De violette helte vaklede
Populær
De gamle ikoner i Deep Purple kan stadig deres metier, men levede i længden aldrig op til deres navn som et af rockhistoriens største.
2. Into the Fire
3. Hard Lovin' Man
4. Strange Kind of Woman
5. Vincent Price
6. Contact Lost
7. Guitarsolo/Steve Morse
8. Uncommon Man
9. The Well-Dressed Guitar
10. The Mule
11. Above and Beyond
12. Lazy
13. Hell to Pay
14. Keyboardsolo/Don Airey
15. Perfect Strangers
16. Space Truckin'
17. Smoke on the Water
Ekstra:
18. Hush
19. Bassolo/Roger Glover
20. Black Night
Det var med stor sorg, da nyheden om Jon Lords død tikkede ind for knap to år siden. Kapelmesteren fra Deep Purple revolutionerede måden at integrere keyboard på i rockmusikken. Med klassisk piano, barokkens orgel og udsvævende, intergalaktiske lyde skabte han den signatur-lyd, man forbinder med Deep Purples mange suveræne sange.
Halvvejs inde i tirsdag aftens koncert med rocklegenderne i Falconer Teatret på Frederiksberg blev Jon Lord ikke overraskende og på passende vis mindet før 'Above and Beyond'. Et stabilt nummer fra sidste års udmærkede 'Now What?!', som var gruppens første udspil i otte år.
Opvisning i katedralen
Selvom Lord naturligvis er savnet og egentlig forlod Purple tilbage i 2002, var hans arv dog tilstedeværende på smukkeste vis gennem Don Airey. Og den mand er såmænd heller ingen hr. hvem som helst. Airey har spillet på tangenterne hos alle fra Ozzy over UFO til Judas Priest og stort alle andre, der er noget i den hårde rocks historie.
Efter små 70 minutter forvandlede scenens konstant varierende bagvæg sig til en katedral, mens Airey gav soloopvisning i, hvordan alt fra Bach til Beethoven kompetent skulle spilles anno 2014. Og det var intet mindre end en fornøjelse at følge mandens fingre danse hen over tangenterne på storskærmene i siderne.
Alle skulle i centrum
Deep Purple hører til den generation af rockbands, hvor spotlyset skal fordeles ligeligt mellem alle medlemmerne. I længden bliver det lige for langt i spyttet med så mange soli, men det trækker dog op, at vi så kun har med ekstrakompetente musikere at gøre.
Steve Morse er måske ingen Ritchie Blackmore, men for fanden, hvor kan manden dog alligevel fylde den forrige guitarlegendes sko ud.
Sådan fik vi en smækre solo leveret i kølvandet på 'Contact Lost', hvor guitarstrengene smukt blev vredet og bøjet med følsom indlevelse. Og da vi næsten var ved vejs ende i ekstranumrene, brillerede Morse simpelthen sublimt i samspillet med Don Aireys toner fra keyboardet under hittet 'Hush'.
Røgsky af smartphones
Nummeret blev fulgt op af en solo fra bandana-bassist Roger Glover, inden 'Black Night' lukkede af efter to timer og slap et veltilfreds publikum ud på Frederiksberg stræder.
Et publikum, der ikke overraskende kom helt i hopla, da riffet fra 'Smoke on the Water' buldrede løs i salen efter 90 minutter. Nummeret forvandlede Falconer Salen til et regulært ocean af smartphones. Og, ak ja, hvad kan man sige, andet end at det overvejende ældre publikum er kommet helt med på den moderne og irriterende mode!
Gillan for tilbageholdende
Ian Gillan nærmer sig de 69 år, og stemmebåndet kan for det meste stadig fyre de forrygende høje toner af. Men i forhold til de fire musikere han omgiver sig med, reducerer hans ydmyge holden sig tilbage på scenen ham nærmest mere til en konferencier end forsanger. Nu har galskab aldrig været Gillans varetegn, men det vil sgu gavne at agere lidt mere sprællemand end spillemand.
Mangel på de store klassikere
Og desværre var koncerten langt fra den tilfredsstillende oplevelse, man havde forventet fra de violette helte. Påfaldende nok var det netop til lukkeren 'Black Night', at den helt rette stemning af storhed indfandt sig. Og man kan undre sig over, hvorfor koncertens to timer skal trækkes ud af en række svage numre – inklusive de mange solii – når diskografien byder på en stribe af rockens sejeste sange.
Sådan måtte man gå forgæves efter klassikere som 'Speed King', 'Wasted Sunsets', 'Knocking at Your Back Door', 'Child in Time', og ikke mindst deres allerstørste hit: 'Highway Star'.