Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Både benhårdt og sjælfuldt

Populær
Updated
Både benhårdt og sjælfuldt

Blues Pills har kant, særpræg og skriver samtidig den gode sang. Så simpelt skal det faktisk gøres, når man vil lykkes.

Kunstner
Titel
Devil Man
Dato
21-10-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. Devil Man
2. The River
3. Time Is Now
4. Dig In
Karakter
4

Der var tilfældigheder, der for to år siden førte den svenske sangerinde Elin Larsson sammen med de to amerikanske brødre Cory og Zack og franske Dorian Sorriaux, der tilsammen udgør Blues Pills. Selvom nationaliteterne er flere, er bandet nu bosat i Sverige, og karrieren tager for alvor fart for den unge kvartet. Nuclear Blast var ikke sene til at føje bandet til deres nyere forsamling af rockudgivelser (Graveyard, Scorpion Child m.fl.), og det har resulteret i ep’en ’Devil Man’ og en kommende fuldlængdeudgivelse.

Blues Pills spiller en fusion af blues, soul og rock inspireret af 60’ernes og 70’ernes største navne og en tilhørende lyd, der er støvet i en grad, så man kan føle de matte partikler pulsere i forstærkerne. 18-årige Dorian Sorriaux er de fire numres højdepunkt. Han vrider kærlighed ud af guitaren, så følelsen manifesterer sig fysisk. Taler man om at "have det" eller "ikke have det", ja, så har han det sgu. Feeling, timing og en alt andet end stivbenet og mekanisk tilgang til eksekveringen gør, at guitaren flyder homogent og legende hen over solide bundriffs.
 
Vokalen som instrument
 
Elin Larssons vokal står knivskarp, momentvis afrundet af hendes varme soul-vibrato, der, når intensiteten kræver det, let slår over i et overdrive, der kan give selv den impotente en betydelig sitren alle de rigtige steder. Den tydeligste reference skal findes hos Janis Joplin og Aretha Franklin, men i nutiden er der en naturlig lighed med Adele, hvilket især springer i ørerne i ’The River’, og bliver vi i Danmark, er det hedengangne Rebound Rubies’ Anne Holses vokale rebelskhed og store styrke, der dukker frem i hukommelsen.
 
Sammenligningerne er mange, men Elin Larsson har sin helt egen vildskab og er et godt eksempel på, hvor stor betydning frontpersonen har for et bands fremtoning. En forsanger kan aldrig være ligegyldig, og det bliver irriterende vattet, når karakteren træder i baggrunden og blot bliver tværet oven på musikernes larm, som en obligatorisk rødbede på den tørre leverpostej. Nej, kan vi få nosser og personlighed? Elin Larssons præstation er et rungende ’”Ja!” som svar til dét, og hendes stemmeføring sparker kort sagt røv på flere niveauer.

Retrolyd i personlig stil 

’Devils Man’ er musikalsk at sammenligne med Rubiks terning, hvis fladerne sammensat i hele farver består af Aretha Franklin, Cream, Led Zeppelin, Fleetwood Mac, Janis Joplin og Jimi Hendrix, og hvor Blues Pills har drejet på de analoge knapper og skabt en afbalanceret palet af det genkendelige hos disse, men med deres eget unikke udtryk som katalysator. Et udtryk, der i fremtiden vil kunne genkendes på Elins skærebrænder af en vokal og den tilbagelænede, støvede lyd, der danner rammen for stærke, bluesbetonede melodier.
 
’Devil Man’ og ’Time Is Now’ er tempofyldte numre, og de to resterende lige modsat, og ep’en er nok stykket sådan sammen for at repræsentere bandets kunnen bedst muligt. Den største styrke ligger i de eksplosive sange med guitarlir og beskidt trommespil, og derfor havde det været ønskværdigt med en prioritering af disse, men at holde udgivelsen nede på fire skæringer har trods alt været et godt træk, for det er en komprimeret lytteoplevelse, og når ’Dig In’ klinger ud, er appetitten vakt. Som en magnetisk kraft danner den korte smagsprøve grobund for positive forventninger, efterspørgsel på mere og et givent buzz om en af de mest interessante konstellationer, der præger scenen i øjeblikket.
 
Kan man ikke få nok, udgiver Blues Pills et kort livealbum d. 14. februar med titlen ’Live at Rockpalast’, og ellers anbefales det, at de opleves på klubscenen, inden de vokser fra den. Få chancen på 1000Fryd i Aalborg d. 16. Maj og på Templet i Lyngby d. 17. Maj.