På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.
Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.
The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.
Et helt særligt øjeblik i King Dudes karriere er indtruffet med et noget nært perfekt album, der vil stå tilbage som et af højdepunkterne i kataloget.
Urfaust læner sædet helt tilbage og hopper i frigear på en plade, der aldrig rigtig bliver andet end "ok".
Sulphur Aeon har sat gang i et større puslespil af kosmisk kaos, men formår med melodisk finesse at binde elementerne sammen til endnu et formidabelt og særdeles medrivende, Lovecraft-dyrkende album.
Blot halvandet år efter 'Domus Mysterium' er Slægt klar med deres tredje udspil, og den i mellemtiden opnåede liverutine smitter kraftigt af på 'The Wheel', der både komprimerer og bygger videre på alt det, vi elskede ved forgængeren.
Der har været store forventninger til Slægts andet album, der kommer i kølvandet på en sej ep i efteråret 2015 og en række stærke live-koncerter. 'Domus Mysterium' blander black metal og klassisk heavy metal og indfrier til fulde forventningerne.
Irske Dread Sovereign leverer en udmærket omgang doom på deres anden fuldlængde, ’For Doom the Bell Tolls’. Gruppen med Nemtheanga (Primodial) i front mangler dog et par nuancer mere, før de kan måle sig med doomgenrens bedste.
Sidste år udgav Roadburn-aktuelle Wolvennest en tung wah-wah psykedelisk debutplade, som vi endelig har fået lyttet til. Den er solidt eksekveret, men også alt for genkendelig.
Den eksperimenterende nederlandske black-duos styrker og svagheder står frustrerende klart frem på 'Empty Space Meditation', der veksler mellem tomgang og det primitivt storladne.
King Dude leverer karriererens hidtil bedste album med ’Songs of Flesh & Blood – in the Key of Light’, der har en hjemsøgt atmosfære i den store amerikanske musiktradition.
Nederlandske Wederganger albumdebuterer vellykket med dødsromantisk og atmosfærisk pagan black metal.
Heretic vil gerne være rå og seje for Satan med deres Venomitaminiserede og Motöriserede black'n'roll. Men 'Alive Under Satan' er ligeså rå og sej som skamkogt broccoli.
Sulphur Aeons anden skive er endnu en fænomenal omgang, og bandet formår at skabe stemning og finesse i musikken uden at miste intensitet, hvor det sidste især skyldes et tonsende solidt trommespil.
Dread Sovereign er et nyt band fra Primordial-frontmand Nemtheanga, og den første fuldlængdeudgivelse byder på solid doom med et okkult og old school twist.
Year of the Goat levede ikke op til deres debutplades gode sange, da de torsdag aften spillede på et Beta, der kun blev tommere og tommere, som koncerten skred frem.
T. J. Cowgills (Book of Black Earth, ex-Teen Cthulhu og manden bag Actual Pain-tøjmærket (for de af Devilutions læsere, der går op i det)) fjollet navngivne soloprojekt udgiver sit tredje fuldlængdealbum. Det er en lettere stilforvirret omgang, der vinder ved flere gennemlytninger, og ender med at være en ganske vellykket omgang sortsynet, gotisk lo-fi americana/neofolk/country m.m., på trods af udsving i retning af det (frivilligt?) parodiske.
Doom? Tja, vel nok. Men også tilsat lidt pop, syre, grunge, støjrock og en punket attitude!
Tamt, tysk rip-off er resultatet af Freitods andet album.