Top 5 – En for alle, alle for en
Vi oplever alle udskiftninger blandt vennerne, men nogle venskaber består, og ligeså er der også nogle bands, der består uden besætningsændringer.
Udenpå er det meste metal vrede, vrede, vrede og hårdhed. Fuck det, brænd det, nak det, ned med det, deal med det. Men bag alt denne hårdhed er der nogle mennesker, der starter et band som venner, eller bliver nære venner efter flere års sammenspil, turneren rundt i verden og mange op og nedture.
Nogle bands er slet ikke til at kende, fra dengang de startede ud. Tag for eksempel et band som Opeth. Mikael Åkerfeldt er ganske vist det eneste ‘originale’ medlem og dermed boss og bandleder, men sagen er den, at Åkerfeldt ikke engang var med til danne Opeth.
Det mest kendte band-exit i metallen er uden tvivl, da Dave Mustaine blev smidt ud af Metallica og har været i en bitter fejde med hans eks-bedste venner lige siden, hvilket udformede sig gennem Megadeths lyd, og eksistensen var derfor mere eller mindre baseret på forsøg på at overgå Metallica. Helt galt er det i andre bands. Nogle bands er gået i opløsning, fordi de ikke kunne holde hinanden ud og i Mayhem endte det så grelt, at et menneske blev slået ihjel.
Og så er der de andre bands. Nogle grupper har haft fast besætning siden den spæde start og/eller stoppet så snart et enkelt medlem ikke kunne være med mere. Her har musikken spillet en nøglerolle for venskabet og omvendt. Nogle bands’ lyd er ovenikøbet klart defineret af hvert bandmedlems idiosynkrasier og havde man skiftet et medlem ud, ville musikken formentlig lyde ret anderledes. Deres sammenstøbning kan måske også sige noget om deres ekstreme opførsel i den offentlige sfære.
Så nu bliver det cheesy: En for alle, alle for en.
1. Rammstein
Hele verdens østtyske tanzen-metallere, Rammstein, har siden 1994 bestået af den karismatiske og forstyrrende Till Lindemann, stifter og guitarist, Richard Kruspe, rytmeguitarist Paul Landers, Christoph Schneider på trommer, Christian ‘Flake’ Lorenz på keyboard og Oliver Riedel på bas.
Eftersom Rammsteins lyd er så udpræget industrial, skiller bandmedlemmerne sig ikke rigtig ud, da lydbilledet er meget unisont, selvfølgelig lige udover Till Lindemanns umiskendelige stemme. Derimod må man sige at bandets ageren på en scenen og i offentligheden, afspejler et band der har enorm tillid til hinanden og har det sjovt med hinanden.
Udover konstant ild, fyrværkeri og ren galskab på scenen, er en af Rammsteins mere kendte live bits, når Christian Lorenz kravler op i front og eksponerer røven, til Bück Dich og Till Lindemann trækker en skumfyldt kalorius ud, og så ellers går i gang både på sin kære ven Christian, men også publikum. Sådan sikrede de sig en nat i spjældet i Worcester Massachusetts i 1998.
Til deluxe-versionen af albummet ‘Liebe ist für alle Da’, havde hvert medlem fået deres stive dolke støbt til dildoer. Rammstein er altså bare en stor gruppe drengerøve, der prøver grænserne af. Men det har også taget meget energi for dem at forblive samlet, da de har respekteret hinandens pauser og ventet på at alle er klar igen. De har endda gået til gruppeterapi for at holde styr på tropperne.
Som band har det tydeligvis været vigtigt for Rammstein at forblive samlet igennem snart 30 år, men det er nok også, hvad der har været med til at muliggøre dem som eklatante provokatører, der synger på tysk for et verdensomspændende publikum.
2. Led Zeppelin
I forhold til dagens standarder er Led Zeppelin næppe metal, men de var pionerer for, hvad der ansås som heavy metal. Om ikke andet er Led Zeppelin måske det største rockband nogensinde. Det er der i hvert fald mange der mener, og deres CV taget i betragtning, er det ikke skudt helt ved siden af. Desuden fik de også deres egen gode mængde anklager om djævletilbedelse – så må Mulle gerne være med i hulen ikke?
Led Zeppelin startede egentlig som en hurtigtsammensat supergruppe af sessionmusikere, der skulle overtage for The Yardbirds, men de opdagede hurtigt at de sammen kunne noget helt specielt. Robert Plants hylende blues vokal, Jimmy Pages kreative, men egentlig rodede guitarspil og John ‘Bonzo’ Bonhams vildmandstrommespil definerede Led Zeppelin. Bandet stod her med tre individualister, men John Paul Jones var limen, der bandt det hele sammen.
De var alle fire ligeværdige ikoner, der hver fik deres respektive symbol på deres fjerde plade Led Zeppelin IV. De skiftedes til at lave lange soli, når de spillede live, så de hver især kunne holde pauser, under de meeeeeget lange sæt.
Sammen udgav de otte studiealbums, fire live albums, turnerede verden tynd, og smadrede vel i nærheden af 666 hotelværelser, indtil John Bonham i en alder af 32, på tragisk vis døde i en brandert i 1980. Der var ikke noget Led Zeppelin uden Bonham, og en rockhistorisk epoke var slut.
3. Rage Against the Machine
Nok rockens største og mest succesfulde rebeller. LA-drengene ,bestående af Zack de la Rocha på vokal, Tom Morello på guitar, Tim Commerford på bas og Brad Wilk på trommer, har slået næverne opad siden 1991. Der har gennem tiden været en del kreativ uenighed mellem Zack de la Rocha og de andre, hvilket har resulteret i et par opløsninger, men ligeså har det også resulteret i et par genforeninger. Våbenbrødrene kører kompagniet med en musketéred: Alle skal være med, ellers er det lige meget.
Efter bandets første opløsning i 2000, gik alle undtagen de la Rocha videre og dannede Audioslave med Chris Cornell fra Soundgarden, som indtil Cornells død i 2017 heller ikke havde nogle udskiftninger.
RATM lykkedes med at samle rock og rap fans, ved at spille med en uovertruffen attitude, både lydmæssigt såvel som fysisk. For, for satan hvor var de trætte af systemet og ikke mindst kapitalisme. Derfor har de ikke kun turneret rundt for deres fans, men også taget til demonstrationer og politiske events for at piske en stemning op.
I 2009 skulle RATM spille live til et BBC radioshow, hvor producerne havde insisteret på, at de altså ikke måtte spille den ucensurerede version af ‘Killing in the Name’. Hvor “fuck” optræder hele 17 gange. Bandet godkendte præmissen, men det skulle BBC fandme ikke bestemme, og de gjorde det alligevel. Sammen er de totalt kompromisløse.
4. Mastodon
Kvartetten fra Atlanta havde faktisk en forsanger, ved navn Eric Saner, men han forlod bandet et par måneder efter de blev dannet i 2000, det gælder altså ikke rigtig. Siden da har bandet fast bestået af Troy Sanders på bas og vokal, Brann Dailor på trommer og vokal, Brent Hinds på guitar og vokal og Bill Kelliher på guitar og (backing) vokal. De fire medlemmer har altså deltes om vokalen, med deres hver især meget særskilte stemmer. Ja, på den måde er de vel næsten metallens svar på The Beatles.
Udover den firedelte vokal, er bandets lyd også meget defineret af Brann Dailors vanvittige mængde af bestialske trommefills og Brent Hinds fusionering af rockabilly med Mastodons aggressive lyd.
Udover at lave noget virkelig tosset promoarbejde, er Mastodon ikke bare et band, der laver musik sammen, men Mastodon er ligeså meget et sted hvor de fire venner snakker åbent med hinanden om deres tab og traumer i livet, som de bearbejder sammen ved at skrive musik.
Det er i grunden utroligt, at der ikke har været nogen udskiftninger, eftersom Brent Hinds ifølge Bill Kelliher var for stiv til overhovedet at spille til bandets første øver. Blev han egentlig nogensinde helt ædru?
5. Macabre
Grindcore-dødsmetallerne fra Chicago, Macabre, er det band her på listen, der har været sammen i længst tid. Med Lance Lencioni (Corporate Death) på guitar og vokal, Dennis Ritchie (Dennis the Menace) på trommer og Charles Lescewicz (Nefarious) på bas og vokal, har de med morbid og makaber humor sunget om amerikanske seriemordere siden 1984. Ikke alle metalfans har kunne forsone sig med bandets æstetik og lyriske stil, og derfor er de lidt af et kultband.
Det er nok bare tre fyre med en intern humor, som de elsker at provokere med, hvilket de gør ved at skrive nogle brutale sange med satiriske elementer, for at gøre det så forstyrrende som muligt.
Bonus: Tenacious D
De bedste venner i verden, Jables og Kage, stjal sammen et plekter, der er lavet af selveste djævlens tand, besejrede djævlen i en rock off, og besejrede endnu en djævel med verdens bedste sang, som de nu har glemt hvordan går. Den er svær at slå.