Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Livsglædens utopi

Updated
sunken lykke

Man skulle tro, at Sunken havde skiftet livsanskuelse på færden fra ‘Livslede’ til det aktuelle album ‘Lykke’, men sådan forholder det sig nu ikke.

Kunstner
Titel
Lykke
Dato
24-10-2025
Trackliste
Din Røst Malede Farver i Luften
Og Det Er Lykke
Glædesfærd
Når Livet Går på Hæld
Forfatter
Karakter
5

I stedet synes det at være illusionen om lykken, lykken som en umulig utopi, lykken som visheden om, at det altid kan blive værre trods nuets rådne stank, lykken som afslutningen på livet, der er drivkraften bag Sunkens imponerende, nye album. Over fire langstrakte og flot orkestrerede numre føjer nye facetter og et (endnu) højere ambitionsniveau til deres i forvejen fænomenale musik.

På åbningsnummeret ‘Din Røst Malede Farver i Luften’ blæses man bagover af blastbeats og grædefærdigt episk guitararbejde, mens lyrikken, der opmaler fortrydelsens realiteter og lykkens illusoriske natur på en måde, så man drages ind i Sunkens sorte og atmosfæriske, musikalske univers. Det er, som om det melodiske står endnu stærkere på ‘Lykke'. Man kan mærke og høre, at der er lagt kræfter i sangskrivning og arrangement, og sanger Martin Skyum Thomasens vokal har vel næppe stået stærkere end på disse fire sange. Følelserne formidles så godt, at man ikke rigtigt har noget emotionelt bolværk mod Sunkens sange. Man flås med gennem de stille passager, der bærer en næsten ulideligt trist skønhed i sig – lyt for eksempel til starten på ‘Og Det Er Lykke’ – og man knuses og rives bort af voldsomheden i de passager, der bestemt har den atmosfæriske black metals kendetegn, men som ikke mangler tyngde eller intensitet af den grund, for der træffes ingen dovne valg.



Når Thomasen skriger “hør!” i ‘Og Det Er Lykke’ er det som en sitren i kroppen. Det her er musik, der kan mærkes, også når den smukke guitar halvvejs inde sætter ind, mens vi får disse ord:

“Find, om du kan, bag den fæle råddenskab
Den søde duft af frihed

Husk, tungsindighed til trods
På dit næste morgengry

Og vid, mod al intuition
At det altid kan blive værre

Og det er lykke
Og det er lykke
Og det er lykke
Og det er lykke
Og det er lykke
Og det er lykke”

Man rammer gulvbrædderne under vægten af poesien, men man løftes også op af storheden i musikken. Det er en voldsom og givende oplevelse på det, der vel nok er albummets bedste nummer, omend det er svært at sige, givet det imponerende høje niveau, Sunken ligger for dagen! Hvis man ikke rammes af tredje takt i den gribende guitarfigur i det her nummer, så er man lavet af sten. Hej, golem!

‘Glædesfærd’, som er ætsende sarkastisk og har dejligt god plads til vokalen – det er generelt en styrke på pladen – martres en lillebitte smule af lejlighedssangsordstilling, hvilket er en personligt idiosynkratisk aversion, men dog ikke noget, der skæmmer det overordnede billede af en sang, der i den grad bider fra sig. Hvis man er typen, der ikke lige gider forholde sig til klimakatastrofen, men hellere vil klappe, når flyet lander i Palma, kan man med fordel skamme sig her, mens storheden svulmer og bølger ind over lytteren. Og vi andre kan vel også godt skamme os, for har vi ikke alle med øjnene vendt bort fra en ubehagelig sandhed foretrukket glædesfærden fra tid til anden? Det er svært, det der med at finde den søde duft af frihed bag den fæle råddenskab.



Hele ‘Lykke’ er velspillet og velproduceret, hvor intensiteten i guitarer, bas og trommer på fornem vis sættes i scene af et miks, der finder plads til alle elementer uden at komme til at lyde poleret. ‘Lykke’ finder et godt sweet spot i Johan Emanuel Jørgensens produktion. Over hele pladen er der strygere, klaver og andre ikke typisk sortmetalliske instrumenter, hvis man lige ser bort fra den symfoniske ende af genren, og disse elementer er flot eksekveret og arrangeret med hjælp fra Max Uldahl Pedersen, som mange nok vil kende fra netop symfonisk anlagte Lamentari. Det er et element, der i høj grad styrker ‘Lykke’ på en ubesværet og organisk måde, måske især på det afsluttende ‘Når Livet Går På Hæld’.

Vi kan tage afsked med disse ord:

“Farvel til freden, der viste sig i glimt
Farvel til den lykke, vi hurtigt fik glemt
Farvel til det velbehag, vi sjældent undte os selv
Jeg finder vel mit smil, igen når livet går på hæld”