Dygtig citering af mestre
Populær
Svenske The Dagger forstår på deres debut at lyde som alle den hårde halvfjerdserrocks største navne, helt uden at det virker plat og plagierende.
2. Call Of 9
3. Ballad Of An Old Man
4. Skygazer
5. Electric Dawn
6. 1978
7. Dogs Of Warning
8. Nocturnal Triumph
9. Inside The Monolithic Doms
10. Dark Cloud
Stockholm-baserede The Dagger, fint navn i øvrigt, er bandet, der fuldstændig hæmningsløst inspireres af al god hard rock og heavy rock, som var stort i halvfjerdserne og startfirserne. Man fanger et nummer med fingrene langt nede i godteposen hos Rainbow, et andet er ren Judas Priest, noget minder vanvittigt meget om Deep Purple, og selvfølgelig finder man en smule Black Sabbath og Iron Maiden hist og pist.
Men før man råber blasfemi efter svenskerne, som har lidt oprindelse i Dismember, må man erkende, at de har begået en hamrende god nostalgi-debut. Det er eminent sangskrivning, lækre riffs, tilpas tilbagelænet instrumentering og iført den helt rigtige produktion, årtier fra digitale muligheder.
Der er noget tåbeligt og samtidig herligt bagstræberisk over den måde, som kvartetten er gået til opgaven på. Det lyder vitterligt, som om The Dagger har stået i øvelokalet og sagt til hinanden: "Nu laver vi det nummer, der lyder som Ritchie Blackmore og Dio gjorde på 'Rising', og for at ingen skal være i tvivl om vores referencer og hyldesten, kalder vi det for 'Skygazer'". Og en mere spekulerende anmelder havde naturligvis fastslået, at det umuligt kunne være foregået på andre måder.
Originaliteten og bandets berettigelse ligger dog også i, at de aldrig decideret stjæler, men kun stemningen og tilgangen til sangskrivningen går igen fra de ikoniske navne, som de går så tæt på. Oplevelsen af The Dagger er meget tæt på, hvordan det ville være at falde over stakken med totalt ukendte og ret gode b-sider fra ens halvfjerdserhelte. Og den oplevelse kan man kun takke svenskerne for.