Små blå lykkepiller

Små blå lykkepiller

Med det første rigtige debutalbum sparker Blues Pills for alvor gang i en forhåbentlig lang og succesrig karriere.

Kunstner
Titel
Blues Pills
Dato
25-07-2014
Distributør
Trackliste
1 - High Class Woman 4:28
2 - Ain't No Change 4:58
3 - Jupiter 4:06
4 - Black Smoke 5:09
5 - River 4:23
6 - No Hope Left For Me 3:53
7 - Devil Man 3:06
8 - Astralplane 4:39
9 - Gypsy (Chubby Checker cover) 3:09
10 - Little Sun 4:50
Karakter
5

Ved første gennemlytning af debutalbummet fra Blues Pills bliver man på det nærmeste taget med noget, der tenderer ”the perfect storm”. Tre sange inde tænker man, at man måske her sidder med et af de debutalbum, der er i klassikerkategorien ved siden af ’Led Zeppelin I’, ’Black Sabbath’, Heart’s ’Dreamboat Annie’ og ’Boston’ for blot at nævne nogle debutklassikere i hard rock-genren.

Desværre holder Blues Pills ikke samme høje niveau hele vejen hjem, men mindre kan også gøre det.

At albummet af samme navn som bandet er en debut, er noget af en overdrivelse, da Blues Pills tidligere har udgivet en ep og en live-ep. Men det er altså første fuldlængdeudgivelse fra dette svenske/amerikanske/franske hard rock-band.

Her på Devilution har vi tidligere anmeldt begge tidligere udgivelser. Af pressematerialet anføres (endnu en gang), at bandet er inspireret af Aretha Franklin, The Original Fleetwood Mac, Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Janis Joplin og Cream. Det skal nok passe. For der er ingen tvivl om, at Blues Pills har hentet inspirationen fra en tid, der ligger langt tilbage i forhold til medlemmernes unge alder.

Klassisk hard rock

For Devilutions læsere kan det heldigvis beroligende oplyses, at Blues Pills bestemt er til den hårde del af den rockmusik, der dukkede op i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne.

Blues Pills er helt bevidste om deres musiks rødder i  hippietiden, hvilket ses af valget af cover til debutalbummet, hvor man har valgt et værk af den psykedeliske hollandske kunster Marijke Koger-Dunham, der allerede i 60’erne lavede covers til The Hollies og designede tøj til The Beatles og Cream.

Som sagt brager bandet helt og fuldt igennem på de 3-4 første sange på albummet. ’High Class Woman’ og ’Aint No Change’, der sparker albummet i gang, rykker så hårdt, at det er svært at bevare jordforbindelsen. I ’Jupiter’ viser Jimi Hendrix-inspirationen sig, og i ’Black Smoke’ er vi i Fleetwood Mac-territorium. Sjovt nok synger svenske Elin Larsson lidt som Stevie Nicks i begyndelsen af denne sang, selvom man som sagt henviser til, at det er tidlig Fleetwood Mac, som man er inspireret af.



Med hensyn til inspirationskilder, synes man at have glemt Jefferson Airplane. Elin Larsson synger således meget mere lig Grace Slick end eksempelvis Janis Joplin.

Mangler stadig lidt

Desværre taber albummet lidt momentum efter fjerde sang. Sangen ’River’ er noget, som Anisette kunne have gjort til en mindeværdig sang for Savage Rose i 1970, men Elin Larssons vokal slår ikke helt til i denne sang.

Faktisk er det nok Elin Larsson, der er det svageste led i Blues Pills. Hun har bestemt en fin vokal, men den mangler variation over albummets sange. Og når hun går i overdrive, virker hun desværre skinger i sit udtryk. Hun er bestemt hverken at sammenligne med Aretha Franklin eller Janis Joplin. Men der er meget, der tyder på, at lidt mere erfaring og lidt flere gigs kan højne hendes stemmes niveau.

En sjovt lille ting på albummet er sangen ’Gypsy’ Her er vi igen i Hendrix-territorium. Men det er sjovt at lytte til guitaren på denne sang, for det lyder umiskendeligt som Franz Beckerlee i begyndelsen af 70’erne.

Konklusionen på denne gennemgang af Blues Pills' album må være, at albummet ikke er så perfekt, som det kunne være. Men det skal dog ikke tage fra Blues Pills, at bandet har udgivet et supergodt hard rock-album, som vil placere sig højt på 2014-årslisten inden for denne genre.