Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lipid vender tilbage

Populær
Updated
Lipid vender tilbage

De danske thrashere Lipid er tilbage på metalscenen for at fejre 20-årsjubilæum. Vi taler med frontmand Søren Pedersen om gendannelsen og turneen, der venter til efteråret.

Kunstner

Var man til metal og boede i Vejle op gennem 1990’erne, husker de fleste nok det jyske midtpunkt som noget nær en spøgelsesby.

Internet var et fremmedord, og nok havde byens bedste pladebiks, Drejeskiven (Rocker Duck lukkede desværre efter kort tid), et fint udvalg af klassisk heavy metal, men obskur thrash, death og black metal var en togbillet til Århus – det samme gjaldt koncerter.

På Vejles eneste spillested for metalbands, det hedengangne Paraplyen, var der lysår mellem koncerterne med datidens større danske bands som Konkhra, Frozen Sun og Sacrificial. Illdisposed var naturligvis bandlyste, efter de havde terroriseret stedet, og øvrige bannerførere som Invocator og Grope lagde - som jeg fordrukkent husker det - aldrig vejen forbi.

Lokalt huserede Agonize i byen, men umiddelbart kom bandet vist aldrig længere end til den første udgivelse af opsamlingerne ’Fuck You We’re From Denmark’.

Lokalheltene var højdepunktet

Men i 1994 skete der så endelig noget, som satte landets niendestørste by på metalkortet. Brødrene Søren og Martin Pedersen dannede Lipid, der hentede inspiration i 80’er-thrash og ikke mindst Sepulturas ’Arise’.

Kompetent og kompromisløst thrash metal, der to-tre gange årligt blev leveret som årets højdepunkter på Paraplyen, så inventaret på cafeen  - opfindsomt navngivet Cafeen - der lå under spillestedet simpelthen rystede rundt. Og der har sgu næppe været en vejlensisk teenager med hang til hård metal, som ikke har headbanget og stagedivet sig halvt ihjel til Lipid, der blev døbt "lokalheltene" i Ugesprøjten og Vejle Amts Folkeblad.

På sytten år blev det til den selvbetitlede debut i 1997, over ’God We Have Slain' og ’Hagridden’ til ’Deliver Us From Evil’ fra 2006 med Jakob Hansen som producer på pladerne. Med Søren på vokal og guitar og Martin bag trommerne som drivkræfterne har der været skiftet ud i besætningen gennem årene.

Går over alt forventning

Det helt store gennembrud kom aldrig, men sådan har musikkens veje altid været uransagelige. For tre år siden kastede de så håndklædet i ringen, men nu er Vejles lokalhelte tilbage for at markere deres 20-årsjubilæum.

”Martin kørte træt i det, og jeg fortsatte bandet, men det kom aldrig til at føles rigtigt,” fortæller Søren Pedersen om stoppet, da vi fanger ham over telefonen.

I stedet dannede Søren Pedersen Shining Black, men droppede projektet efter en forgæves jagt på den helt rigtige sanger.

”Martin kom med på trommer i Shining Black, men i stedet for at lave musik begyndte vi at øve gamle numre med Lipid, og pludselig var energien tilbage,” forklarer Søren og fortsætter:

”Så John Smedemark (ex-Shining Black, ex-Utopia) er fortsat over i Lipid, og så har vi fået Thomas Møller (Acerbic Angel, GasogLim) med på leadguitar. Han er den vildeste guitarist, vi har haft med. Det går over al forventning, og det føles superfedt at være i gang igen.”

Turné til efteråret

”Planen var egentlig kun at fejre jubilæet med en enkelt koncert, men nu har vi allerede fået booket en håndfuld flere. Og vi har tusinde ideer, vi aldrig har fået brugt, så det bliver også til en ny plade næste år, vil jeg tro.”

 - Så spiller I nye numre på jeres jubilæumsturné?

”Nej, vi har jo to nye medlemmer i bandet, så lige nu øver vi kun på det gamle materiale, så vi kan spille så meget og så længe som muligt.”

 - Hvornår er turneen planlagt til? 

”John skal have en unge til sommer, så det skal lige overstås, og så drager vi ud i landet til efteråret. Den store koncert bliver i Saga i Vejle den 5. september, og bagefter skal vi et smut til Tyskland og Skotland.

 - Hvorfor lige Skotland?

”Det er sgu et godt spørgsmål, men vi har spillet der før, og de har altid været vilde med os!”

Følg Lipid og få updates om turnéen på deres Facebookside.

Lyt til 'My Final Pain' fra 'Deliver Us From Evil'