Vagttårnet: Retten til egen stemme
Mens flere festivaler i stigende grad forsøger at blive en lokal udgave af Copenhell, holder Metal Magic Festival, fanen højt med en klar profil. Bevidstheden om profilen kræver både til- og fravalg.
I en verden, hvor Copenhell på godt og ondt er endt som udtrykket for al metal i Danmark; stedet, hvor hr. og fru Danmark trækker i weekendvesten og en sort T-shirt i en enkelt forlænget weekend om året for at skåle til og skråle med på alt det, der føles velkendt og trygt.
Det har medført en selvforståelse om metalfolket som det perfekte menneske, der især dyrkes i Facebook-gruppen Copenhell Family, der har 19.000 medlemmer.
For nylig bragte vi 10 hurtige med Frelsers frontmand Lars Bidstrup-Johansson, der udtalte: “Den del af metalfællesskabet, der opbygges gennem bajere, fællessang og moshpits, orker jeg ikke. Vi er ikke venner, bare fordi vi begge hører tråd.”
Frelsers frontmand er et forbilledligt eksempel på det, fællesskabet ikke tåler at høre.
Alt skal ikke være for alle
“Trying to kill you since 2008” lyder sloganet for Danmarks ældste metalfestival Metal Magic Festival, der med tiden er blevet et vartegn for Fredericia. Ophavsmanden er Martin Jørgensen, der har en fortid som guitarist i Ad Noctum og Denial of God og i de seneste par år har været aktiv som bassist i Afsky. Men Jørgensen er ikke kun kendt som black metal-musiker og manden bag Metal Magic. Han er i særdeleshed også kendt for at være et menneske med et ufiltreret ordforråd på sociale medier.
For tre uger siden blev han for alvor kendt i hele metaldanmark, da et fuldstændigt ukendt metalcore-band, Vault, valgte at dele en henvendelse om at spille på Metal Magic i Facebook-gruppen Metal Till We Die, der har knap 10.000 medlemmer.
Vaults opslag gik på, at bandet var forarget over Jørgensens afslag, der konkret lød:
Hvordan dælen kan i bilde jer selv ind af Metal Magic kunne være interesseret i et metalcore band? Hahaha. Vi er en metal festival og booker selvfølgelig IKKE metalcore. Fck off for at spilde min tid med jeres upassende spam.
Opslaget medførte 500 kommentarer og er formentlig det mest debatterede opslag i Facebook-gruppens historie. Og formentlig også det opslag i gruppens historie med den mest hadske tone. For ironisk nok blev forargelsen over Martin Jørgensens sprogbrug mødt af et endnu værre sprog, der bød på alt fra trusler om vold mod Jørgensen over ønsker om festivalens undergang til folk, der proklamerede, at de havde sendt klager til Fredericia Kommune, der støtter festivalen.
Kommentarsporet er et sørgeligt eksempel på, at fortidens fakler og høtyve i dag blot er skiftet ud med tastaturet. Men sørgeligt nok er kommentarsporet især også et billede på, hvor snæversynet og hyklerisk dansk metalkultur har forvandlet sig til at være. Det er en udvikling, der særligt er opstået i kølvandet på Copenhells succes og mainstreammediernes evindelige vinkel på, at metalfolk ser så farlige ud, men er så flinke.
I kommentarsporet til Vaults opslag kunne man især se vendingen “Det er ikke særlig metal” gå igen. Vendingen er baseret på en illusion om, at metal er en kultur, der er inkluderende for alt og alle i en verden, hvor man holder den gode tone og trives i høflig harmoni med hinanden. Men kulturen er ikke mere rummelig, end at den ikke bryder sig om kritik eller de mindre fællesskaber, der dyrker et ekskluderende forum. Kritiske anmeldelser mødes med det fladpandede argument “Har i ansat Thomas Treo”, og metalfans, der ikke dyrker fællesskabet, mødes med det hånende “trve”.
Metalturister og metalpurister
På Copenhell taler man om begrebet metal-turister, der fire dage om året trækker i metaltrøjen og slår sig løs i en robåds-pit. På Metal Magic taler man om begrebet metal-purister, fordi det gennemsnitlige publikum går op i heavy metal med liv og sjæl. Det er et publikum, der kommer for musikken på en festival, hvor hverken robåds- eller enddog moshpits er velansete.
En Facebook-bruger kommenterede Vaults opslag således: “Jeg følte mig ikke velkommen på Metal Magic”. Selv har vi altid oplevet, at alle er velkomne på Metal Magic. Men det er ikke det samme, som at Metal Magic Festival er for alle. For nogle udenforstående kan det virke ekskluderende og indforstået, at en stor del af publikum både kender hinanden på kryds og tværs og går op i metal med liv og sjæl, som man ikke ser på så mange andre festivaler herhjemme. Sådan er det, når man træder ind i en særlig subkultur: Det foregår på subkulturens præmisser, og så må man indrette sig efter dem i stedet for at ville lave subkulturen om.
Det er meget simpelt. Nichefestivaler har forskellige profiler og forskellige uskrevne regler. På Kill-Town Deathfest er der kun dødsmetal. På Epic Fest er der kun power metal. På A Colossal Weekend er der primært eksperimenterende musik. Og på Metal Magic er du garanteret, at der aldrig nogensinde kommer core-metal. Og det har kendetegnet Metal Magic i 18 år. Vi kan godt blive enige om, at Martin Jørgensens formulering til Vault var uhensigtsmæssig, men Vaults henvendelse til landets ældste metalfestival vidner også om en mangel på indsigt i det danske metallandskab.
Metal Magic drives af et utrætteligt netværk af frivillige og en bestyrelse, der nægter at lade undergrunden kvæles i jagten på evig vækst. Gennem sin stædige fastholdelse af sine rødder har Metal Magic Festival cementeret sin position som Danmarks største nichefestival. Den minder det danske metalmiljø om, hvor genren oprindeligt kom fra: et sted for de få, de dedikerede og de kompromisløse.
Der brænder en ild
Men hvor der er ildsjæle, er der ild – og nogle gange starter den en ildebrand. Kunne man have svaret Vault anderledes? Ja, formentlig. Har vi bedt udøvere af f.eks dad-rock om at pille af? Ja da. Bliver vi ved med det? Naturligvis. Ikke for at ydmyge, men for at gøre afsenderen mere opmærksom på, hvem modtageren er, før de spammer til højre og venstre. Sagt med andre ord: det er ikke svært for os at forstå, hvorfor Jørgensen svarer som han gør her, når bægeret bliver for fuldt.
En del af at være musiker er at være sælger, og hvis din tilgang er at ligne en telefonsælger, hvor du skyder efter alt med en indbakke, så er det ikke utænkeligt at din tilgang bliver påtalt. Gør dig umage – send din promopakke til dem, hvor der er størst mulighed for et positivt resultat.
På Gaffa, der nu i to artikler og en klumme har skrevet om afslaget til Vault, går man usædvanligt meget op i sagen. En del mere, end man tidligere har gået op i at dække Metal Magic. Her skriver man, at “Fredericia Kommune [bør] overveje, om kommunen seriøst ønsker at blive associeret med den form for kommunikation. Ikke fordi kommunen skal detailstyre festivalers bookingprofil. Ikke fordi en enkelt grim mail nødvendigvis bør koste en festival livet. Men fordi offentlig støtte også handler om værdier, ansvar og almindelig ordentlighed.”
Så selvom Gaffa ikke mener, at en enkelt grim mail bør koste en festival livet, mener de det åbenbart alligevel lidt. Kommunen skal ikke detailregulere festivalprogrammet, men e-mail-korrespondancen må de åbenbart gerne detailregulere.
En foreningsdrevet festival er bare ikke en offentlig myndighed. Modtager man kulturstøtte, modtager man den for at producere kultur eller afvikle kulturbegivenheder; det er ikke betinget af, hvordan man besvarer mails. Og gudskelov for det. Tænk, hvis stat og kommune skulle gøre sig til dommere over tonen i kunstneres e-mail-korrespondance. Skulle en kunstner, der havde modtaget et arbejdslegat, fratages støtte for at svare uhøfligt på de mange forespørgsler om gratis arbejde, der er så udbredt i branchen, fordi offentlig støtte handler om “værdier, ansvar og almindelig ordentlighed”?
Det er her, det for alvor bliver interessant – og en kliché i sig selv – når det etablerede medielandskab pludselig forsøger at blande sig i undergrundens interne mekanismer. Vi vil holde os for gode til motivforskning, men Gaffa puster til ilden og forsøger at holde liv i en debat, der klinger hult, når man tænker på, at de i hele festivalens levetid kun har dækket en koncert med Goblin og i øvrigt ikke dækker den musik eller den kultur, Metal Magic har skabt. Den pludselige omsorg for den gode tone virker mere som omsorg for klik på Gaffas hjemmeside.
Retten til sin egen stemme
I stedet vil vi spørge: Er der overhovedet en sag her? Hvorfor denne pludseligt opståede sensationsbårne interesse for en festival, som mediet normalt ignorerer?
Måske bunder svaret ikke kun i sensationalisme. Måske bunder svaret også i et fundamentalt kultursammenstød. Det gamle, etablerede musikmedie, der forventer, at alle kulturinstitutioner opererer ud fra de samme spilleregler: De skal være rummelige på den helt rigtige, institutionaliserede måde, og de skal kommunikere i en tidssvarende, poleret, strømlinet og ufarlig tone of voice.
Men hvorfor skal en festival, der drives af folk, som bare ikke kan lade være, absolut presses ned i den samme kasse?
Der er ingen direktører, kommercielle investorer eller kommunikationsbureauer involveret her. Pengene driver ikke værket. Lysten gør. Ingen filter, ingen facade: Når man ikke skylder banker eller sponsorer noget, ejer man også retten til sin egen stemme.
Hvis belønningen for at lægge tusindvis af ulønnede, frivillige arbejdstimer i undergrundens tjeneste er friheden til at være fuldstændig kompromisløs – og ja, evnen til at sige et rungende ”skrid” til folk, der ikke forstår præmissen – så lad det da for helvede være det.
Metal Magic har aldrig bedt om mainstreamens godkendelse eller Gaffas stjerner. De skylder ikke omverdenen en poleret PR-strategi; de skylder undergrunden at forblive præcis så rå, kantet og ufiltreret, som genren kræver.
Såeh … fuck off?