Dansk verdensklasse
Med 42 minutters sonisk ondskab på 'Swarm of Insects' løfter Crocell sig op i den danske elite, der kan være med på et internationalt niveau.
2. Sculptor of Nations
3. Swarm of Insects
4. Traitors' Blood
5. Labyrinthian Tunnels
6. Shredded Banners
7. Wolfen Man
8. Volcano
Eliten fra Helvede lød overskriften i anmeldelsen af sidste års black metal-compilation, ‘Du som er i Helvede', der modtog den sjældne karakter 666.
Bagmanden var Strychnos’ Martin Leth, der havde samlet seks af landets førende bands. Et af dem, Heaven's Damnation, stod med den selvbetitlede og suveræne debutplade øverst på undertegnedes årsliste i 2023.
Arkitekten i Heaven’s Damnation var Mads Gath, der havde hyret Frelsers Lars-Bidstrup-Johansson til at lægge vokalen. På ‘Du som er I Helvede’ var Frelsers frontmand skiftet ud med Asbjørn Steffensen fra Crocell, som Gath sluttede sig til i 2023.
Årsagen til Gaths indtræden i Crocell var på den triste baggrund, at Rasmus Hække Henriksen måtte trække sig på grund af alvorlig sygdom, der i oktober sidste år sendte ham ud på den sidste rejse i en al for tidlig alder af blot 47 år.
Heaven’s Damnations skæring på ‘Du som er i Helvede’ blev det sidste nummer fra bandet, men med Steffensen på vokal fik vi til gengæld et vink om, hvad der var i vente på Crocells nye og syvende udgivelse, som er den første med Gath som medkomponist.
Det materiale, som Gath ikke fik brugt på at føre Heaven’s Damnation videre, er i stedet endt på ‘Swarm of Insects’, hvilket absolut kan høres.
Crocell har altid været et solidt band igennem snart to årtier. Men hvis de før blev omtalt med det nedladende begreb jydedød og har stået i skyggen af Illdisposed og Dawn of Demise, så træder de med ‘Swarm of Insects’ ikke bare ud af den. De tramper også hårdt over størstedelen af landets andre metalbands med en plade, der skriver sig ind i dansk metalhistories kapitel om 2026.
‘Swarm of Insects’ summer simpelthen af verdensklasse.
‘Sarcophagus’ indleder i midtempo og slår pladens dystre tone perfekt an, før tempoet folder sig ud med sonisk aggressivitet og eminent sætter retningen for 42 minutters rendyrket ondskab, fordelt på otte gennemførte numre.
Forgængeren ‘Of Frost, of Flame, of Flesh’ havde også sine kvaliteter, men for en genre, hvor der på verdensplan er så hård konkurrence, så er det en svær kunst at hæve sig fra anonymitetens masse med kompositioner, der sidder fast i hukommelsen. På ‘Swarm of Insects’ mestrer Crocell den disciplin med suveræne riffs og omkvæd, der hænger ved.
‘Traitor’s Blood’ og ‘Labyrinthian Tunnels’ er på niveau med Marduk, der hørbart også fremstår som Crocells inspirationskilde. Det er en fornøjelse at høre Gath og Christensen fræse så eminent igennem på spaderne, og især på ‘Shredded Banners’ bliver der leveret riffs så modbydeligt skarpe, at der opstår indre billeder af svovl og flammer på nethinden.
Uffe Laustsen-Jensens bas og Andreas Posselt præcise og levende trommer lægger en solid bund i lydbilledet, der sammen med guitarerne og Steffensens fremragende vokal får kvintettens udtryk til at gå op i en højere enhed.
Crocell har selv indspillet musikken, men har allieret sig med landets førende troldmand bag pulten, Lasse Ballade, der har mixet og masteret musikken. Resultatet er endnu en fuldtræffer fra Ballade, hvor balancen med skarp lyd og dynamik får kompositionerne og visionerne til at sidde lige i skabet.
I en tid, hvor dansk metal er reduceret til en børnehave, hvor folk klynker og sviner hinanden til, fordi nogle talte grimt til hinanden, så er det glædeligt, at der stadig er voksne til stede, der lader musikken råbe højest.
Hvis folk har glemt det eller ikke har fattet det, så lever vi faktisk i en tid, hvor dansk metal kan være med på et internationalt niveau og sende de fleste bands i gulvet på knockout. Det er en klub, der blandt andre tæller Strychnos, Undergang og Frelser, og med ‘Swamp of Insects’ har Crocell også meldt sig ind i den.

