KTDF V: Søndag

Den sidste dag i Killtown Death Fests historie bød på tung død og doom. Fra det nye i glimrende danske The Vein over det gamle i form af det genopståede svenske dødsmetal-band Moondark til djævledyrkerne i israelske Sonne Adam.

Det kunne godt mærkes på fremmødet, at lørdagens fest var fortsat ud til den lyse morgenstund. Men det betød på ingen måde, at søndagen skulle gå stille for sig. Dagens første navn var danske The Vein. Fra resterne af opløste Cerekloth finder vi i The Vein frontmand Jens Bendtsen Pedersen og guitarist Allan Larsen, der stilsikkert førte de tunge toner videre. Omend det jyske band er dannet, før Cerekloth blev lagt i graven, er det vist først nu, The Vein for alvor er begyndt at røre på sig. Og tak for det! Jeg havde intet kendskab til The Veins musik på forhånd, men kvintetten fængede sgu fra start til slut i de 45 minutter, de havde at gøre godt med. Tunge guitarriffs, aggressive passager, melodiøse guitarsoli og Pedersens altid ukuelige growl fremstod som den perfekte formel for The Veins twist af død og doom. Bandet er på vej med ep’en ’Perdition's Cold Embrace’, og hvis udgivelsen holder ligeså overbevisende, som bandet gør live, så er der noget at se frem til!

Gravstemning til vibrerende gulvbrædder

Den italienske trio Fuoco Fatuo udsendte tidligere på året debutpladen ’The Viper Slithers in the Ashes of What Remains’, der trods albummets kun fem numre alligevel spiller over en time. Så er stilen ligesom lagt. Italienerne gør sig i tungt og transcendentalt døds-doom, hvor alt er lige efter bogen. Koncerten var heller ikke en undtagelse eller åbenbaring. Frontmand og guitarist Milo Angeloni stod med siden til publikum, så treenigheden på scenen kunne holde øjenkontakten under begravelsesmarchen, der blev opført i nærmest ren improviseret tilstand. Der var ingen mangel på vilje her. Publikummet skulle sendes ind i depressionens mørke og blev ledsaget af en volumenstyrke, der fik gulvet til decideret at vibrere. Under indtagelse af de såkaldte Wizards Sticks, der blev solgt i baren, havde italienernes dommedagsmarch sikkert være ganske effektiv, men i længden endte det nu ganske standardpræget.

Mange bands dyrker den her genre, men få synes efterhånden at skille sig ud og føje noget anderledes til udtrykket. Bedre blev det i selskab med franske Ataraxies funeral doom. Koncerten startede ganske ordinært, men særlig mod vejs ende, hvor der kom tempo på, bed franskmændene godt fra sig. Især frontmanden Jonathan Thérys uhyggelige dybe growl og nådeløse skrig satte en tyk streg under musikkens effektive sigte efter død og depression.

Stabil hyldest til Satan

Svenske Moondark var et af festivalens store scoops, der fik de sidste efterdønninger fra lørdagen ud af kroppen. Læs anmeldelsen her!

En perfekt ”opvamning” for dagens mest imødesete navn: Israelske Sonne Adam. Sidst de gæstede landet, dukkede der cirka tyve mennesker op for at se dem på Stengade, og resultatet var mildt sagt en slatten koncert med et band, der ikke gad stå på scenen. Scenariet var heldigvis af en helt anden karakter i Ungdomshuset. Fremmødet var ganske pænt, og de sortklædte israelere brølede løs i knap en times tid. Især den tunge hyldest til Satan, ’I Sing His Words’, stod som et af koncertens bedste øjeblikke, hvor ekkoet i Tom Davidovs monstergrowl rungede igennem lokalet. En stabil afslutning for undertegnede, der efterfølgende kapitulerede og vemodigt trissede hjemad på bekostning af japanske Anatomia.

Muligheden kommer nok en anden gang, men naturligvis ikke til Killtown, der efter denne femte omgang har lagt sig selv i graven. Et ærgerligt valg, som man læse mere om i vores interview med Daniel Abecassis, der står bag festivalen. Ikke desto mindre  stor respekt herfra til både ham, frivillige som øvrige folk bag festivalen og Ungdomshuset for at have sat en høj og forbilledlig standard i de seneste fem år. Men ikke nye ildsjæle nok skal føre faklen videre i nær fremtid? Det håber vi!