Smågeniale svinkeærinder
Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.
I Had A Dream
Chicken Little
Mr. Tap n’ Go
Barstow
Sugar
Powder Man
It All Comes Back To You
Bible Head
Det er få rocksangere, der giver mig lige så meget nydelse at lytte til som Chris Goss, forsanger i og eneste, stadige medlem i det amerikanske kultband Masters of Reality. Gruppen går tilbage til begyndelsen af 80’erne og var meget tæt på at blive store med deres andet album, ’Sunrise on the Sufferbus’ (1992), men en kombination af tidens skiftende musikalske vinde (grunge), og at daværende trommeslager Ginger Baker (dén Ginger Baker) ikke gad turnelivets slid og slæb som opvarmning for større bands, satte en stopper for det.
Goss har til gengæld haft en glorværdig karriere som lydarkitekt bag ørkenrocken som producer for stilskabende grupper som Kyuss og Queens of the Stone Age, for Ian Astbury og Mark Lanegan, for den elektroniske rockgruppe UNKLE og mere kuriøst for tvivlsomme ensembler som Dave Grohls Foo Fighters og skuespilleren Russell Crowes rockband 30 Odd Foot of Grunts.
Seksten års pause
Masters of Realitys karriere har været en sær samling løse ender efter 1992. Frustrerende nok, for kvaliteten har altid været tårnhøj, og hvis man spørger mig, så er de et af verdens bedste rockbands. Men en karriere kan man dårligt kalde det. Et album her, en turné der (de kom forbi Danmark for første og hidtil eneste gang i Pumpehuset i 2013 til en strålende koncert), en meget lang pause her, der og alle vegne. Således er der gået hele 16 år, siden Masters of Reality sidst udgav et album, ’Give Us Barabbas’ (2009), en udgivelse, der i sig selv var en samling løse ender: nyskrevne sange, numre fra et aldrig udgivet album fra midt-90’erne, en fjollet skitse, et cover.
Det første, der slår mig, når jeg hører ’The Archer’, er, hvor vidunderligt det er atter at høre Goss synge igen. Hans lyse, varme og fyldige stemme er en sand lise at høre, det samme er hans korarrangementer med egen stemme. Det andet, der slår mig, er, hvor eklektisk ’The Archer’ – ligesom forgængeren – er. Selvom albummet kun er 39 minutter langt – Goss har tydeligvis brugt lang tid på at finpudse materialet og har modstået fristelsen til at tage alt fra de mellemliggende 16 år med på albummet – kommer vi vidt omkring.
Traditionsbevidst, eklektisk, eksperimenterende
Grundsubstansen har altid været en bluesbaseret hard rock med tydeligt 70’er-præg, men den har altid været udvidet med dels en kosmisk, let bevidsthedsudvidet kant, dels med en eksperimenterende åre fra progressiv rock og 70’ernes elektroniske eksperimenter i rocken, dels med en Beatles-agtig sans for harmoni og melodi. Det er med andre ord en grundsubstans, der kan strækkes temmelig langt, og det bliver den så også på ’The Archer’, hvilket pladens fire første sange eksemplificerer.
Åbnings- og titelnummeret er en tilbagelænet, drømmende og æterisk størrelse med hammondorgel og en virkelig lækkert forvrænget guitar, som er meget dragende, men også et spøjst valg som åbningsnummer. ’I Had a Dream’, pladens andet nummer, er sært dansabelt og minder om både Queens of the Stone Age anno ‘Rated R’ og David Bowies rocknumre fra 90’erne. ’Chicken Little’ er en slags loungeagtig, gotisk sydstatsrock som spillet af spøgelser, og jeg ved slet ikke, om den beskrivelse rigtig giver mening, men man kunne også skrive, at det er en slags rockmusik, man snildt kunne finde i en David Lynch-film, både traditionsbevidst og surrealistisk americanarock. Og ’Mr. Tap n’ Go’ er en truende ørkenrocksang med en elektronisk drejning.
Fire numre og 18 minutter inde i pladen har vi allerede været vidt omkring. Det siger noget om, hvorfor Masters of Reality først og fremmest er et kultband – det stikker i for mange retninger, er for legesygt til for alvor at være kommercielt gangbart. Det siger også noget om Goss’ kvaliteter som sangskriver, at det hele alligevel ender med at lyde umiskendeligt som Masters of Reality.
Det gør det også på ’Sugar’, en langsomt opbyggende, mellotrondrevet semiballade om amerikansk mytologis faldne unge kvinde, som man kender det fra den amerikanske sang- og filmskat. Den føles helt afkoblet fra virkeligheden, fordi USA i dag er så gennemført affortryllet, at sangens gyldne filter, dens utilslørede brug af americana-mytologi, virker fremmedgørende. Selv når Masters of Reality spiller de klassiske dyder helt straight, er der altid et element af noget drilsk over dem, som også viser sig i mellemspillene på ’It All Comes Back to You’, der tilføjer en mørk, psykedelisk tone til det ubesværet storladne omkvæd.
Gal, uegal, genial?
Hvad får man så i sidste ende ud af ’The Archer’ og dens mange afstikkere?
Det er i hvert fald et album, der vinder, jo mere man hører det, men det føles også tidligt at fælde en endegyldig dom over pladen. Stilistisk miskmask? Usædvanligt gennemarbejdet sangskrivning? Et strålende rockalbum? Det hele på en gang?
Jeg tror, at det er en kvalitet ved albummet, at jeg selv efter talrige gennemlytninger stadig er lidt usikker på det hele, at man trods kun ni numre og 39 minutter ikke helt ved, hvor man har ’The Archer’. Virkelig mange bands føles som præfabrikerede produkter, der ikke kan generere den mindste usikkerhed eller overraskelse. Albummet her føles som et unikt udtryk for en kringlet, kantet og umådeligt dygtig sangskriver. Det kan man ikke sige om ret mange andre rockgrupper i dag.