RB 25: Nye toner, gamle vaner
Messa var endnu engang inviteret til at spille hele sit nye udspil for os på Roadburns hovedscene. Solidt, men ikke uden ridser i lakken.
At Races
Fire on the Roof
Immolation
The Dress
Reveal
Thicker Blood
Sidste gang var en fantastisk åbningskoncert på Roadburn i 2022 – og her står vi så igen!
Messa står dog et lidt andet sted – med en plade, der skærer ned på deres selvproklamerede scarlet doom-faktor til fordel for en mere melodisk, sangbaseret kerne. Et udtryk, der klæder dem overraskende godt, hvor ‘Close’ var en noget mere tung og eksperimentel kaliber. Måske skiftet fra Svart Records til Metal Blade spiller en rolle her, men italienerne bærer ændringen med stil – nu er spørgsmålet så bare, hvordan de nye toner kommer til udtryk i live-situationen?
Well – noget er i hvert fald anderledes. Sara Bianchin i front er blevet mere læder-rå i looket. Alberto Piccolo ligner meget sig selv, men har afgjort tilegnet sig en mere klassisk guitarist-rolle uden helt så mange, extravagante Jimmy Page-ismer som tidligere. Og Marco Zanin gør sådan set det mest bassist-agtige trick i verden – gemmer sig hele koncerten igennem, tilbagetrukket i et hjørne af scenen, hvorfra han også passer keyboardet, der i det hele taget har fået en mere central rolle i sangskrivningen. Måske han i virkeligheden er en mere vigtig spiller for Messa, end man lige aner – måske han bare ikke gider opmærksomheden?
Hvorom alt er, så er hovedscenen på 013 stadig virkelig stor. En scene, det kræver noget at fylde ud. Og når man som Messa ikke gør meget for at fylde den ud, og er vant til at lade musikaliteten tale sin egen sag, men står med en ny plade, der ikke i samme grad tilgodeser musikaliteten på sine egne præmisser, så opstår der bare et hulrum. ‘Void Meridian’ åbner sådan set fint, og som forventet er det på den efterfølgende ‘At Races’, at det bliver klart, hvilken koncert vi har foran os. En koncert med fire musikere, der inden for hver sin firkant lader sangene bære værket. Det er sådan set fint nok, hvis materialet lægger op til det, men ‘The Spin’ er bare en mere ligefrem, dreven kaliber, og det ville derfor også klæde Messa selv at være mere levende. Inkludere publikum. Gøre noget for at bygge entusiasmen op. Være mere ekspressive. Noget, som Messa stadig skal lære, og som gør, at showet aldrig helt bliver samme succes, som ‘The Spin’ er på plade.
Bedst går det, når de i ‘Immolation’ trækker Rhodes-pianoet frem og viser mere af deres udsvævende vingefang, ligesom i den efterfølgende ‘The Dress’, hvor især lead-pingpongen mellem Piccolo og trompetisten tangerer det magiske. ‘Reveal’ bliver til gengæld lige lovligt overgearet med det finurlige slide-riff og ditto krævende takter fra Rocco Toaldo – en forholdsvis heavy sag i Messa-regi, der nok næppe finder mere permanent plads på deres sætlister, og det er nu nok også bedre sådan. ‘Thicker Blood’ er til gengæld en potent afrunding på koncerten, ikke mindst de sidste fem minutter, der munder ud i et forrygende, elektrisk crescendo – og så herregud, at brølene kommer fra et backingtrack.
Godt nok har jeg set Messa bedre flere gange. Ikke mindst til A Colossal Weekend, hvor den mere intime setting på Lille VEGA talte i deres favør. 013 er en stor mundfuld, og i dag gør Messa ganske enkelt bare for lidt for at fylde den ud. Bianchin er knap så excentrisk som tidligere, og bandet virker i det hele taget mere professionelt fokuserede i hver deres bobler. Så kan materialet være nok så godt – hvilket det også er – men jeg håber Messa med tiden finder luften til at løsne formerne lidt op, for deres udvikling får andre kvaliteter frem i dem. Kvaliteter, der desværre fortsat afkræver lidt fintuning for også at overbevise i live-situationen …