Melodjinn og tonic
Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.
På sidste års Copenhell leverede Uada fra Portland, Oregon i USA en fantastisk midnatsmesse. Den melodiske og riffbaserede black metal, som gerne i ny og næ banker på hos dødsmetallen, stod flot i natten, og det var klart, at her var et band, som med to album i bagagen virkelig var på vej frem.
Nu er det tredje album her så. Spilletiden – et sekund fra at ramme en en time over kun seks sange – fortæller, at der her er at gøre med nogle ganske lange sange. Én sang på lige under syv minutter, men så ellers fra ca. otte minutter til næsten fjorten. Sangene holder dog til den lange spilletid, for Uada forstår sig på at lægge lag på lag, trække fra og igen lægge til, så der samlet set landes på ret spændende sange, som kan holde lytterens interesse fanget.
Her kan alle være med
Lydbilledet er lukket op, så albummet er lettere at gå til fra første lyt. Guitarerne er knivskarpe, så melodierne, som fosser ud, kan indtages let og ubesværet, bassen er tydelig, distortionfri og sørger for en afslibning af kanterne i musikken. Det er smukt og harmonisk, men heldigvis er vokalen stadig hæs og mareridtsagtig, selvom der ikke kun skriges denne gang. Der er blevet plads til snakkende passager, hymnisk og rituelt, og når det er bedst, skaber det en mørk, skummel stemning.
Bandet er ofte set nævnt i sammenligning med Mgla, men på denne skive ses en mere direkte link til kilden. Det er blevet mere melodisk, og der er især klare referencer til Dissection, lidt som en skive, som kunne have været presset ind mellem 'The Somberlain' og 'Storm of the Light's Bane', pakket i en lidt mere nutidig og moderne lyd. Ja, og så endvidere generøst overhældt med melodi a la Amorphis, når Uada er mildest, og a la Rotting Christ, når melodierne får en mere dunkel slagside.
Der er altså masser af elementer, der synes hørt før. Det være sig svensk fra den melodiske døds-/black metal eller som den mere stemningsskabende rituelle indgang, som hos førnævnte grækere. Men der er også nogle vinkler, hvor bandet har budt noget mere progressivt op til dans. Og det er spændende dans i manegen.
Stadionblack?
Uada anno 2020 er stort og flot, melodisk ad helvede til, med et lydbillede, som vender sig mere mod lyset end tidligere. Bandet vender således ryggen til titlen på debuten, 'Devoid of Light'. Det kan ikke vælte Behemoth af pinden, men der er i den grad et fundament til det, som nogle gange på godt og ondt kaldes "stadionblack", og som er set benyttet om netop det polske band med Nergal i front. Uadas 'Djinn' er hymnisk og rar at lægge ører til. Måske også lidt ufarlig, hvis man havde håbet på en fortsættelse af de lidt mørkere forgængere, men til gengæld bredtfavnende.
Dermed kan det være en portalåbner til melodiske black metal for nogle metalhoveder, som ikke har vandret ad den sti før, for riffene er store og sidder lige i skabet. Det er brygget på en finurlig blanding af noget meget velkendt og et lille twist, som gør det til en mere personlig Uada-udgivelse end forgængerne. Resultatet er smukt, men også kendt og velkomment som en ny og lige lidt lækrere tonic til den så stilsikre gin og tonic.