RB 26: Avantgarde på italiensk i den røde jazzhule
Paradox bliver ZUs legeplads: dynamisk, disciplineret og fandenivoldsk – avantgarde uden filter og fyld.
Engang imellem må man køre den sikkert. Ekstra sikkert. Som når et band indtager en af byens mindre scener og genererer et naturligt tilløbsstykke.
I dette tilfælde, at placere den italienske avantgarde/instrumental-trio Zu på den altid vidunderlige jazzklub Paradox. Det sidste kvarter af Cult of Luna lever jeg foruden, når nu risikoen for ikke at kunne komme ind til Zu ikke skal udfordres – og gudskelov er vi da også fremme så tidligt, så bandet fortsat er i færd med at sætte scenen op, da vi lander. Dog ikke så tidligt, så vi kan drage fordel af de opstillede stolerækker, men nu er vi jo trods alt heller ikke kommet til Tilburg for at sidde på vores flade.
Og tak spids for en vidunderlig setting! Med Paradoxs vanlige, røde velour som bagbeklædning er gensynet med Massimo Pupillo (bas), Paolo Mongardi (trommer) og Luca Mai (sax/synths) i de helt rette rammer. Sidst jeg så dem går over ti år tilbage, og siden dengang er synth-delen blevet mere integreret, mens metaldelen er knap så ensidigt dominerende, og Zu er i det hele taget blevet en endnu mere vidtfavnende størrelse. Og så absolut ikke mindre tight – en eklatant powertrio, der virkelig mestrer kunsten at tage styringen hver især, når nummeret afkræver det, og tilsvarende trække sig tilbage, når andre facetter træder i karakter. Mest smittende er Mongardi, der ikke blot har et mesterligt swagger, som hans stikker markerer løs med legende lethed, men som også har herligt smilende øjne, der illustrerer, hvor meget han nyder det her. Til sammenligning er Pupillo og Mai langt mere alvorlige, koncentrerede af natur, men det er bestemt heller ikke nem musik at fremføre.
‘Ferrum Sidereum’ er omdrejningspunktet, og ganske som på pladen er det også her i live-formatet mere tematikker og arrangementer, der sætter sig end hele numre som sådan. Men væsentligst af alt dynamikken. Samspillet. Deres evindelige lyst til at udfordre, som jeg også husker dem fra de snart tyve år siden, jeg først opdagede Zu. Det bevæger, og står i klar kontrast til showet med Backengrillen et par timer forinden, der langt hen ad vejen smagte som stiløvelser i modsætning til her, hvor Zus eksperimenter er langt mere levende og frugtbare.
Skarpest i livesettingen står ‘La Donna Vestita Di Sole’, hvor den Adidas-glade Mai både får skronket hidsigt på saxen og luftet de brede keyflader, mens Mongardis flow baner vejen for at få det hele til at flyde. Den lille detalje med at inkorporere et lille klokkeværk som underliggende klirren, mens resten af lydbilledet bygger op, fungerer også fortræffeligt, mens Pupillo er den, der trækker dem klarest i den metalliske retning med sine massive, hårde anslag.
Zu spiller bestemt stadig også metal, men i dag er det blot et element som så mange andre, hvor også ambient, prog og (belejligt nok for dagens spillested) jazz er blandt de mere dominerende kreative udfald, der finder vej ind i deres hektisk eksperimenterende genrehybrid. Det er med andre ord ikke svært at se, hvorfor de er blevet placeret på Paradox, også selvom de muligvis er det hårdeste indslag, jeg endnu har oplevet på den scene – men når nu der ikke står meget andet på min Paradox-wantlist i år, så er jeg ikke desto mindre taknemmelig for, at Zu leverer varen stadig, som de også gjorde det for så mange år tilbage. Som en italiensk masterclass i avantgardemusik, og hvordan man udnytter genrens byggesten bedst muligt til sin egen fordel, uden at fortabe sig i prætentiøse floskler.
Lad der endelig ikke gå så mange år igen!