Copenhell 23: Absurd abefest
Populær
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
”It’s absurd”, synger Axl Rose i rockikonernes singleudspil fra sidste år.
Absurd er i den grad ordet for den oplevelse, som Guns N’ Roses lørdag aften igennem tre timer og ti minutter trak et stangvissent publikum igennem.
Aldrig har der været så mange mennesker samlet foran Helviti. Aldrig har der været så få mennesker i metal-shirts. I en grotesk stank af stegt svin, ølprutter og pot var det midaldrende Danmark samlet i en kollektiv brandert for at mindes lyden af deres ungdom, og den fik ikke for lidt.
Når folket vågner i morgen, er minderne fra koncerten formentlig kun de rystende skodoptagelser, de finder på deres smartphones.
Da ’Welcome to the Jungle’ blev sat i gang efter små 40 minutter, gik folk fuldstændig bananas, og koncerten udviklede sig til en episk abefest, mens Axl Rose maltrakterede klassikeren med sin nedslidte stemme.
Det begyndte ellers meget godt, da Guns N’ Roses efter blot et kvarters forsinkelse gik på scenen, netop som regnen stoppede, og lagde ud med en sprudlende ’It’s So Easy’. Deep cuttet ’Bad Obsession’ tog over, og det var en sand fornøjelse at høre den sjældne skæring brage ud over Refshaleøen.
Glæden varede dog kort. Efter en halv time knækkede stemmen under turnepremieren på ’Coma’, og igennem det ti minutter lange nummer fik vi et varsel om, hvad der ventede de næste to og en halv time.
61-årige Axl Rose kunne på ingen måde ramme de høje toner, men Axl kæmpede i det mindste en brav kamp for at tjene sin millionhyre hjem. Modsat ærkerivalerne fra hjembyen Hollywood, Mötley Crüe med afdankede Vince Neil i spidsen, som hverken kunne synge eller gad gøre en indsats under deres elendige koncert på samme scene onsdag aften.
En af de koncerter
”It’s a good day at the office,” bemærkede frontmanden, der bestemt også havde smilet fremme. Attituden var der, stemmen var desværre bare væk. Værst blev det under ’Hard Skool’. Det nye nummer er glimrende på plade. Live var det en decideret katastrofe. En kvinde ved min side råbte sin mand i øret, at Axl sang som for tredive år siden. Hun var ikke bare plakatfuld, hun var også voldsomt tonedøv. Dette var meget sigende for publikum, der havde drukket alle sanser ud af funktion. Under shows med Slipknot og Gojira er Copenhells gæster verdensmestre i at crowdsurfe og passe på hinanden.
Under Guns N’ Roses var det med livet som indsats, og kroppe faldt ned over folk oppe foran på de forreste rækker. Folk fattede simpelthen ikke konceptet. En komplet nar forsøgte sig med crowdsurfing under sjæleren ’November Rain, men nåede ikke så langt. Gudhjælpemig om manden ikke straks forsøgte igen, indtil han blev sat på plads af en voksen.
Mens folket koksede rundt foran scenen, så fortsatte nattoget ufortrødent på den. Når Axl Rose ikke skulle op i de høje toner blev det helt hæderligt. Vi fik fine versioner af ’Estranged’ og ’Civil War’, mens coveret af UK Subs ’Down on the Farm’ kom som et sublimt godt indslag.
Slash og Duff forlod Guns N’ Roses i 1994, og siden har guitaristen og bassisten været med i utallige konstellationer af bands. Men det er aldrig lykkedes dem at skrive en klassiker. Talentet kommer dog i den grad til sin ret i genforeningen med Axl Rose. Det var særligt Slash, der reddede showet fra at være en fuser. Den 57-årig Slash med det borgerlige navn Saul Hudson spillede fuldstændigt fabelagtigt og beviste, hvorfor han nok er sin generations største guitarist.
Da manden med hatten kastede sig ud i en halsbrækkende guitarsolo efter mere end to timers show, knevrede publikum dog så højlydt, at det saboterede guitarheltens opvisning. Slash gik direkte over i de berømte toner til ’Sweet Child o’ Mine’, og ethvert udsyn til scenen blev øjeblikkeligt blokeret af et hav af telefoner.
Netop som man troede, at det hele ikke kunne blive mere absurd efter næsten tre timer, så vendte gruppen tilbage på scenen og levererede ’Prosititute’ som første ekstranummer. Publikum virkede på ingen måde til at kende det meget dybe cut fra ’Chinese Democracy’, og hvor er det da også et bizart nummer at smide ind på sætlisten efter næsten tre timers maratonkoncert.
Men det er Guns N’ Roses på godt og ondt. De er lige så uforudsigelige, som de altid har været. Og det er egentlig både fedt og forfriskende.
Guns N’ Roses vil det oprigtigt gerne. De kan det bare ikke rigtigt længere.