Tak for alt
Uada var udmærket, men ikke i nærheden af det niveau som Afsky lagde for dagen i Odense på en fantastisk langfredag.
2. Tyende sang
3. Skær
4. Frosne vind
5. Tak for alt
6. Vættekongen
7. Et sidste farvel
8. Angst
Efter to uger som support for amerikanske Uada i udlandet var rollerne byttet om, da Afsky vendte hjem som hovednavn i tre danske byer. Med over 1.000 solgte billetter fordelt på Aarhus, Odense og København må man konstatere, at Afsky – alias Ole Luk – vel nok har skabt den største danske black metal-succes, der endnu er set herhjemme, siden genren blev vækket til live af sønderjyske Denial of God og vejlensiske Apollyon for lidt over tre årtier siden.
”Det er ikke black metal, hvis det ikke er satanisk,” udtalte Emperors Ihsahn som teenager i den første dokumentar om norsk black metal ’Den Sorte Alvor’ fra 1994. Den militante tese er for længst blevet udfordret i det nye årtusinde, men hvor såkaldt moderne black metal-grupper som Deafheaven og Winterfylleth repræsenterer noget af det mest røvsyge musik, der kan opstøves på jordkloden, så rammer Ole Luks vision langt dybere ned i essensen af black metallens dualisme.
Allerede i 1995 skabte Ulver med deres debutplade fundamentet for genrens kontrast imellem det hidsige, forvrængede udtryk og de akustiske og sorgmodige elementer, og tematisk var pladen en hyldest til naturens mystik og skønhed. Og lige siden den selvbetitlede debut-ep fra 2015 over mesterværket ’Ofte jeg drømmer mig død’ til seneste udspil ’Om hundrede år’ (læs anmeldelsen i næste uge), så har Afsky perfektioneret dette udtryk imellem fandenivoldsk tremolo picking og akustisk skrøbelighed.
Afsky er ikke black metal, der hylder had og døden, men tværtimod livet og alt dets skønhed. Det er ikke bare musik. Det er fucking kunst. Og skulle du være en af dem, der griner af Afsky og føler dig hævet over masserne, og selv synes du ser et spejlbillede fyldt med trueness, så overser du i virkeligheden, at du faktisk bare ser en latterlig anakronisme her i 2023, hvor black metal kan være alt andet end snæversynet sludder om Satan og misantropi.
Måske er det netop derfor Afsky appellerer så bredt og kan fylde spillesteder ud tre dage i streg i landets tre største byer. Men før vi på denne skærtorsdag kom til aftenens klare hovednavn, så skulle vi først igennem 60 minutter i selskab med amerikanske Uada.
Okkult stemning
Klokken var præcis 20.00, da kvartetten åbenbarede sig med sorte masker og stod med ryggen til publikum, imens en okkult lydcollage lagde den rette stemning. Titelnummeret ’Djinn’ fra seneste udspil i 2020 åbnede den timelange koncert, men den tvivlsomme lyd gjorde ikke noget godt for showets start.
Men såvel som lyden blev bedre, vågende de fire sortklædte skikkelser også mere op. Fra en lidt gumpetung start, hvor den første halve time bestod af tre numre fra ’Djinn’, så var det som om Fanden virkelig tog fat i kvartetten fra Portland, Oregon i den sidste halvdel. Ud af de tre udgivelser det hidtil er blevet til, så er den seneste nu også den svageste.
Uada er snart klar med den fjerde plade, og herfra fik Odense ’Retraversing the Void’, der umiddelbart lød lovende, men også bare mere i samme dur. Oplevelsen af Uada er nærmest som at høre det samme nummer blive gentaget igen og igen. Leadguitarist James Sloan er musikkens bærende element med de enormt mange og melodiøse guitarstykker, der får Uada til at minde om en sort version af Iron Maiden.
Bedst blev det under titelnummeret fra ’Cult of a Dying Sun’, hvor amerikanernes miks af guitarbåren 80-heavy og black metal virkelig smeltede sublimt sammen. Som på Copenhell i 2019 lukkede firkløveret af med debutpladens 10 minutter lange afslutningsnummer ’Black Autumn, White Spring’, der satte et fint punktum for en koncert, der var udmærket, men også rimelig hurtig glemt igen.
Sublimt sammenspil
Hvor der under Uada stadig var relativ godt hullet foran scenen, så var der så sandelig fyldt op i Postens lille sal, da Afsky helt uprætentiøst gik på til tonerne af ’Stormfulde Hav’s akustiske åbning. Et par stearinlys glødede, mens scenen var badet i grønne, røde og violette farver, så stemningen visuelt var helt i top.
Fra ’Stormfulde hav’ gik koncerten direkte over i signaturnummeret ’Tyende sang’, der står som en urokkelig klassiker i den danske heavy-kanon. Det er ganske enkelt et af de bedste danske stykker musik, der nogensinde er skrevet. Store ord. Men pure sandt. Normalt plejer der nok at være lidt mere pondus i Luks vokal, når han skriger ”Den tusindårs-lænke, vi bar”, men et par ugers turné sætter selvfølgelig sine spor på stemmebåndene. Andet var der vel heller ikke at sætte en finger på denne aften.
Mest bemærkelsesværdigt var dog, hvor fucking fantastisk og dynamisk den her kvartet spiller sammen. Luk har haft Simon Frenning Sørensen på trommer og Simon Skotte Krogh på guitar med siden 2019, og seneste skud på livestammen er bassist Martin Jørgensen, der har en fortid i Denial of God og Ad Noctum. Kender du ikke Ad Noctums ’Arrogance’ fra 2008, så tjek den ud. Det er en af de mest modbydelige black metal-udgivelser, der er smedet sammen herhjemme. Et genoptryk på vinyl ville ikke være dårligt!
Den rutinerede Jørgensen fungerede glimrende som indpisker og fik i den grad publikum til at engagere sig i oplevelsen. Hovedpersonen selv fylder måske ikke meget fysisk, men Luk har karisma større end Godzilla og spiller med en feeling, du ikke kan øve dig til. Enten har du det. Ellers har du ikke. Luk har det. Og det kom navnlig til udtryk i de nye skæringer, hvor især de fræsende guitarer i ’Frosne Vind’ krøb helt ind under huden.
”Har jeg nydt det?” Altså livet, hvæsede Luk i ’Tak for alt’. Jamen, selv tak, publikum – mere modent end ungdommeligt – lod i hvert fald til at nyde koncerten hele vejen igennem. Det var en sand fornøjelse at høre de nye numre. Fra ’Sorg’ fik vi ’Skær’ og den fremragende ’Vættekongen’, mens ’Et sidste farvel’ fra debut-ep’en kom med vemodig pondus.
”Vil I ha’ en mere?” lød det mod vejs ende fra frontmanden, der ellers ikke ytrer mange sætninger mellem numrene. Og vanen tro fik vi ’Angst’, som den store finale, hvor især sidste vers ramte som en melankolsk mukkert.
Om lidt, så er vi skilt ad
Som bærrene på hækken
Om lidt, er vi forsvundne
Som boblerne i bækken
Emil Aarestrup havde næppe i tankerne i 1838, at det korte digt ’Angst’ ville ende som tekst i en black metal-skæring knap 200 år senere, men det kendetegner vel netop god kunst, når den lever videre i nye variationer fra nye generationer. Tak for alt, Afsky.