Stilforvirret, gotisk americana

Stilforvirret, gotisk americana

T. J. Cowgills (Book of Black Earth, ex-Teen Cthulhu og manden bag Actual Pain-tøjmærket (for de af Devilutions læsere, der går op i det)) fjollet navngivne soloprojekt udgiver sit tredje fuldlængdealbum. Det er en lettere stilforvirret omgang, der vinder ved flere gennemlytninger, og ender med at være en ganske vellykket omgang sortsynet, gotisk lo-fi americana/neofolk/country m.m., på trods af udsving i retning af det (frivilligt?) parodiske.

Kunstner
Titel
Burning Daylight
Dato
14-10-2012
Genre
Trackliste
01. Introduction
02. Holy Land
03. Barbara Anne
04. I’m Cold
05. Vision in Black
06. Jesus in the Courtyard
07. I Know You’re Mine
08. My Mother Was the Moon
09. Lorraine
10. You Can Break My Heart
11. Lord, I’m Coming Home
Forfatter
Karakter
3

King Dude bliver ofte rubriceret som et neofolkband og har bl.a. udgivet en split-7”'er med danske Solanaceae, der er et sideprojekt for Kim Larsen fra Of the Wand and the Moon. Virkeligheden er dog langt mere facetteret, hvilet 'Burning Daylight' viser på godt og ondt. Albummet åbner med en okkult, ritualiseret og martialsk intro, der med orgel og creepy, knitrende og småokkulte samples ikke ville have været af vejen på et Of the Wand and the Moon- eller et Death in June-album.

Derefter kommer en dyster americana-sag i form af 'Holy Land' med masser af Twang; country på gravens rand med en produktion, der er lige så lo-fi som førstegenerations norsk black metal. Derefter følger den overraksende vellykkede machoballade 'Barbara Anne', hvor der ikke er grænser for, hvor mange mennesker fortælleren vil slå ihjel for titelfigurens skyld. Cowgills vokal er nede i et parodisk dybt leje, der synes at simultanvrænge og -hylde både Elvis, Nick Cave, Chris Isaak, Johnny Cash og Glen Danzig på én gang. Det parodiske, selvbevidste element bliver på én sær, bagvendt måde ikke nogen begrænsning, fordi sangen er så simpel og velskrevet, at det bliver lige meget.

Så skal man ellers videre i den amerikanske sangskat; 'I'm Cold' er i hvert fald en rockabillypræget sang, hvis man forestiller sig en rockabilly, der lyder som om den er indspillet ved fuldmåne i en skov langt ude på landet, hvor Robert Johnson danser med Djævelen. Og så er albummet elementer etableret: Sataniseret rockabilly og bastardiseret blues afløses af smægtende ballader med dyb stemmeføring, der igen afløses af gravrøvercountry, og sådan skifter det over albummets 10 sange, mens teksternes body count stiger, og sangenes fortællere alle som én er nogle ensomme ulve og nogle fandens karle, der kun kan elske én kvinde og slår ihjel til højre og venstre, mens både Jesus og Djævelen er fysisk håndgribelige størrelser.

Det lyder måske, som om King Dude er et hypertraditionalistisk forsøg på at lave vindblæst, gotisk americana fra steder, hvor kragerne ikke engang gider flyve ud for at vende, men resultatet fremstår snarere mytomant, postmoderne og klichéskamridende. Det er til gengæld ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, for Cowgill er en ferm sangskriver, der især ved hvordan man skruer en afsindigt god ballade sammen.

Det er som om, at de kitschede, parodiske elementer undergraver sig selv, som om oprigtighed og en art alvor alligevel bryder igennem den kække omgang med klichéer. Mens rockabillyelementerne kræver mange gennemlytninger at komme overens med, er de tre afsluttende kærlighedssange 'Lorraine', 'You Can Break My Heart' og den Leonard Cohen-vrængende 'Lord, I'm Coming Home' decideret fremragende: Gennempulede troper får relevans og bliver decideret rørende. Hvis Cowgill gad at skrive sange på det niveau hver gang (ja, jeg mener ”gad” og ikke ”kunne”, for det kan han sagtens), så ville det med stor sandsynlighed blive decideret suverænt. Men lige nu er det som om, at Cowgill ikke helt gider tage det seriøst nok. Spørgsmålet er selvfølgelig også, om ikke King Dude ville miste lidt af personligheden, hvis Cowgill begyndte at tage sig selv alt for højtideligt

Under alle omstændigheder er 'Burning Daylight' anbefalet til de lyttere, der synes det lyder interessant, og som har lyst til at give albummet flere chancer. Der er – på trods af visse frustrationer – garanteret pay off.

 Du kan se promovideoen til 'Holy Land' nedenfor. Men husk at tjekke de ovennævnte ballader også.