Glenn Hughes har udgivet sit måske sidste hard rock-soloalbum. Det vil være lidt ærgerligt, hvis det er det sidste – men i givet fald et værdigt farvel.
Normalt er det en ros, hvis musikken på et album er varieret. Men på Halestorms seneste udgivelse er det lige før, at variationerne tager overhånd.
Det britiske enmandsband Phantom Spell er aldeles uhippe og blottet for ironisk distance til sin egen renhjertede blanding af hard rock og progressiv rock. Måske er det derfor, deres andet album er så vidunderligt opløftende og vellykket?
Rocken er ikke død. Ashes of Billy viste torsdag aften på Copenhell, at der stadig er liv i genren, og at der er håb for fremtiden!
Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.
Norske Slomosa leverede bundsolid stener rock med fuld tyngde og dynamisk dedikation.
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
Et nyt dansk/italiensk projektband med et overraskende habilt debutalbum er helt uventet dukket op.
Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.
Fredag aften i Aalborg flød fadøllet frit, da D-A-D fejrede fyrre års fed rock, og opvarmningen i Baest gav det modne publikums fest et mindre kulturelt chok.
Selvom D-A-D frivilligt er flyttet på museum for en stund, så viser deres seneste plade, at de stadig er relevante og kan spille den fede hard rock.
Mr. Big stopper øjensynligt karrieren. Det blev en hyggelig afskedsfest for det danske publikum på årets Jailbreak i Horsens – men magien udeblev.
Deep Purple har netop udgivet bandets 23. album. Det er faldet forbløffende heldigt ud
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Copenhells coverband-show kørte den ind med endnu en legacykunstner fra de glade 90'ere.
Bruce Dickinson fremførte et stramt sæt foran dedikerede fans – og en kulturminister, der alle sang med fra start til slut.
Alice Cooper bliver ved og ved og ved. Og tak for det. Alice Cooper er stadig garant for godt show og god underholdning.
Der er mange, der står i livsvarig gæld til afdøde Phil Lynott. Men derfor kan afkastet jo godt være ganske fornuftigt.