MØL vender black metal på hovedet
Med ‘DREAMCRUSH’ skaber MØL en sjældent set fusion af shoegaze, indiepop og black metal – en skinnende, livsbekræftende metalplade, der både udfordrer og forfører.
2. små forlis
3. Young
4. Hud
5. Garland
6. Favour
7. A Former Blueprint
8. ∞
9. Dissonance
10. Mimic
11. CRUSH
Der findes næsten ingen plader, der lyder som ‘DREAMCRUSH’. Den nærmeste artsfælle er Deafheavens ‘Sunbather’, men hvor den amerikanske klassiker balancerer melankoli og meltdowns, er MØLs udtryk næsten ekstatisk. Her er mere livslyst end livslede, mere ’Midsommar’ end Mayhem: et lyst udtryk i en genre, der traditionelt dyrker mørket. Og mirakuløst nok fungerer det.
Bandet trækker på klingende guitartoner fra 90’ernes og 00’ernes shoegaze og indiepop – tænk My Bloody Valentine, Mew og White Lies, enkelte steder endda The Smashing Pumpkins – men pumper dem op med støj, bastryk og trommelarm. Resultatet er en metalplade med et bankende pophjerte og en tydelig flair for store, melodiske øjeblikke.
Skønhed og skrig
Det mest markante brud med konventionerne er Kim Songs vokal. På den ene side de dæmoniske black metal-skrig, på den anden en dyb, blød og overraskende ren sangstemme. Kontrasten er ekstrem – og man kan argumentere for, at skrigene flere steder er unødvendige for sangenes kvalitet. Alligevel skaber spændingen mellem de to udtryk en dramatik, der gør lytningen uforudsigelig og levende.
‘DREAM’ åbner pladen med stemningssættende synths, før forløsende guitarflader og et skrigende “Onwards / a rush towards the light!” slår tonen an: et frigjort projekt, der allerede har kappet båndene til black metallens normer. ‘Young’ følger trop med krystalklar guitarsolo og stadionrock-omkvæd, som skabt til Roskildes Orange Scene, hvis ikke det var for de ”uhyggelige” vokaludladninger.
Pop, poesi og power
‘Hud’ sænker tempoet med danske tekster og glidende melodier, mens ‘Garland’ står som pladens mest rendyrkede popøjeblik. På ‘Favour’ lyder MØL som Cocteau Twins, før Kim Song indskriger hjemmepoetiske linjer som “My blooming ember of love / is never having to lie again”, og nummeret eksploderer i en stjerneskuds-solo – forrygende struktur og melodisk overskud.
Først på ‘A former blueprint’ føles det, som om idébanken tørrer en smule ud, men mellemspillet ‘oo’ og nummeret ‘Dissonance’ genfinder gnisten, mens ‘Mimic’ leverer pladens tungeste, mest helstøbte riff-angreb. Afslutteren ‘CRUSH’ spejler åbneren og lukker albummet i samme skinnende shoegaze-ramme.
‘DREAMCRUSH’ er ikke perfekt, men den er modig, original og underholdende – en lysende anomali i metalmørket.