Flot fusion

Flot fusion

Living Colour vender stærkt tilbage på fusionsmetalscenen med det nye album ’Shade’.

Titel
Shade
Dato
08-09-2017
Genre
Trackliste
1. Freedom of Expression (F.O.X.)
2. Preachin' Blues
3. Come On
4. Program
5. Who Shot Ya
6. Always Wrong
7. Blak Out
8. Pattern in Time
9. Who's That
10. Glass Teeth
11. Invisible
12. Inner City Blues
13. Two Sides
Karakter
5

Der er foruroligende få afroamerikanske bands, der spiller metal. Hist og her er der enkelte bands som eksempelvis Sepultura og Alice in Chains, der har et enkelt afroamerikansk medlem. Men metalbands udelukkende med afroamerikanere er mere sjældent end hunde i hundekiks. Godt nok har vi tidligere på året kunne give en anmeldelse af det overbevisende nye udspil fra Body Count. Men det går lang tid mellem grupperne.

Living Colour kan vel også dårligt betegnes som et egentligt metalband. De er heller ikke noget nyt band. Men de uomtvisteligt metalliske tendenser blandet med alt muligt andet fra den rytmiske musik.

Store for 30 år siden
Living Colour var store i slut-80'erne og begyndelsen af 90’erne. Bandet slog voldsomt igennem med debutalbummet ’Vivid’ fra 1988, der bl.a. indeholdt hittet ’Cult of Personality’. Bandet vandt en grammy for ’Cult of Personality’ som Best Hard Rock Performance i 1990. Også det efterfølgende album, ’Time’s Up’ fra 1990, var ganske succesfuldt og gav bandet endnu en grammy i samme kategori året efter. Fra ’Time’s Up’ scorede bandet tillige et hit med singleudspillet ’Love Rears Its Ugly Head’.

Bandet red på dette tidspunkt højt på en mindre funkmetal-bølge, der rørte på sig parallelt med den spirende grunge-bevægelse. Efter bandets tredje album, ’Stain’ fra 1993, blev der imidlertid ret stille om bandet. Living Colour har udgivet yderligere to album i henholdsvis 2003 og 2009, men altså uden at det har kastet megen glans af sig. Det kan der måske blive ændret med ’Shade’, som er et helt igennem solidt album, og mere til.

Living Colour blander alt muligt sammen på ’Shade’. Bandet er måske blevet lidt mere bluesinspireret end i begyndelsen af karrieren, men der er stadig nok af metal, funk, soul og hip hop til at glæde gamle og forhåbentlig også nye fans med hang til fusion af disse genrer.

Bandet består af samme fire musikere, som spillede i bandet ved udgivelsen af ’Stain’ i 1993. Det er de tre oprindelige medlemmer, Vernon Reid på guitar, Will Calhoun på trommer og sangeren Corey Glover samt bassisten Doug Wimbish. Bandets metalliske input skal primært tillægges Vernon Reid, der spiller en ganske heftig guitar. Men også rytmesektionen lægger en solid og til tider hårdt rockende bund.

Sanger Corey Glover veksler mellem blues, soul, hard rock og hip hop. Til tider lyder han, som kommer han direkte fra den mørkeste ghetto, og andre gange lyder han som en sanger i et kridhvidt popband.

Spændende sange
Første udspil fra ’Shade’ består i en coverversion af The Notorious B.I.G.'s ’Who Shot Ya?’, som også blev udgivet på en forløber til albummet på ep’en ’Mixtape’ fra sidste år. I forhold til den guitarløse originalversion har Vernon Reid smidt en tung og rå spade og tilhørende solo på Living Colours udgave. I den medfølgende video får bandet vist, at selv om de ikke er helt så vrede som eksempelvis Body Count, så har bandet også en holdning til de mange våben i Amerika, som skal videreformidles.

">

Fra ’Shade’ skal også fremhæves sange som ’Program’ med dets tunge riff, den korte, men heftige ’Pattern in Time (Skin in the Game)’, den rockende næste single ’Come On’, den pumpende og hårdt rockende bluesy albumåbner ’Freedom of Expression (F.O.X)’ samt bandets udgave af blues-legenden Robert Johnsons ca. 80 år gamle ’Preachin’ Blues’, hvor Vernon Reid har lagt en så tung, fræsende og sløv guitar, at det vækker minder om Jimmy Page for fuld udblæsning.

Herudover kaster bandet sig også ud i blandt andet en reggae-rocket udgave af Marvin Gayes gamle soulklassiker ’Inner City Blues’.

Albummet afsluttes på overraskende vis med balladen ’Two Sides’, hvor Corey Glover pludselig lyder som en bluessanger i en stil og med et skrig som eksempelvis Robert Plant eller Glenn Hughes, og hvor Vernon Reid får serveret en forbløffende fin guitarsolo.

Jo, Living Colour har i sandhed ikke kun to, men mange sider, som præsenteres på fornemste vis på ’Shade’



Living Colour er svære at sætte i bås. Deres musik er en fusion af stort set alle stilarter. Men for en fan af hard rock og metal med ørerne slået ud og alle sanser parate til opsamling af indtryk er der meget at hente på ’Shade’. Det er i sandhed et godt album.