Lugten af dyr øl og ungdomsminder
Royal Arena lugtede af dyr øl og ungdomsminder lørdag aften, da The Offspring indtog scenen foran 15.000 forventningsfulde fans.
Want You Bad
Looking Out for #1
Staring at the Sun
Original Prankster
Make It All Right
Bad Habit
Electric Funeral / Paranoid (Black Sabbath cover)
Crazy Train (Ozzy Osbourne cover)
I Wanna Be Sedated (Ramones cover)
Gotta Get Away
Gone Away
Why Don't You Get a Job?
Pretty Fly (for a White Guy)
The Kids Aren't Alright
You're Gonna Go Far, Kid
Self Esteem
Opvarmningen Simple Plan havde sat scenen med deres én-til-én kopi af Blink 182’s flinke nuller-pop/punk, der trods en ufattelig mangel på originalitet faktisk gav både energi og mening som opvarmning for det amerikanske hovednavn.
The Offspring gik på til tiden og lagde sikkert ud med klassikere fra 1990’erne – blandt andet 'Come Out and Play', der dog lød mere som et nostalgisk genhør end et oprør. Energien var der, men den føltes mere som et minde om, hvordan det engang var at være fandenivoldsk.
Scenen blinkede i neonfarver, konfettien dalede, og balloner svævede hen over publikum, mens skærmene viste loopende animationer og forvrængede billeder af bandet selv. Det hele var visuelt flot, men også lidt tomt – som en TikTok-remix af fortiden.
Improviseret snakkesession
Midt i 'Bad Habit' opstod et sært afbræk, da forsanger Dexter Holland og guitarist Noodles kastede sig ud i en improviseret snakkesession. De forsøgte sig med småjokes – “How many people are here tonight? One million? Hahaha.” Energien forsvandt ud af salen hurtigere end øllen i plastkrusene. Publikum lo høfligt, men ventede tydeligvis på, at musikken skulle tage over igen.
Når den gjorde det, var det dog svært ikke at blive revet med. For det er i fællessangen, The Offspring stadig lever. Da 'Pretty Fly (for a White Guy)' og 'The Kids Aren’t Alright' bragede ud, blev Royal Arena forvandlet til én stor, fuld forfest som dem, man husker fra ungdommens kollektiver. Man sang, man dansede, man råbte om kap med sine egne minder.
Alligevel står det klart, at The Offspring ikke længere udfordrer nogen – heller ikke sig selv. Bandet har ikke taget skridtet mod en mere moden lyd eller dybere refleksion over de temaer, der engang gjorde dem relevante: ungdomsvold, utilpassethed, vrede. I dag er det ren nostalgi, serveret med professionel præcision – men for meget præcision kan også føles forudsigeligt.
Tribut til Ozzy
Midt i koncerten kastede de sig ud i et par overraskelser: en kort 'Paranoid' og en fuld version af 'Crazy Train' som tribut til Ozzy, plus Ramones’ 'I Wanna Be Sedated.' Det var en kærkommen gestus, der mindede publikum om, hvor The Offspring selv stammer fra – en respekt for punkens forfædre, selvom de for længst har forladt garagen.
Imod koncertens slutning hørtes to fulde fyre iført shotsbælter synge “I got no self esteem” arm i arm ved toileturinalerne – uvidende om, at bandet selv snart ville gøre det samme inde i salen. Men det blev en afkortet udgave af klassikeren, hvilket føltes symbolsk: Punkens raseri blev klippet ned til en pæn afslutning, så bandet kan komme tidligt hjem i seng.
The Offspring anno 2025 er hverken tematisk indignerede eller med satirisk charme. De er en slags skate-punkens bedstefædre – men hyggelige, underholdende bedstefædre, der stadig kan få en arena til at skråle med. Og måske er det faktisk nok.