Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2023 – Daniel Pilgaard

Updated
IMG_20231014_204228803_HDR~3

Pantera gav årets koncert på Copenhell. Mötley Crüe leverede den værste på samme scene. De bedste udgivelser kom fra Dødheimsgard, Heaven's Damnation, Lipid og Afsky blandt mange andre stærke plader fra Danmark, Sverige og Norge.

Fotograf
Pilgaard


Årets danske album:

1. Heaven’s Damnation: ‘Heaven’s Damnation’
heavens damnation
Misantropisk black metal, der minder om et miks af Dissention, Gehenna og Funeral Mist. Den erfarne trio bag projektet har smedet en plade sammen, der ikke lyder som andre bands herhjemme. Modbydeligt sejt!

2. Afsky: ‘Om hundrede år’
afsky
Nok en sublim triumf med internationalt format fra Ole Luk. Ingen andre bands i verden kan lige præcis det, som Afskys musik helt særligt kan.  

3. Lipid: ‘The Perfect Killing Machine’
lipid
Vejles stolthed holder stadig fanen højt. Med catchy hooks og svedige riffs udsendte jyderne nogle af karrierens allerstærkeste numre.

4. Undergang: ‘De syv stadier af fordærv’
undergang
Mere debilt splatterdød fra et af klodens bedste death metal bands.

5. Stikkersvin: ‘… Og de levede ulykkeligt og alt for længe’
stikkersvin
Energisk, råt og punket bølle-black med fantastiske og inspirerende tekster. Tag nu bare første strofe i pladens åbningsnummer ’Voldsom trolddom’: ”Jeg, jeg har en kniv, jeg stikker, stikker dig ned!”.

Årets internationale album:
1. Dødheimsgard: ‘Black Medium Current’
dhg
”Et hovedværk i moderne metal,” konkluderede kollegaen i sin anmeldelse og kvitterede med den yderst sjældne karakter 666. Jeg kunne ikke være mere enig. Igennem et 70 minutters mastodontisk værk tager DHG lytteren med på en abstrakt rejse ud i black metallens afkroge, som ingen andre før har afsøgt med så stor succes.

2. Marduk: ‘Memento Mori’
marduk
Krigstemaerne er udskiftet med Døden og dansende skeletter. Det kan tydeligt høres, at frontmand Daniel Rostén har været hovedkomponist i stedet for bandboss og guitarist Morgan Evil, thi udtrykket minder meget om Rosténs Funeral Mist. Ikke desto mindre er ’Memento Mori’ stadig en fandenivoldsk og stærk udgivelse fra de svenske giganter.

3. Troll: ‘Trolldom’
troll
Som bassist i Dimmu Borgir og hovedarkitekten bag The Kovenant og Troll var multimusikeren Nagash sidst i 90’erne en af black metals helt store skikkelser. I det sidste årti har han dog ikke gjort meget væsen af sig. Indtil nu, hvor nordmanden har genoplivet Troll og skabt symfonisk black metal, som var vi tilbage på teenageværelset i 1995. Jeg bliver sgu helt nostalgisk. Og det stopper åbenbart ikke her. Angiveligt er The Kovenant også på vej til at gøre comeback!

4. The Coffinshakers: ‘Graves, Release Your Dead’
coffinshakers
Efter 16 års tavshed rejste svenskerne sig endelig fra graven og udgav intet mindre end karrierens bedste plade. Det er ikke heavy, men fuldstændig enestående vampyrcountry!

5. Grafvitnir: ‘Into the Outer Wilderness’
grafvitnir
Hadsk og aggressivt black metal fra Sverige, der må siges at være verdens førende nation i genren. Femtepladsen kunne også være gået til landsmændene i Hinsides, der udgav den foruroligende ”Hinsides hörs djävulsklockans urklang”. Eller norske Mork, der med ’Dypet’ udgav endnu en solid plade. Finske … And Oceans udsendte med ’As in Gardens, So in Tombs’ også en stærk, symfonisk klasseplade.

Årets danske hit:
Undergang: ‘Livløs i en pøl af egne udskillelser’ – Fælt, fedt og årets bedste titel.



Årets internationale hit:

The Coffinshakers: ‘Reverends of Doom’ – Siden svenskerne kom frem i 1996, har de været på listen over favoritbands. Genialt band!



Årets genfundne klassiker:
W.A.S.P.: ‘The Last Command – ”No, he'll never ever touch you like I do / I'm a wild child, come and love me I want you”. Ingen var over W.A.S.P. i 1985.



Årets koncerter:
1. Pantera: Copenhell, 15-06-2023
panteracopenhell
Indrømmet. Jeg var virkelig skeptisk. Men Phil, Rex, Charlie og Wylde, de løftede virkelig opgaven og leverede en historisk triumf på Refshaleøen.

2. Illdisposed: Næstved Metalfest, 31-08-2023
illdisposed
Jeg har set ’Posen omkring 35 gange og bliver aldrig træt af det band. Med en perfekt sætliste og en hårdtslående attitude beviste Illdisposed igen igen, at de er og bliver et af de allerstørste navne i dansk metalhistorie.

3. Afsky: Posten, Odense, 06-04-2023
afskyodense
Man forstår godt, Afsky er blevet et eftertragtet navn på spillesteder og festivaler i hele verden. Karismaen og evnerne stråler igennem hos firkløveret, der aldrig svigter på en scene.

4. Strychnos: Copenhell, 16-06-2023

strychnoscopenhell
Trioen så sig ikke tilbage foran deres største publikum til dato. Godt nok i solskin, men Strychnos kom alligevel ud over scenekanten som et modbydeligt mareridt om natten.

5. Non Phixion: Pumpehuset, 23-10-2023
Nonphixion
Autentisk hip hop fra New Yorks undergrund. Efter to årtier som fan, så var det en kæmpe fornøjelse endelig at opleve Ill Bill, Lord Goat og Sabac Red genforenet på en scene. Danske Sicknature stod for svedig support.

Årets danske navn:
Afsky – Med endnu en stærk udgivelse og koncerter kloden rundt, så vandt Afsky uden tvivl 2023.  

Årets internationale navn:
Dødheimsgard – Hvem andre end nordmændene, der udsendte det vildeste mesterværk, der er hørt i årevis.

Årets nye danske navn:
Heaven’s Damnation – Trioen står bag årets stærkeste debut. Nu mangler vi bare at se dem debutere på en scene.

Årets nye internationale navn:
Pas. Jeg har ikke fulgt nok med i år til at kunne fremhæve et nyt udenlandsk navn, der har gjort indtryk.

Årets comeback:
Pantera – Hvis du så dem på Copenhell, ved du hvorfor!

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Med 140.000 yderligere ord fordelt på 23 nye kapitler i en i forvejen stor krabat, så er Dayal Pattersons opdaterede version af ’Black Metal: Evolution of the Cult’ ikke til at komme uden om. Det er den definitive bibel om black metal.

Det overså jeg i 2022:
Ingen anelse

Årets optur:
Igennem det sidste årti har Devilution vel medvirket i omkring 100 radio- og podcastindslag. Men vi skulle helt frem til 2023, før fjernsynet gad ringe. Det var en stor fornøjelse, at være med i Go’ Aften Live på TV 2 og oplyse den danske befolkning om, hvor stor en lort Mötley Crüe serverede på Copenhell.

I det hele taget er det en kæmpe fornøjelse at være en del af Devilution og konstatere, at mediet bliver ved med at vokse år efter år. Flere følgere, flere læsere og artikler, der sætter nye rekorder for antal kliks. Det er takket være kollegaer, der bidrager væsentligt mere, end jeg gør. Så stort shout out til dem alle.

Podcast kan vi til gengæld ikke finde ud af, men det er også lige meget, nu når min gamle ven Morten Birk har søsat ”Lyden af dansk metal”, der er den kvalitetspodcast, som dansk metalformidling har manglet. Tjek den ud her!

Årets største skuffelse:
At overvære barndomsheltene i Guns N’ Roses levere over tre timers skrammel på Copenhell.

Største ønske for 2024:
Et gensyn med The Coffinshakers på dansk grund ville ikke være dårligt.

Det glæder jeg mig mest til i 2024:

Der er billetter i hus til 2 x ture til Norge. Først til Oslo i maj, hvor Mayhem giver et særligt 40-årsjubilæumsshow. Til august går turen til Bergen til Beyond the Gates, der har disket op med det svedigste program overhovedet muligt. Satyricon giver to særlige shows i Grieghallen, hvor der bliver spillet sjældent materiale fra fortiden inklusiv gæstevisit fra Emperors Samoth, der spillede guitar på ’The Shadowthrone’ og Darkthrones Nocturno Culto, der spillede guitar på ’Nemesis Divina’. Dertil nyfortolker Enslaved hele mesterværket ’Frost’. Trelldom med Gaal bliver gendannet og giver karrierens første koncert. Emperor, Watain, Djevel og mange andre hylder Bathory med et unikt tributeshow. Og ved siden af kommer så alle festivalens almindelige koncerter med Death SS, Venom, Watain, Ritual Death og Mayhem blandt utallige andre. Kan det blive vildere??

beyond2024