Uge 24: Ugens koncerter og udgivelser
Gamle core-klø, et overløbent toiletfuld dødsmetal med snask og beatdown fra undergrunden i det jyske er ugens live-højdepunkter, mens pladebosserne så småt er gået på sommerferie.
Ugens koncerter:
Harley Flanagan har aldrig hørt På Slaget 12.
Det må være den naturlige konklusion, siden Cro-Mags-frontmanden, der for en livstid siden two-steppede sine barnesko i smadder i det århusianske, alligevel har valgt at henlægge Cro-Mags' danske koncert til BETA i København. Til gengæld kan han vist nok stadig nok dansk til at komme op at slås med nogen på et eller andet givent tidspunkt undervejs i koncerten. Mandag aften. Vi glæder os.
Onsdag er der Soilent Green på Råhuset, og kendere vil vide, at supporten fra Black Tusk formentlig bliver aftenens højdepunkt.
Hvis ikke Flanagan har smadret en dørmand eller lydmand eller en tilfældig mand på BETA et par dage forinden, kommer Death Lens også og spiller punk der.
Torsdag skyller flodbølgen af ækelhed fra Extremely Rotten Death Fest ind over København. Der er warm-up på BETA (igen), hvor et line-up bestående af bl.a. Phrenelith, Pustulant Flesh og Sewer Haul er noget af det mest solide, landet kan præstere.
Fredag og lørdag bliver det virkelig tilsølet i Amager Bio. Selve festivalen tilstopper toiletterne på Lårteøen, mens navne som Cadaveric Incubator, Witch Vomit, Corpsessed og Anatomia stiller op med logoer, du ikke kan læse, og sange om et ta'-selv-bord af generel klamness. Søndag lukker festivalen af med postmortem-show på Mayhem.
Bliver det lige festligt og fæcesbefængt nok, er der hardcore-festival på Headquarters i Aarhus. Risk It! er hovednavnet, mens velkendte danske navne som Earn Your Scars og Hard Lessons også stiller op. 8 bands. 2 dage. Efter sigende den eneste core-festival i før-, nu- og fremtid, der ikke har booket Eyes. Det bliver en oplevelse.
Gider du hverken eller af alt det, er der lidt at tage sig til i det østjyske. Advocacy, Nirmata og Frekvent har slået sig sammen på Walthers i Skanderborg, og Blodmaane, Rådden Rektalvæske og Skingraft spiller ekstremmetal på Von Hatten i Randers, mens Bonejammer står i spidsen for endnu en trebandspakke på Sidesporet i Aarhus.
I mellemtiden varmer resten af landet vel op til Copenhell og prøver at spare sammen til både taxaregning og et helt håndtag fadøl. Det kan du også gøre.
Skal din uge ikke præges af tæv og kropsvæsker, så giver det kunstneriske kor Ars Nova og lydkunstneren Lars Lundehave Hansen en oplevelse for de nysgerrige under den aktuelle Klang Festival. De opfører sidstnævntes værk for kor, elektronik og kirkeakustik, 'Reformation', i St Alban's Church i København på fredag. Vi fornemmer, at de nysgerrige og vovemodige vil blive belønnet med noget ganske særligt.
Ugens udgivelser:
På pladefronten er vi ved at være færdige for dette halvår, og de fleste er ved at gå i festival-mode.
Højdepunktet er formentlig Khemmis' selvbetitlede, nye fuldlængde, har jeg ladet mig fortælle fra elementer på redaktionen, der går en my mere op i doom end undertegnede. Så det er angiveligt fedt.
Er du lidt en intellektuel brilleabe, er Big Braves nyeste eksperimentalhug nok mere dig, mens Extremely Rotten-segmentet nok i højere grad vil tilstoppe toiletter til lyden af nyt materiale fra Goreworm eller Defiled.
Gider du ikke noget af det eller noget som helst andet eller mennesker generelt eller sådan bare at eksistere, fordi alt er lort og skal dø, så er der nyt fra Sahhar. Skal det være sort, så lad det være sort.
Lidt blandet andet kan det også blive til, nyd oversigten over det nedenfor.
Koncerter:
Mandag:
Cro-Mags, Ghost Iris – BETA, Kbh.
Onsdag:
Soilent Green, Black Tusk – Råhuset, Kbh.
Death Lens – BETA, Kbh.
Torsdag:
ERDF – Warm-Up: Phrenelith, Pustulant Flesh, Sequestrum, Sewer Haul – BETA, Kbh.
Fredag/lørdag:
Extremely Rotten Death Fest: Anatomia, Azatoth, Blisterous, Cadaveric Incubator, Corpsessed, Gorephilia, Hemorrhoid, Malformed, Mephitic Corpse, Mortal Wound, Necropsy Odor, Protrusion, Septic Fumes, Torture Rack, Undergang, Witch Vomit, Wormridden - Amager Bio, Kbh.
Northern Aggression: Risk It, Earn Your Scars, Hard Lessons, Odd Pace, Stitched, Real Impact, Reality Unfolds, Pure Trauma – Headquarters, Aarhus
Klang Festival: Ars Nova/Lars Lundehave Hansen – St Alban's Church, København
Lørdag:
Advocacy, Nirmata, Frekvent – Walthers, Skanderborg
Blodmaane, Rådden Rektalvæske, Skingraft – Von Hatten, Randers
Bonejammer, Skinwire, Glasskår – Sidesporet, Aarhus
Søndag:
ERDF – Postmortem: Digestor, Ejected Stomach, Fosse Septique, Vanity Productions & Emma ACS – Mayhem, Kbh.
Udgivelser:
Fredag:
Khemmis – s/t (doom)
Stormkeep – The Nocturnes of Iswylm (symfonisk black)
Goreworm – Miasmic Solitude (dødsmetal)
Defiled – Altered State (dødsmetal)
Big Brave – In Grief or in Hope (experimental)
Heavenwood – The Tarot of the Bohemians – Part II (dark metal)
Nuclear Tomb – Epoch Inhumane (thrash)
Klimt 1918 – Amor (post-rock)
Malist – Eternal Echo of the Fall (atmo-black)
Sahhar – Migja ta Mohh Mignun (black)
Woewarden – The Roots of My Neglect (atmo-black)
