Elementernes rasen

Sulphur_Aeon_Scythe

Sulphur Aeon har sat gang i et større puslespil af kosmisk kaos, men formår med melodisk finesse at binde elementerne sammen til endnu et formidabelt og særdeles medrivende, Lovecraft-dyrkende album.

Kunstner
Titel
The Scythe of Cosmic Chaos
Dato
21-12-2018
Karakter
5

I disse dage kan de tyske, kosmiske kaosryttere i Sulphur Aeon stolt fremvise den ene topplacering efter den anden i diverse magasiner, månedens udgivelse og det, der lyder bedre. Egentlig kunne de med 'The Scythe of Cosmic Chaos' have udgivet noget middelmådigt og stadig have fortjent hæderen i en slags ekstra hæder for bandets to første album. Begge er af høj standard, hvor især den forrige, 'Gateway to the Antisphere', her på sitet henrykkede og trak den simple og stadig gældende overskrift: "Fremragende!". Men sådan er det selvfølgelig ikke, for naturligvis har Sulphur Aeon brugt de seneste tre år på at skrive og indspille en mere end værdig opfølger. Den svære treer, kan man sige, for det var med det forrige album, at bandet for alvor skabte røre i undergrunden.

'The Scythe of Cosmic Chaos' er meget tro mod den lyd, som bandet definerede allerede på debuten og forfinede på toeren. Det vil sige en art dødsmetal, hvor hæsblæsende trommer og fræsende melodier skaber et fedt kaos af bulder og brag, atmosfære og storladen stemning. En slags Dissection parret med Behemoths senere værker i en tyk tåge af mystik i produktionen og i den H.P Lovecraft-inspirerede lyrik.

Stilsikkert med plads til nye elementer
Men der er nye ting. Nogle numre benytter en messende ren vokal, der måske, hvis det var den eneste vokalvariant, ikke er specielt fed, men til gengæld bidrager til variationen og til at skabe et nyt niveau for den helhedsoplevelse, som bandet opbygger. Der er også blevet plads lidt råbende vokal, der udføres, så det kryber ned af ryggen samtidig med, at halsen får lyst til at gjalde med. Den vokaltype er måske ikke ny for bandet, men i 'The Summoning of Nyarlathotep' benyttes den til at skabe et fedt hook. 

Og så er der den growlende og primære vokal, der selvklart stadig er glimrende og i enkelte passager endda lige banker hårdere igennem, ondere end nogensinde. Og så har pedalen ellers fået et eftertrykkeligt spark i bund på alt hvad der har med stemning og atmosfære at gøre. Musikken er simpelthen afsindigt stor. Mættet til bristepunktet, grandiøs og røvsparkende.



Måske er pladen ved de første lyt ikke helt så umiddelbart fængende som 'Gateway to the Antisphere', og har man det sådan, så burde der være rig mulighed for, at pladen kan vokse på en, for kaossets storladne stemning skal forstås som gigantisk, så der er meget, der skal rummes. Tager man for sig af retterne, er det til sidst svært at slippe skiven igen. Melodierne er blevet flere, og tager ikke altid den mest indlysende vej, men til gengæld føles de så til gengæld så meget mere langtidsholdbare. Det er hæsblæsende og episk, ekstremt og synes alligevel med sit melodiske overtag parat til at overbevise bredere end fans af ekstremmetal.

Den officielle udgivelsesdato er 21. december. Vintersolhverv. Årets korteste, mørkeste dag, men også dagen, der markerer overgangen mod lysere tider. Og Sulphur Aeon er da også både mørket, uhyggen og alt, hvad der er trist, men det er også lys i mørket og rå, vital energi.