Copenhell 2014: Nedslidt puls

Populær
Copenhell 2014: Nedslidt puls

Graveyard var umotiverede og kunne ikke leve op til en tidlig primetime-placering på festivalens største scene. Når koncerten var bedst, var den kun semi-kedelig.  

Kunstner
Dato
13-06-2014
Distributør
Genre
Trackliste
1. Randy
2. Seven Seven
3. Hisingen Blues
4. Slow Motion Countdown
5. As the Years Pass, the Hours Bend
6. Goliath
7. Endless Night
8. Hard Times Lovin'
9. Buying Truth (Tack & Förlåt)
10. An Industry of Murder
11. Uncomfortably Numb
12. Satan's Finest
13. The Suits, the Law & the Uniform
14. Ain't Fit to Live Here
15. The Siren
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

Fra at have været husorkester hos spillestedet Dragens Hule i en årrække, til et besøg på det nu hedengangne The Rock, til en skøn søndagskoncert på Roskildes Pavillion-scene i 2011, til en angiveligt vellykket koncert i Amager Bio i begyndelsen af sidste år og nu så til Helviti, den største scene på Copenhell. Svenske Graveyard har haft vind i sejlene de sidste par år, og at de er kravlet op ad rockens rangstige til den ene større scene efter den anden, siger noget om bandets stigende popularitet, ligesom det også siger noget om deres overordnede ambitioner som band. Det samme gør oplaget af deres sidste to plader, ’Hisingen Blues’ (2011) og ’Lights Out (2012), der er udkommet i henholdsvis tredive og tyve forskellige vinyloptryk på pladeselskabet Nuclear Blast – and counting, skal man måske tilføje. Graveyard bliver kun ”større” som i gradvist bedre sælgende. Oven i hatten har bandet omtrent turneret lige så hyppigt i resten af Europa samt i USA, som de har i Skandinavien. Der har kort sagt været knald på med både pladesalg og koncerter for den 70’er-interesserede rock-kvartet fra det nordligere Sverige.

En hurtig opfølger

Hvad angår bandets rock and roll er det dog gået en smule ned af bakke for Graveyard. Bandets seneste studieplade, ’Lights Out’, var en effektiv plade forstået på den måde, at den kom på det helt rigtige tidspunkt: I forlængelse af bandets overraskende succes med ’Hisingen Blues’ udnyttede band og pladeselskab en tiltagende popularitet til hurtigt at få smidt endnu en studieplade på gaden og dermed smide rockbrænde på det retro-sultne bål, rockpublikummet nu om dage gerne varmer sig ved. I stedet for at smide en synderlig god plade på gaden, udgav de så ’Lights Out’, der var fyldt til randen med lette hits samt en varm, retro-venlig produktion, der skuede lytteren behageligt med hårene. Modsat ’Hisingen Blues’ – eller den selvbetitlede debutplade fra 2007 for den sags skyld – er ’Lights Out’ blot små to år efter dens udgivelse en plade, man stort set aldrig sætter på mere. Og som hurtigt bliver taget af, når endelig man gør. Der er gode stunder på og et par rigtigt gode stunder på, men de mere fint polerede hits holder overordnet set ikke i længden. På samme måde som det er tydeligt, hvor meget der er blevet kælet for sangskrivningen op til indspilningen af ’Hisingen Blues, lige så tydeligt er det desværre, at det er gået for hurtigt med at smide opfølgeren på gaden.

Hårdtarbejdende vs. det løse spil

I live-sammenhæng har Graveyard tidligere vist sig som værende et hårdtarbejdende og løstspillende band, hvillet har ført nogle okay-herlige koncertoplevelser med sig. Specielt førnævnte koncert fra Roskilde Festival i 2011 står stærkt også her tre år efter. De har muligvis aldrig formået direkte at knalde én omkuld, som kun de allerbedste livebands formår, men de har spillet materialet med en energi og ikke mindst med et indbyrdes opmuntrende modspil fra specielt trommeslager Axel Sjöberg, der har gjort koncertoplevelserne gode. Sjöberg har haft en tendens til at levere sit trommespil med en lidt hurtigere puls, end flere af studieversionerne er indspillet med, og det har virket medrivende, når bandet har spillet koncerter. Det har smidt en form for usikkerhed ind i sættet, der virker, som om den har have motiveret de tre andre musikere og fået dem til at forberede sig på det værste. Denne forberedelse på det værste har tidligere ført noget godt med sig.

Uoplagte mellemrum  

Det Graveyard, man oplevede på Copenhell, syntes imidlertid mere opgivende end hårdtarbejdende. Det løse spil, der under tidligere koncerter har virket som en slags nu og her-opvækkelsesfaktor for bandet, viste kun sit herligt utilpassede ansigt i ganske få numre på Copenhell. Af samtlige bands, denne skribent så på festivalen i år, var Graveyard formentlig det band, der udviste mindst spilleglæde overhovedet. Nu er det selvfølgelig ikke, fordi rockbands pr.  definition skal udvise en decideret spilleglæde, samtidig med de trykker den af til tunge, eksistentielle og politiske tekster som i Graveyards tilfælde. Den manglende spilleglæde var dog kun én ting, mens ens mavefornemmelse egentlig var slemmere end som så. Ser I, Graveyard virkede ikke blot spilletrætte på Copenhell. De virkede som et band, der snart ikke kan mere. De virkede udbrændte. De virkede som et band, der har brug for en lang ferie – både til at komme hinanden nær som musikere igen (i omtrent 10 af sætlistens 15 sange virkede Graveyard som fire individuelle musikere og ikke som det band, man tidligere har oplevet) samt for at nå frem til noget, der i det mindste kan forveksles med en interesse for at spille koncerter.  At de samtidig er blevet placeret på en scene, der er alt for stor til dem, gør ikke koncertens nærvær lettere at suge til sig.

Sangskelettet

Når nu man spiller rock a la Led Zeppelin og de andre monumentbands gjorde det i 70’erne, så er det heller ikke urimeligt at bede om en portion af det mere improviserede eller blot noget, der bryder sangenes studieformat. Det er ikke urimeligt at bede om noget musikalsk kant; noget, der tager lytteren med bukserne nede om anklerne og rent faktisk overrasker. Graveyard har muligvis ikke for vane at bevæge sig meget væk fra sangenes respektive skeletter, når de spiller live. På Copenhell bevægede de sig overhovedet ikke væk fra skabelonen, hvilket resulterede i en anonym og stagnationspræget koncert. Den eneste gang, bandet for en kort stund virkede til rent faktisk at spille sammen, var under den afsluttende solo i ’Uncomfortably Numb’, der også var et koncertens meget få højdepunkter. Her dukkede et lyspunkt op under en ellers meget, meget, meget skuffende koncert. Det er ikke meningen, at en Graveyard-koncert skal opleves, mens man sipper af sin fadøl og tramper blidt med tæerne. Under denne koncert var der dog intet, der motiverede til mere end blot det.