Flower power-stoner
Populær
Brant Bjork har sammen med The Low Desert Punk Band begået en ganske udmærket stonerrockplade, der dog fejler på nogle essentielle parametre.
2. We Don't Serve Their Kind
3. Stokely Up Now
4. Buddha Time (Everything Fine)
5. Soldier Of Love
6. Boogie Woogie On Your Brain
7. Ain't No Runnin'
8. That's A Fact, Jack
9. Hustler's Blues
10. Where You From, Man
I november måned udgav Brant Bjork sit første album under navnet Brant Bjork and the Low Desert Punk Band. Hvem ’The Low Desert Punk Band’ imidlertid er, har jeg haft umådelig svært ved at opstøve. Hvorom alting er, så har han/de med ‘Black Power Flower’ begået en gedigen stonerrockplade med en knivspids “flower power”, som også titlen antyder.
Grand old stoner
Brant Bjork er for de fleste mest kendt som trommeslager i et af stonerrockens mest indflydelsesrige orkestre, nemlig Kyuss, men har tilmed slået sine folder i Fu Manchu i en årrække. Det vil derfor være på sin plads at kalde Brant Bjork en af stonerrockens “grand old men” – og det kan høres. Der er ikke megen genremæssig slinger i valsen, så pladen kræver, at man er i humør til 50 minutters rendyrket genretrip.
Inspirationerne
Med hensyn til groove, tempo og den let dystre stemning trækker stonerrock (som bekendt) generelt store veksler på især det tidlige Black Sabbath, men også hvad angår produktionen forsøger mange at genskabe den gode, gamle lyd. Det er på ‘Black Power Flower' rent faktisk lykkedes Brant Bjork at ramme en guitarlyd meget lig Tony Iommis gnistrende lyd, men der fejles i balancen mellem instrumenterne, idet guitaren kommer til at fylde det meste, hvilket bliver en smule irriterende i længden.
Den overfor nævnte ‘flower power’-inspiration bliver tydeligst på yndlingsnummeret ‘We Don’t Serve Their Kind’, der i vokalen lugter lidt af Jimi Hendrix live på Woodstock. Nummeret er klart pladens mest interessante, mest fordi Bjork her leger med vokaludtrykket. For han synger meget i de samme toner i det samme register og tilmed nærmest samme melodi hele pladen igennem. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men igen: Man skal være i humør til det.
Sympatisk forsvar for rockmusikken
‘Black Power Flower’ synes at være en udstrakt langemand til de mange polerede produktioner, man hører i dag, og man kan kun have sympati for, at Brant Bjork vil bibeholde det beskidte ved rockmusikken. Pladen er spækket med “fejl”, både spille- og timingsmæssige, hvilket der slet ikke er noget galt i. Det er blot pudsigt, at det kun er guitarerne, der “fejler”. Man kan derfor formode, at disse fejl er bevidst indlagte som et virkemiddel. Nogle er dog så graverende, at jeg vil hævde, at selv Black Sabbath havde taget et take mere. Bevidst eller ubevidst, så er det et yderst sympatisk og charmerende træk ved ‘Black Power Flower’.
Hvor blev legen af?
Pladen blev for langtrukken for mig, og jeg kunne godt have brugt, at Brant Bjork var gået mere i den eksperimenterende retning a la førnævnte ‘We Don’t Serve Their Kind’. Ikke dermed sagt, at der ikke forefindes andre gode numre på pladen – ‘Stokely Up Now’ og ‘Hustler’s Blues’ bør her nævnes. Det er blot ærgerligt, når gode numre forsvinder i en lidt for grå masse.