Copenhell 23: Fuck Mötley Crüe
Populær
Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.
2. Shout at the Devil
3. Too Fast for Love
4. Don't Go Away Mad (Just Go Away)
5. Saints of Los Angeles
6. Live Wire
7. Looks That Kill
8. The Dirt (Est. 1981)
9. Rock and Roll, Part 2 / Smokin' in the Boys Room / Helter Skelter / Anarchy in the U.K. / Blitzkrieg Bop
10. Home Sweet Home
11. Dr. Feelgood
12. Same Ol' Situation (S.O.S.)
13. Girls, Girls, Girls
14. Primal Scream
15. Kickstart My Heart
”The future is ours”, stod der bag på ryggen af kameramanden foran scenen. Det kunne næppe blive mere kontrastfyldt i forhold til det, der foregik på scenen.
Igennem 90 minutters jammer understregede fortidslevnet Mötley Crüe på Copenhell, at det er mindst tre årtier siden, de sidst kunne kaldes relevante – og ikke mindst velspillende. Oprindeligt havde kvartetten selvindsigt nok til at indse det faktum, da de kastede håndklædet i ringen i 2015 og indstillede karrieren.
Men angiveligt 100 millioner solgte plader har åbenbart ikke været nok til at få den ekstravagante livsstil til at køre rundt i hjembyen Los Angeles. Det kan umuligt være spilleglæden, der har fået dem tilbage på scenen. For den skulle man godt nok lede ligeså længe efter som regndråber i Danmark.
Siden gendannelsen har det været et langt uskønt forløb med mudderkastning på sociale medier mellem bandet og guitaristen Mick Mars, der fik sparket. Anklager om playback og elendige anmeldelser har gået hånd i hånd siden de drog på turné, men Copenhell fik da helt sikkert the real deal.
Vince Neil har karisma som en flødebolle, og den 62-årige frontmands stemme var stort set uhørlig i starten af showet under gamle klassikere som ’Shout at the Devil’ og ’Too Fast For Love’, hvor han luntede rundt og knap gad besvære sig med at synge. Eller smile.
Helt så episk elendigt, som man frygtede, det kunne blive, blev det dog trods alt aldrig. Især takket være John 5, der fik sparket liv i den hårdtslående ’Live Wire’ og den medrivende ’Dr. Feelgood’. Men gnisten var dæleme også kun momentvis på lavt blus undervejs, hvor et par sangerinde i ny og næ også kom ind og rystede deres noget nær bare røve, der mest af alt var temmelig symbolsk for, hvor røvsygt hele showet fremstod.
Copenhell blev da heller ikke skånet for billige klicheer, da Nikki Sixx midtvejs fik stukket et dansk flag i hånden og hev en yngre kvinde fra publikum op på scenen. Den mundlamme kvinde anede ikke, hvad hun skulle sige i mikrofonen, så i mangel af bedre overtog Sixx selv ordet og udbrød ”Fuck Bon Jovi”.
Verdens farligste band, blev Mötley Crüe kaldt i 1980’erne. I 2023 fremstår de snarere som verdens lammeste band.
Et hamrende ligegyldigt medley af Ramones, Sex Pistols og The Beatles fremstod umådeligt intetsigende, men gav til gengæld indblik i bandets imponerende dårlige stil, da massemorderen Charles Mansons øjne dukkede på storskærm og blodet dryppede ned over skærmen under Beatles' ’Helter Skelter’.
Fortidens dårlige stil fortsatte på fuldt drøn, da den ligblege, 60-årige Tommy Lee bevægede sig frem på scenen og opfordrede publikums kvinder til at show some titties. Et par enkelte bare bryster blev filmet op på storskærmen, og en akavet aura spredte sig i luften. Hele optrinnet fremstod simpelthen totalt pinligt.
I takt med, at koncerten skred frem blev der tyndet ud af blandt gæsterne foran scenen, hvilket var helt forståeligt, for der ikke meget at komme efter andet end en kikset opvisning i spildte penge.
Hvad skal Mötley Crüe ha’ for sådan en omgang 90 minutters sjask og sjap? En million? To millioner? Hvad end de skal ha’ af hyre, så havde pengene været brugt bedre end på alt andet det her anakronistiske crap.
Må det være sidste gang, vi nogensinde har set dem på dansk jord. Fuck Bon Jovi? Nej, Fuck Mötley Crüe!