, der kommer til festivalen, er et dedikeret musikpublikum. Det er folk, der kommer for koncertoplevelserne. Mange af de her folk står lige foran scenen, koncert ind, koncert ud, hele vejen igennem, fire dage i træk. Vi prøvede nogle år at lave efterfest med DJ's. Det fungerede simpelthen ikke, fordi folk, når de har stået i ti timer og lyttet til dødsmetal, er helt bankede oven i hovedet. Så går de hjem til deres hotel, så sover de, og så kommer de igen næste dag.” 

Samme publikum står og køber merchandise om eftermiddagen og er en del af en musikkultur, hvor folk er der for musikken, og ikke bare for at drikke øl og være til fest. Sådan har det måske især været historisk, hvor der eksempelvis ikke var én eneste at finde i gården, da festivalen i de første år blev afholdt i Ungdomshuset. Sådan er det ikke helt længere, men det er ikke noget, der går bagmanden på, for man behøver ikke være musiknørd for at komme, og der er nok også nogle, der kommer for at have en fest. Samtidig er der bare også folk, der rejser langvejs fra, som fortsat prioriterer at få så meget ud af koncertoplevelsen som muligt. 

Det er en del af konceptet, at der ikke er noget backstageområde, hvilket også betyder, at man kan være heldig at få sig en dedikeret snak med musikerne i øjenhøjde, om ikke andet så i merchboden. Der er nemlig ikke hyret folk ind til at varetage merchsalg, så det forestår bandsene også selv, og det er der igennem årene opstået både venskaber og musikalske samarbejder på tværs af lande på baggrund af. Det er lige præcis det, der er meningen med det hele for Abecassis, at samle folk til en masse god musik. Hvis folk går derfra med en følelse af sammenhold og af, at man er en del af noget større, som en modvægt til at sidde derhjemme og lytte til sine plader eller Spotify, er missionen lykkedes. 
“Når man kan stå ud og kigge på, at alt det tekniske fungerer, folk har det nice, og bandet leverer, så går det hele op i en højere enhed. Det er derfor, man gør det”. 

Festivalens fremtid kræver opbakning
Der hersker ingen tvivl om, at Devilution indfinder sig til september. Men når det er sagt, så er der brug for opbakning fra publikum, hvis festivalen skal fortsætte. Derfor giver vi spalteplads til en direkte henvendelse, for virkeligheden er, at billetsalget ligger noget under, hvad det plejer. 

“Jeg kan komme med et slags opråb til den danske metalscene. Vi kunne godt bruge noget mere opbakning og tilslutning, end der har været i år. Vi har haft meget svært ved at sælge billetter til det danske publikum, og hvis det ikke kommer lidt op, så er fremtiden for festivalen måske lidt usikker. Vi kunne rigtig godt bruge, at folk deler eventet, at folk snakker om det, at folk inviterer venner. 
Det er brug for at nå ud til nogle af dem, som måske synes, det kunne være spændende at komme til sådan et festival og prøve at være med. Man kan også være frivillig, hvis man ikke føler, man har råd til billetten. Der er mange muligheder.”

Opfordringen er hermed videregivet. Fra alle os, der elsker vores scene, til alle jer, der elsker vores scene: Lad os støtte op om den. Vi ses til september.