Master of Puppets: Indspilningen af et mesterværk – 1. del

‘Master of Puppets’ blev indspillet på Amager i Sweet Silence Studios – og produceret af Flemming Rasmussen. Vi har besøgt den danske producer i et forsøg på at vende nogle nye sten og fortælle et par historier, som ikke allerede findes beskrevet i bøger og artikler på nettet.

– Vi påbegyndte allerede forarbejdet til albummet i foråret 1985, hvor jeg var med Lars i USA for at kigge på studier, fordi de gerne ville indspille albummet tættere på deres hjem. Men vi kunne simpelthen ikke finde et studie, der havde ordentligt rum til trommer. Hele bandet endte med selv at tage beslutningen om igen at indspille i København, og denne gang var det lidt nemmere, fordi de havde hotel.

– Vi indspillede fra 1. september og indtil den 23. december, for James, Cliff og Kirk rejste hjem den 24 for at holde jul i USA. Lars blev og holdt jul i Danmark, og så mødtes han og jeg mellem jul og nytår for at finpudse nogle trommespor. Det var meningen, at jeg også skulle have mixet pladen, men det kunne jeg ikke nå, fordi jeg skulle indspille med Anne Linnet i januar. Pladen blev derfor mixet af Michael Wagener (Accept, Mötley Crüe, Raven, WASP) i Californien.

Spørger man Flemming Rasmussen, er der ingen tvivl om, at Cliff Burton havde meget at skulle have sagt i Metallica. Der er blevet spekuleret i, om Metallica ville være gået samme vej, om de nogensinde ville have lavet 'The Black Album', hvis Burton fortsat havde været i live.

– Cliff Burton havde meget at sige dengang. I dag er det jo Lars og James, der ligesom kører butikken. De andre er der, og de er et band og alt det der, men der er ingen tvivl om, at Lars og James … det er dem, der styrer showet. Det var det også dengang, men der blev ikke taget nogen beslutninger i Metallica, uden at Cliff lige havde nikket og sagt “det er fint”.

Sikkert er det, at hans interesse for klassisk musik var med til at gøre de storladne øjeblikke på ‘Master of Puppets’ så meget desto mere episke, hvilket vi kommer ind på, når vi dykker ned i selve sangene på albummet.

Lars Ulrich & Charlie Watts
I 1985 var der ingen Pro Tools, og alt foregik analogt. Derfor var arbejdet med at klippe spor og optagelser sammen et helt andet, og der var ingen genvej til det færdige resultat. Der er heller ingen tvivl om, at Flemming Rasmussen ikke er tilhænger af clicktrack og “låste” trommespor, når man spørger ham ind til, hvad der ville have været anderledes, hvis albummet var blevet indspillet i den digitale æra.

 – Altså, hele albummet ville have lydt anderledes, fordi arbejdsmetoden er en helt anden, når du kan rette ting. Alt på ‘Master of Puppets’ er spillet til perfektion, og det færdige resultat har de små undvigelser, der var. Sidenhen er folk jo begyndt at lægge især trommerne i grid, og jeg kan simpelthen ikke tåle det. Jeg får knopper af det. Så kan man lige så godt bruge en trommemaskine og nogle midi-trommer. Hvis ikke du beholder det swing, som trommeslageren har ... og uanset hvad folk siger, så er Lars en fantastisk trommeslager! Jeg ved godt, at der er mange, der siger, at han ikke kan spille trommer, men de kan jo prøve selv at spille et hvilket som helst af hans numre. Det lyder ikke som ham. Folk skal bare klappe kebaben og se at få lavet noget selv i stedet for at spille smarte!

Flemming Rasmussen er selv trommeslager, så han ved, hvad han taler om. Et af hans yndlingsbands er The Rolling Stones, der også havde Charlie Watts, som også “lå bag beatet”, men udgjorde en stor del af gruppens identitet. Det er sådan noget, man ikke kan få en computer til at programmere, uden det ville lyde helt forkert.

 – Man kan sagtens lave det på en computer, men det kommer aldrig til at lyde, som når Watts eller Ulrich spiller. Hvis du sidder og kigger på en skærm med grid-streger og indspiller trommer, så ville du få det skidt, hvis for eksempel lilletrommen lå ude af grid. Det der med øjnene og skærmen gør altså noget. Det er derfor, man skal slukke engang imellem. Jeg kigger for eksempel aldrig på min skærm, når jeg mixer. Jeg kigger kun ned. Det er derfor, jeg har fadere. Det var blevet en anden plade, hvis vi havde haft computere. Det er der ingen tvivl om.

Trommer og guitar først
Én af de særlige metoder, som Flemming Rasmussen gjorde brug af, var – lidt uortodokst – at indspille trommer og guitarspor først, så bassen bagefter og til sidst guitarsoloerne. Det gav ekstra meget fritid til Cliff Burton og Kirk Hammett, der først blev kaldt ind, når Lars Ulrich og James Hetfield var klar med det perfekte grundlag. Og ventetiden var ikke så spændende for de to.

– Især Kirk og Cliff syntes, at det var hårdt at være i København, så langt væk hjemmefra. Det var jo de to, der havde mest fritid. Vi indspillede grundsporene sådan fuld band-agtigt, og så gik Lars og jeg ind og rettede trommer, og det kunne godt tage lang tid. Og når vi så havde det fede trommetrack, så lavede vi rytmeguitar – så var grundlaget der, og først dér skulle Kirk og Cliff i gang. James indspillede alle rytmeguitarsporene. Det var der ingen grund til, at Kirk brugte kalorier på.

Flemming Rasmussen har flere gange fortalt anekdoten om, at Cliff Burton ikke brød sig om at indspille med hovedtelefoner, og hvordan han i stedet indspillede sin bas “live” med Hetfield og Ulrich guitar/trommespor blæsende ud af to kæmpe højetalere fra et tilstødende rum, så han kunne headbange og slå sig løs, mens han indspillede.

– Det var ikke derfor, men det var med fuldt overlæg, at vi gjorde det på den måde. Som jeg også altid fortæller, når folk spørger; Metallicas musik er skrevet på guitar, og riffene er det vigtige. Og hvis man laver trommer og bas først, så vil bassisten altid fortolke det fraværende guitarriff på en specifik måde, og når guitaristen så skal indspille, så skal han forholde sig til en fortolkning af hans eget riff. Derfor: Trommer og guitar først, og så kan bassen ligge derimellem. Det fungerede også perfekt for Cliff. Han synes, at det var meget federe, for så havde han noget at spille til, i stedet for bare trommer. Så kunne han improvisere, for han var meget melodiøs, og i virkeligheden også meget loose, hvor James var meget tight.

Rasmussen tog heldigvis noter under indspilningerne, og analyser af præcisionen i James Hetfields guitarspor har flere gange efterladt lyttere med kæberne på gulvet. Noget af det dykker han i øvrigt ned i på masterclass-sitet ToneGodz, hvor han åbner op for arkiverne, og hvor man kan købe adgang til masterclasses om lydbilledet på de klassiske plader. 

– Men, altså, James er jo ufattelig tight, så det var bare ... Jeg sad med hovedet inde i pulten, og så stod han bag mig, og inden jeg nåede at trykke stop – det er jo lavet på bånd, det hele, så det var noget med at stoppe, spole tilbage, og start – fordi jeg hørte et eller andet, så var han stoppet selv. Man kunne ikke, som nu, rette i tid. Man kunne kun klippe hele blokke ind og ud. Første gang, det kunne lade sig gøre, var en kæmpe åbenbaring for mig. Men alt, hvad man hører på ‘Master of Puppets’ er spillet ind, som det lyder på pladen.

Noget om intensitet og dynamik
Dykker man ned i selve sangene på ‘Master of Puppets’, har Flemming Rasmussen også en masse at dele. Meget af det har han allerede fortalt i erindringsbogen ‘Rock & stjernestøv’, men vi har forsøgt at nørde endnu dybere ned i de metalliske lag. Som sådan var opbygningen af de tre plader, Rasmussen og Metallica lavede sammen, ens:

En ballade til at lukkede pladeside 1, der var et instrumentalnummer på side 2, og på to af pladerne lukkede et heftigt thrash-nummer side 2. Der var også instrumentale introer på alle pladerne; symfonisk klassisk på ‘Ride the Lightning’ og en flamenco-inspireret akustisk intro åbnede ‘Master of Puppets’. Flemming Rasmussen fortæller, at han personligt fik overbevist Metallica om, at netop dét var en god idé.

– Jeg lærte dem lidt om, hvordan pladesider skal gå op og ned i intensitet for at ramme rigtigt, og det er derfor, at de tre plader har cirka samme opbygning. Med hensyn til det akustiske, så havde vi jo allerede gjort det i ‘Fight Fire With Fire’... I de der undergrundsgenrer, har man det jo med at lave regler for sig selv. Der var nogle, der havde sagt, at “akustisk guitar, det må man ikke bruge i metal”, så hvad gjorde vi så? Selvfølgelig startede vi ‘Ride the Lightning’ med en akustisk intro. Jeg fik dem overbevist om, at “det der kommer til at lyde røvgodt på akustisk”, og jeg forklarede, at det gør også, at folk går hen og skruer op for anlægget, og når så sangen rigtigt starter, så får man et spark lige i bollerne! Den idé kunne de fandeme godt lide!

Akustisk guitar klokken 3 om natten
– Vi havde ingen akustiske guitarer i studiet, så vi lånte to af Ken C. Jacobsen, der senere flyttede til LA og blev studieindehaver (og i øvrigt dannede Unleashed Power, som vi engang spurgte ham, hvor blev af, red.). Vi hentede guitarerne klokken 2 og natten, og gik så i gang med at indspille klokken 3. De to guitarer har jeg fået fat på igen, og jeg har lige demoet dem med Ol fra Evile, som var forbi for nylig. Der er kommet nylonstrenge på, og jeg tror ikke, at folk er i tvivl om, at det er DE guitarer, når de hører, hvordan de lyder. Vi har også fået fingrene i en Mesa-Boogie basforstærker magen til den, Cliff brugte. Dem findes der kun 50 af i verden. Det hele bliver for øvrigt gengivet på ToneGodz.

Og alle husker nok de mange lag af guitarer, der rammer, når den akustiske intro afbrydes af et nærmest symfonisk angreb. Det lyder som om, der er omkring 10 guitarspor lagt oveni hinanden for maksimal effekt.

– Ja, det er noget i den stil. Vi lavede som minimum 3 eller 4 spor af hver guitar, så vi havde noget at vælge imellem. Både for James og Kirk. Der brugte jeg demoerne meget, så jeg kunne finde ud af, hvilke forskellige “roller”, der var i sangene. I demoerne spiller de bare sangene fra start til slut, men jeg sørgede for at få defineret rytmeguitaren, så den kunne ligge nedenunder, når de begyndte at spille forskellige melodier. Nogle steder, for eksempel i ‘Battery’-introen, kunne der godt være 12-16 guitarspor oveni hinanden.

Læs anden del af dykket ned i ‘Master of Puppets’, hvor vi for alvor dykker ned i de enkelte sange på albummet HER, og læs også artiklen, som tegner et portræt af Flemming Rasmussen og det, der ledte til samarbejdet med Metallica HER.