Fremragende!
Populær
Sulphur Aeons anden skive er endnu en fænomenal omgang, og bandet formår at skabe stemning og finesse i musikken uden at miste intensitet, hvor det sidste især skyldes et tonsende solidt trommespil.
Med den fornemme debut 'Swallowed by the Ocean's Tide' skrev Sulphur Aeon sig ind på den absolutte førsteplads for tysk dødsmetal for skribenten her. Opfølgeren 'Gateway to the Antisphere' ændrer bestemt ikke dette, men føjer ydermere bandet ind på listen over nye favoritter, for hold da op, hvor er det bare godt. Igen.
Sulphur Aeon begiver sig ud i krydsfeltet mellem dødsmetallens bragende energi og black metallens storladne stemninger. Det har klart sine Behemoth-momenter, men der er nu også en skarp dunst af nordisk mørke a la Dissection, som det hedengangne svenske band lød på de første to album.
Musikken er teknisk velfunderet og lyder både satans ondt og melodisk indbydende på én og samme tid. Trommerne hviler ikke og rammer konstant plet med det præcis rigtige at komplementere de skarpe riffs med. Det er som et kontrolleret kaos. En sjælden gang imellem sættes intensiteten ned, men så er det for at underbygge musikken, når denne er allermest atmosfærisk, og igen en understregning af et uhyre intelligent spil.
Perfekt i alt fra indhold til indpakning
Vokalen er et dejligt stygt growl, som af og til støttes af nogle mere råbende backing-vokaler. Det passer perfekt til historiefortællingerne, der er skabt ud fra H.P. Lovecrafts univers. Og i den forbindelse skal det da i øvrigt lige siges, at coveret rammer lige i øjet. Guitaren lirer fede riffs af på stribe i en lyd med en passende mængde rumklang, så det lyder stort, men også interessant og nærmest mytisk takket være nogle spændende tonevalg. Bassens let distortede lyd sørger samtidig for, at det ikke bliver for pænt, når melodierne får et flot overtag fra tid til anden.
Det er dødsmetal supreme tilsat de bedste virkemidler fra efterhånden en del års modning af black metallen fra den norske bølge i starthalvfemserne og frem til i dag. Sulphur Aeon præsenterer i bund og grund ikke noget spritnyt til genren, men bandets tag på musikken gør alligevel, at lyden er blevet selvstændig – i øvrigt skarpt produceret, fyldig og tydelig, men ikke poleret – og så er der ikke et svagt moment i de ni fulde sange og de to korte hhv. intro- og outro-numre. En bedrift, det er værd at hylde. Og en skive, der lægger sig aldeles lunt i svinget for en topplacering, når det bliver tid til at skrive årslister i december. Fantastisk, intet mindre!