Tilbage til start-70'erne med Freddy
Populær
Freddy And The Phantoms placerer Danmark fornemt på kortet over de bands, der med succes genopliver start-70'erne.
2. Borderline Blues
3. On The Sidewalk
4. Down Down Down
5. In The Attic
6. No One To Blame
7. Storm On The Riverside
8. No Time
9. Sinking Ship
10. Morning Sun
The Doors, Hendrix, Free, Deep Purple, Led Zeppelin, Rolling Stones. Bluesrocken fra starten af 1970'erne - ja, fra slutningen af 1960'erne - er metallens vugge. Det har flere og flere upcoming bands indset og høster i dag stor anerkendelse som heavyrockens redningsmænd.
Bannerførerne i New Wave Of Seventies Blues Rock (Devilutions terminologi) er Rival Sons, The Answer, Graveyard, Cry Of Love, Black Country Communion og California Breed. For blot at nævne nogle.
Og nu kommer en tilføjelse: Danske Freddy And The Phantoms, der med deres tredje album, 'Times Of Division', spiller sig noget så kraftigt på banen som Danmarks bedste bud på et - yderst - kvalificeret bidrag til NWOSBR.
Fine melodier, stærke omkvæd, autentisk produktion, fede riff på fede riff, god, rå energi - og et Hammond-orgel, der får én til at skråle "Praise Jon Lord!" i ét væk.
Freddy And The Phantoms er både let og tung bluesrock med hård og energisk kant og ledes af Frederik Schnoor, sanger og sanskriver - og helt klart en fyr, den danske rockscene kommer til at høre meget, meget mere fra.
Skal der trækkes lidt fra, så savner denne anmelder mere sovs og dynamik på guitaren. Sine steder lyder spaden lidt halvtam og underspillet. Men måske det er meningen, for det er netop det, der ikke gør 'Times Of Division' til en decideret heavyrockplade.
Den manglende heavyspade ændrer dog ikke på, at albummets absolutte styrke - ud over Schnoors stærke og indlevende vokal - er nogle helt igennem møgfine melodier og nogle helt igennem lækre stemninger. Tag f.eks. den stille 'Sinking Ship', hvor vi er i Doors-universet, uden at det bliver fortænkt og for kunstnerisk. 'In The Attic', der er lidt tungere, kan den samme stemning. Den distortede bas er bare så rigtig, og det omkvæd er eddermaneme stærkt. 'Storm On The Riverside' er i samme tunge og melankolske boldgade.
Lettere bliver det på den tempofyldte albumåbner 'Times Of Division' og den friske 'On The Sidewalk'. På 'No One To Blame' bliver det helt Thin Lizzysk - fra den tid, da Lizzy stadig hyldede bluesen.
Tyngden finder vi på 'Borderline Blues', der holdes godt og stærkt oppe af et Led Zeppelinsk guitarriff, og så den levende, groovy 'Morning Sun', der rykker igennem og effektivt lukker et meget, meget fint album ned.
Måske det ikke er helt så tosset at finde tilbage til de gamle dyder fra dengang, hvor den hårde rock var frisk og uprøvet. For der blev godt nok lavet meget, meget fin musik dengang, vi gik i flowerpower og rullekraver...