Metal Magic '15: Lørdag

Populær
Metal Magic '15: Lørdag

Lørdagen satte punktum for årets Metal Magic med fine præstationer fra især hovednavnene.

Dato
11-07-2015
Koncertarrangør
Forfatter

Bagstivhed i flere tempi

Lørdag morgen. Der er man brugt. Men det er umuligt at sove i teltets bageovn, så man må jo tage sig sammen og komme op, selvom det ikke er lysten, der driver værket. Wasteds forsanger Michael Sonne virker til gengæld, som om han slet ikke har sovet. Han er gedigent bagstiv på scenen og underholder – nogle gange mere vellykket end andre – mellem numrene med det reorganiserede Wasted, hvor kun Sonne og en guitarist er tilbage. Bandet udgav en ret glemt plade i 80'erne. De gæstede Metal Magic i 2013 til en koncert, der startede temmelig skidt, men sluttede ok. De er en del bedre end sidst og virker, som om de faktisk synes, det er fedt at stå på en scene, og de spiller med mere selvtillid. Det bliver dog ikke til mange numre for mig, men en ny sang om Putins styre i Rusland virker såmænd ganske udmærket. Deadbangers-Ole er også med på scenen til backingvokal. Han virker endnu mere bagstiv end Sonne.

Jeg springer til gengæld Crocell og Slaughter Messiah over til fordel for begavet samtale om Judas Priest- og Running Wild-albumrangeringer og ikke 100 % flot skønsang over Priests 'Dreamer Deceiver'. Det burde være for tidligt på dagen til den slags, men jeg vil ikke afvise, at mine venner og jeg selv er en smule bagstive. I hvert fald ser jeg senere én af dem bruge sit velvoksne skæg som hovedpude under en lur. Den anden demonstrerer, hvordan King Diamond engang tog kvælertag på ham til en foto-posering, og vi diskuterer Kings præferencer i fodtøj og fodstørrelse. En præference for træsko, temmelig små fødder. Sighs Mirai og Mikannibal går rundt på pladsen med deres forholdsvis nyfødte barn, der er nuttet med små, påsatte djævleører. Jeg synes ellers ikke, at børn er spor nuttede, nærmest lidt klamme. Sådan lærer man nye, frastødende sider af sig selv at kende på Metal Magic. Man lærer dem endda at kende uden for festivaltoiletterne.

Bøvet og dumt

Irske Terminus leverer en gang gedigen klassisk metal med power metal-elementer. Der er ikke meget pis med dem, men de mangler måske lidt mere pondus på en scene for for alvor at slå fra sig. Dagens store fejltagelse begår jeg, da jeg går glip af schweiziske Deathcult, der er et sideprojekt for sangeren i Bölzer. De blev rost ganske meget af en ven.

Når et bands forsanger har en t-shirt med eget band, hvorpå der står "Drink Heavy. Be Metal", så ved man godt, at det ikke er en koncert, man bliver klogere af. Indtrykket forstærkes, når man ser en guitar med en ZZ Top 'Eliminator'-trøje. Og søreme om ikke først indtryk er korrekt. Arkham Witch er bøvet og dumt med deres blanding af heavy og doom metal med tilnærmelser til boogierock. De er bedst, når de spiller numre med Lamp of Thoth, som to af medlemmerne er med i. Især den genialt bøvede 'Lamentations of My Fist' scorer point, men meget er nu også temmelig mådeligt. Man skal med andre ord huske at drikke øl til, for ikke at kede siger under andre, knap så fremragende sange.

Næste levende billede var tyske Occvlta. De har fået ros af Fenriz og har nok mere end én plade med Celtic Frost stående i pladesamlingen. Den slags åbner døre til turnéer i USA og England, selvom man end ikke har et album ude. En oplysning, som er værd at huske, hvis man lige står og er et ungt band. Albummet skulle komme i år. Det kan jeg godt finde på at tjekke ud, for Occvlta gjorde det såmænd ganske godt uden ligefrem at være helt så prangende som for eksempel festivalens store overraskelse, Wederganger.

Ligeledes tyske Atlantean Kodex er anmeldt andetsteds, og selvom de har fået ros i Pitchfork, syntes jeg nu, de gjorde det godt med deres doom metal med power-elementer, som næsten er ved at kamme over i cheesyness, men mirakuløst nok holder sig på den rigtige side.

Centurian fra Belgien havde jeg planer om at se. De planer må være blevet skrinlagt på en eller anden måde, eller også var der bare så lidt mindeværdigt, at jeg har glemt det. Måske var jeg i gang med andre projekter end et musiklytningsprojekt. Det var ellers deres sidste koncert.

Fest med Abbäthhead

Projektet med at se Bömbers var til gengæld vellykket. De viste, hvordan man eksekverer en coverkoncert. Motörhead-tributeprojektet med en tydeligt begejstret Abbath i front gør det sgu godt. Sikkert også bedre end Motörhead i dag. Modsat Release the Maltese Falcon vælger de også nogle markant mindre oplagte valg at lave covers af, så vi får mere kultiske numre som 'Another Perfect Day' og 'Rock 'n' Roll' serveret. Man burde nok ikke være så begejstret for et tributeband, men det var man. Og det var et godt tributeband. Bandet gjorde det godt og leverede den fest, de var hyret til at skabe. Glimrende.

Antaeus var et de af bands, jeg på forhånd havde set frem til. Det blev der ikke noget af, for deres fly var blevet overbooket. Sur røv. Franskmændene kundgjorde cirka samtidig via deres Facebook-side, at de slet ikke ville spille live mere efter for mange katastrofer ved liveoptrædener og i forsøg på at komme til at spille dem. Temmelig ærgerligt. Med godt 10 timers varsel var Lipid blevet hentet ind, og dem fik jeg ikke set.

Det gjorde jeg med Girlschool, som også er anmeldt separat. De leverede absolut en vellykket koncert. De spiller godt, har humor, og det bedste af bagkataloget er ret så godt (så skal man bare huske at lade være med at huske det værste ...). En fin afslutning på festivalens hovedscene, før Saturnalia Temple lukkede indendørsscenen med en koncert, der var en diametral modsætning til Girlschools koncert med masser af doom og reverb.

Danmarks bedste festival?

I de fire år, jeg har været på festivalen, var dette den klart bedste rent musikalsk. I forhold til tidligere år var bundniveauet blandt de optrædende markant hævet, og relativt få bands faldt igennem, mens de mere middelmådige såmænd også holdt et højere niveau. Topnavnene gav enten ganske eksklusive koncerter eller, for dem, intimkoncerter, hvor de egentlig var for store til festivalen. Det siger noget om Metal Magic, at det lykkes at hive den slags hjem. Og så er det befriende, at Metal Magic er så fri for alle mulige udenomsmusikalske tiltag. Det er en festival, hvor man kan høre musik og hænge ud, og der er ingen events eller vikingeland eller udklædning eller smadreland eller store campinganlæg. Overhovedet. Og det er ret så velgørende at slippe for alt det og bare kunne høre metal og hænge ud. Igen i år var der sket små forbedringer afgørende steder i organiseringen. Teltpladsen kan til gengæld godt tåle en udvidelse, hvis festivalen fortsætter med at vokse. Det er et mindre kritikpunkt i forbindelse med den hidtil mest vellykkede Metal Magic, der i mine øjne efterhånden ret ubestridt er årets festivalhøjdepunkt i Danmark.


Se de individuelle anmeldelser fra lørdagens Metal Magic her:

Atlantean Kodex
Girlschool