Let til medium strengfeber
Populær
Umiddelbart er kompositionerne bedre på Electric Guitars andet album, end det var tilfældet på debuten, der udkom i 2013. Men gentagne gennemlytninger af toeren afslører dog en manglende originalitet i sangene.
2. White Flag
3. Running Out Of Time
4. Let It Rock
5. Girlfriend
6. Day Off
7. She Wants My Guitar
8. Follow Your Heart
9. Finally Me
10. The Thinner The Eyebrow The Crazier The Woman
11. The Man From Outer Space
Så er de to guitarister Mika Vandborg og Søren Andersen klar med opfølgeren til debutalbummet i deres ”projektband", hvor de bakkes op af Peter Kjøbsted på bas og Morten Hellborn på trommer.
Stilen er endnu en gang en blanding af blues og hard rock, og der lægges rigtig fint ud med titelsangen, der lyder som rockvenlig blues fra starthalvfjersserne, som nu salige Joe Cocker sikkert fint kunne have lagt stemme til. Den ene af soliene giver samtidig mindelser om Jimi Hendrix, så vi er sådan set godt på vej.
Desværre topper albummet med første sang. Det går sådan set udmærket med sang nummer to ’White Flag’, som er en sumpet bluessang, som Søren Andresens lejlighedsvise arbejdsgiver Glenn Hughes garanteret godt kunne have fundet på ville have fornøjelse af at synge.
Herefter går det derudad med en blanding af mainstream blues og hardrock, hvor inspirationen primært synes at være hentet hos firsernes amerikanske letmetalbands. ’Running Out of Time’ har et genkendeligt Kiss-riff, men soloen er i den grad Thin Lizzy med Gorham/Robertson-agtig duel.
Inspirationskilderne står i kø
Kiss-inspirationen træder frem igen i ’Let it Rock’, hvor Bad Company i slutfirserversionen samt solo fra AC/DCs støbeform dog også gør sit indtog.
Galt går det i sangen ’Girlfriend’, der lyder som noget, Bryan Adams måske kunne have fundet på at udgive. Ekstraomkvædet med ”Nah-na-nah, Na-na-na-nah, nah- na- nah, na-na-na-nah” gør ikke sangen bedre.
Det er forvirrende at høre albummet. Første gennemlytning var sådan set god. Sangene er iørefaldende. Men efterfølgende gennemlytninger giver irritation. Man fornemmer, at man har hørt sangene førr. Man begynder så at lave små quizzer med sig selv om, hvilke bands der har inspireret til de enkelte sange. Udover de allerede nævnte synes Night Ranger og Damn Yankees sammen med en masse andre amerikanske hard rock-bands fra samme periode bestemt også at være store inspirationskilder.
Det er ikke så fedt, når man egentlig synes, at et album er rigtig godt ved første gennemlytning, hvorefter man bliver mere og mere skeptisk ved hver efterfølgende lytter. Man kan dog ikke tage håndværket fra Electric Guitars, og selv om det ikke er et album, der tåler at blive råspillet, så vil det være fint at hive frem i venners lag omkring grillen eller som opvarmning til bytur eller Superbowl.