Årsliste 2019 – Jacobh Hansen

Jacobh Hansen
Opeth - 'In Cauda Venenum'
Orm - 'Ir'
Cattle Decapitation - 'Death Atlas'
Demon Head - 'Hellfire Ocean Void'
Daughters - Roadburn (foto - Jacob Dinesen)
Heilung - Amager Bio (foto- Jacob Dinesen)
Magma - Göteborg (foto- Martin Aspelund)

For vores proggy koncertjunkie bød 2019 på et utal af koncertoplevelser, hvor Roadburn Festival bidrog til flere af årets helt store højdepunkter.  Til gengæld var der få landvindinger på albumfronten, hvor Opeth udraderede al konkurrence og genfandt nerven fra storhedstiden i 00erne.

Forfatter

Årets danske album:

1. Orm: 'Ir' – Da debuten udkom, savnede jeg dybest set stadig By the Patient. Det gør jeg ikke længere. Med to numre, der passerer 20-minuttersmærket, kunne man frygte den sædvanlige atmosfæriske black metal, der i forvejen florerer rigeligt af på disse kanter, men Orm har endelig fået en klarere defineret lyd og fået de stærke riffs tilbage. 'Ir' kræver nogle lyt, men når den sidder, så forlader den dig ikke.



2. Demon Head: 'Hellfire Ocean Void'  Med længder deres bedste udspil til dato. Deres velkendte goth-rock er tilsat et ekstra dystert skær, og sangskrivningen er blevet mere ambitiøs uden at lefle for lytteren. Produktionen er rå og ulmer, og musikken er mere i forgrunden end hidtil. Deres release-show med bl.a. Offermose og Ultra Silvam som support viste også med al tydelighed, at Demon Head vil frem i verden, og at det kan kun gå for langsomt.



3. Denial of God: 'The Hallow Mass'  Intet hastværk for horrorblack-veteranerne, der i efteråret udgav deres første album i syv år. Kanterne er slebet en kende pænere af end vanligt, men det hjælper så også desto mere til at fremhæve melodierne, der både stormer og skumler derudad med twinleads og Djævlen gemt i detaljerne. At vinylen blev udsolgt på 14 dage, bekræfter kun, hvor savnede de har været på den danske scene, men så er det jo heldigt, at Ustumallagam også holder sig beskæftiget ved siden af i ...

4. The Rite: 'The Brocken Fires'  Ganske vist kun et minialbum, inden deres debutfuldlængde skulle udkomme i løbet af 2020. Helt dansk er det dog ikke, men et dansk/italiensk samarbejde mellem Ustumallagam (Denial of God) og A.Th. (Black Oath), der her fusionerer førstnævntes horrorblack med sidstnævntes sejtrækker-doom. 'A Pact With Hell' og titelnummeret er koldblodige smagsprøver på, hvad dette samarbejde forhåbentlig vil byde på.

5. Fordærv: 'Knep Dig Selv Ihjel'  Hvis man ikke har andet at tage sig til i Silkeborg, så kan man jo altid gå ned i øveren og spille lidt grindcore. Det gjorde Fordærv så, og albumtitlen siger det hele. Det er hurtigt, beskidt og vil dig kun det værste, og det er så forbandet charmerende. En fuldlængde på under 19 minutter med pigsqueals, D-beatede passager og sange som 'Løb Stærkt For Helvede' og 'Venstreorienteret Politisk Korrekt Økologisk Vegansk Grindcore'. Er du kommet for sent ud ad døren, så bare knald den på i ørebøfferne, og så skal du nok indhente det tabte.

Årets internationale album:

1. Opeth: 'In Cauda Venenum'  Da svensken i sin tid udgav 'Watershed', drømte jeg dybest set mere om, hvad de kunne præstere, hvis de tilsidesatte dødsmetallen og gik all-in på progrock-faktoren. Tre album fulgte, men det er først her på 'In Cauda Venenum', at jeg hører den lyd, jeg hørte for mig, da jeg først fantaserede om "det nye Opeth". Normalt er jeg aldrig typen, der skamdyrker plader på repeat, men jeg har hørt pladen dagligt i fire måneder, og den er røget lige lukt ind blandt mine to-tre foretrukne i hele deres karriere. Opeth er tilbage, og selvom Åkerfeldt har luftet bemærkninger om en svanesang er det til at bære over med, hvis de skulle ende med at runde af på toppen af deres karriere som her. Der er for mit vedkommende påfaldende langt fra 'In Cauda Venenum' ned til noget som helst andet, der er udkommet i 2019.
PS. Glem alt om den engelske version, og hør den på svensk.



2. Cattle Decapitation: 'Death Atlas'  Travis Ryan er mere end nogensinde før det altdominerende omdrejningspunkt. Nogle brokker sig over hans vrælende/skrigende/gurglende vokals centrale rolle på pladen. Andre mener, det går perfekt i spænd med resten af det hidsige lydbillede. Jeg hælder til det sidste, men savner dog også en gang imellem øjeblikke, hvor musikken i højere grad taler sit eget sprog. Alligevel er 'Death Atlas' et imponerende værk, der bibeholder Cattle Decapitations slagstærke historik med nådesløs ekstremmetal, der så denne gang vægter vokalen højere end vanligt.



3. Devil Master: 'Satan Spits on Children of Light'  Et dugfriskt foretagende fra Philadelphia, der på denne første fuldlængde mest af alt lyder som et punkband, der spiller black metal. Hvad de mangler i afveksling, kompenserer de til gengæld tifold for i nerve, rå attitude, bidsk vokal og diskante toner. Devil Master er seje og spiller på det, og det virker. Jeg hylder og krydser fingre for, at de krydser Atlanten engang i løbet af 2020.

4. Wilderun: 'Veil of Imagination'  Et svendestykke i symfonisk progmetal. Det er imponerende, at et band med deres sans for sangskrivning og grandiose arrangementer endnu ikke er blevet signet, for de har vitterligt løftet barren på deres tredje album, der udkom i slut-oktober og først rigtig er kommet under huden de sidste uger op til jul. Er du til progmetallens mere storladne kvaliteter, med alt hvad dertil hører af vokalharmonier og langstrakte kompositioner med musicianship i højsædet, så kan du trygt skrive Wilderun på to-do-listen. Jeg udelukker ikke, at den havde ligget højere på listen, hvis den var udkommet tidligere på året.

5. Vltimas: 'Something Wicked Marches In'  Supergupper ender som regel ud i en kollision af store egoer, der sjældent bringer noget skelsættende nyt på banen. Vltimas er en undtagelse. Ikke fordi 'Something Wicked Marches In' er revolutionerende på nogen måde, ingenlunde. Det er dødsmetal med Rune 'Blasphemer' Eriksens blackede twist, men til gengæld er det råt, kontant og veleksekveret, med en af Dave Vincents stærkeste vokalleverancer i karrieren. De udmærkede sig også ved en af Copenhells bedste koncerter i 2019.

Boblere:
Tomb Mold: 'Planetary Clairvoyance'  Kradsbørstig død fra Canadas undergrund, mudret med rådden rendestensgrowl. Derudover også blandt højdepunkterne på årets Kill-Town Death Fest.

Insomnium: 'Heart Like a Grave'  Finnerne vender, efter konceptpladen 'Winter's Gate', tilbage til den mere velkendte Insomnium-formel med tristesse, schwung, galoptrommer og en ekstra guitarist til at tilføje mere harmoniske kvaliteter til lydbilledet.

Årets internationale hit:

Opeth: 'Allting Tar Slut'  Nej, det er ikke en single, og nej, det er ikke særlig metal, men jeg er flintrende ligeglad. Ganske enkelt en af Åkerfeldts stærkeste skæringer igennem hele karrieren, med en outro ikke ulig den mere staccato-repetitive ditto på 'Deliverance'. Fy-ord eller ej, så er 'Allting Tar Slut' episk overlegen i forhold til alt andet, der er udkommet i 2019.



Årets danske hit:

Undergang: 'Ufrivillig Donation af Vitale Organer'  Reelle hits på den danske metalscene i 2019 er gået min næse forbi. Ikke desto mindre har Undergang leveret årets ufravigeligt sejeste sangtitel, som i velkendt old-school stil også er udgivet på stor, 12-tommers maxisingle, til når det skal gå lidt dybere ned på dansegulvene derude.

&list=RD1Rv6sS0l-OQ&start_radio=1"> &list=RD1Rv6sS0l-OQ&start_radio=1

Årets fysiske udgivelse:

Type O Negative: 'None More Negative'  Langt om længe fik de genudgivet alle de klassiske album i en boks, der er tilpas sortere end sort og med sjove linernotes fra bandet. Alt lyder så langsomt, tungt og hårdt, som det sig hør og bør. Jeg hænger 'Origin of the Feces' op på væggen næste gang, mor kigger forbi.
PS. For ikke at være alt for rosenrød, så kunne de altså godt have smidt 'Suspended in Dusk', 'Black Sabbath' og 'Pictures of Matchstick Men' med i pakken, nu de var i gang.

TON None More Negative

Årets koncerter:

1. Daughters: Roadburn Festival, 14/4 2019  "Amerikanerne bød os ind til et infernalsk totalteater, der aldrig gik på kompromis med noget eller nogen. Blikket i Marshalls øjne, da han gik os i møde, sagde det hele. Blødende, søgende, vildfaren i sit eget destruktive univers. Det var vanvittigt, dyrisk, og vi elskede hvert et sekund." 

Behøver jeg sige mere?

2. Anna Von Hausswolff: Roadburn Festival, 12/4 2019  En totaloplevelse i bedste Roadburn-ånd. Gravkammerpop, der konstant søgte nye udtryk. Momentvis elegant og pulserende, momentvis dystert og kradsende. Live tog hun sig ud som en dystopisk pendant til Björk. Glæder mig til at se hende med noise/drone-projektet BADA på Roadburn igen næste år.

3. Opeth: Det Kongelige Teater, 17/11 2019  De nye numre tog sig også glimrende ud live, og selvom Åkerfeldts stemme var lidt slidt sidste dag på turneen, påvirkede det ikke helhedsindtrykket. Musikken talte sit eget sprog, Fredrik Åkesson trådte stærkere i karakter, og Det Kongelige Teaters kulisser var et stærkt match til Opeths imponerende sangskat. Ud af små 15 koncerter med Opeth på CV'et, så har jeg ikke set dem bedre siden en klubkoncert i Malmø i 2009.

4. Magma: Brewhouse i Göteborg, 2/11 2019  Franskmændene betrådte igen den svære grænse mellem galt og genialt. Magma har skabt deres egen genre, og man ved aldrig helt, hvad man går ind til, men i modsætning til Malmø-gigget i 2017 var der denne gang kun efterladt plads til storhedstiden frem til 1976, herunder klassikere som 'De Futura' og 'Mekanik Destruktiw Kommandoh'. Nostalgi eller ej, så var den tidløse klang intakt, og det er altid en fornøjelse af begive sig hen til zeuhl-legendernes finurlige twists og maskinen bag det hele, Christian Vander, der stadig på den anden side af 70 år er en af verdens mest sindssyge trommeslagere, når han da ikke rabler løs på kobaïansk.

5. Cattle Decapitation: Aalborg Metal Festival, 9/11 2019  Aalborg Metal Festivals ufravigelige højdepunkt. Sangene fra 'Death Atlas' gik perfekt i spænd med de ældre skæringer, Travis Ryan bældede litervis af vand undervejs og bibeholdt på den måde sine rallende, diskante skrig, som bandt lydbilledet sammen. Hvis man var i tvivl inden, så var man det i hvert fald ikke efter den aften på Studenterhuset – Cattle Decapitation er stadig på toppen.

Boblere:
Tool: Copenhell, 20/6 2019  Alle, der stod i pitten, var blæst væk af imponade. Alle, der stod udenfor, kedede sig, fordi de intet kunne se på storskærmene og missede helheden. Jeg traf det rette valg, og vi måtte kramme hinanden efterfølgende for at have bevidnet noget så stort.
Heilung: Amager Bio, 14/12 2019 – "Publikum blev forført og stampede i flok i takt til slagene fra det tjæreindsmurte krigerholds spyd, der blev hamret ned i scenegulvet." Daniel Pilgaard taler sandt.
Tormentor: Metal Magic Festival, 12/7 2019  Attila Csihar på mere slap line end vanligt med sit kunstneriske ophav. Førstegenerations black metal, hele 'Anno Domini' fra start til slut, hårdt og kontant, ikke så meget pis.
Gösta Berlings Saga: Roadburn Festival, 12/4 2019  Instrumental-prog med spor af kammermusik, Goblin og Guapo, underspillet og hypnotisk. Endnu et bevis på Roadburns uforudsigelige kvaliteter, og en fremragende booking fra årets kurator, Tomas Lindberg fra At the Gates.

Årets internationale navn:

Opeth  Mikael Åkerfeldt gik i pausemode og tog sig af den årsag mere tid til at skabe det vidtfavnende monstrum, som 'In Cauda Venenum' udviklede sig til. Koncerten i Det Kongelige Teater bekræftede derudover, at Fredrik Åkesson og Joakim Svalberg fylder mere i bandet end nogensinde før. 'Det nye Opeth' har toppet i år efter et længere, fabulerende overgangsstadie, og min kærlighed til Opeth er stærkere, end den har været i årevis.

Årets danske navn:

Heilung  Selvom 'Futha' er et klart fremskridt fra debuten, med mere varieret sangskrivning og bedre veksling mellem projektets feminine og maskuline aspekter, ikke mindst på den lyriske side, er det i særdeleshed på livefronten, at Heilung træder i karakter. De primale trommerytmer trancer ud i crescendo på crescendo, og dramaturgien er blevet udbygget mere og mere for hver gang, jeg har set dem. Det bliver spændende at følge, hvordan Heilung kan bygge videre på det peak, de i øjeblikket er på, i de kommende år.

Årets nye internationale navn:

Vltimas  'Something Wicked Marches In' er en skarpladt dødslussing, og Dave Vincents liveforsøg udi rollen som frontmand med høj hat og uden bas ved hånden tog sig glimrende ud ved første øjekast i Copenhells sene nattetimer. Vi må håbe, at det, som så mange andre supergrupper, ikke blot bliver en one-timer fra Vincent, Mournier og Eriksen, nu hvor ingen af dem er synderligt travlt beskæftigede i deres respektive hovedgrupper.

Årets nye danske navn:

Gabestok  Et hidsigt tomandsprojekt fra Mayhems undergrund. Debuten 'Tre' udkom fornylig og kan kraftigt anbefales, hvis du kan lide din black punket – eller din punk blackened. Endnu vildere live. Se dem før din nabo!

Årets genfundne klassiker:

My Dying Bride: 'Turn Loose the Swans' - En plade, der fulgte mig i teenageårene, da min kæreste hørte den på repeat, og sidenhen fulgte hele resten af diskografien. Efter et røverkøb på Peacevilles onlineshop er det dog stadig 'Turn Loose the Swans', der vinder stærkest ved genhør. De doomede elementer spædes op med dødsmetallisk tyngde, tårevædede violinstrøg og melankolske keys. Ak, den forliste kærlighed ...



Årets comeback:

Er Tormentor et comeback? De lød i hvert fald stadig lige så seje og oldschool på Metal Magic, som de gjorde dengang i Budapests undergrund i slut-80'erne, hvis ikke mere. Attila Csihar er et kvalitetsstempel uden lige, uanset hvad han rører ved.



Det overså jeg i 2018:

Tydeligvis Daughters. Jeg havde ellers hørt 'You Can't Always Get What You Want', men det krævede åbenbart en vanvidsfremførsel af pladen på Roadburn, før den gik under huden, og den er så sidenhen blevet en af de plader, jeg har hørt mest i 2019. Hvilket fører mig til ...

Årets optur:

Roadburn var virkelig en øjenåbner. En festival for musikentusiaster, der ikke behøver alt det unødvendige gøgl ved siden af. Ingen genrerytteri, ingen grænser. Ren dedikation til skabelsen, til kunsten, til fremførelsen. Det gør ikke spor, at man ikke nødvendigvis kender en brøkdel af det, der kommer, når bookerne har valgt kunstnerne med så mege=nt omhu. Roadburn er faktisk muligvis den eneste festival, jeg har været til, hvor jeg ikke har set en eneste dårlig koncert på samtlige fire dage. Det kunne andre lære noget af.
Derudover Opeth, men behøver jeg gentage mig selv?

Årets største skuffelse:

'Fear Inoculum'. Med 13 års ventetid på nyt fra Tool havde jeg forventet meget mere. Maynards vildskab er tæmmet, og selvom der er enkelte momenter undervejs, så er de virkelig en skygge af fortiden.
På de mere hjemlige kanter blomstrer Baest op i disse år, men hvor ville jeg dog ønske, at den hæder var gået til nogen andre, der har mere musikalsk at byde på (ingen nævnt, ingen glemt). Bevares, de er da gode til at sælge sig selv på en scene, og med gode kontakter og hårdt arbejde kommer man som bekendt langt – også selvom opskriften er hørt fantasillioner af gange før.

Største ønske for 2020:

Indtil for fem år siden blomstrede progscenen i fuldt flor, søgende og legesyg. I dag er den blevet sovset ind i mainstreamkulturen med poppede refræner og tårevædet sentimentalitet. Som dedikeret proghead håber jeg inderligt, at der kommer nye kunstnere til, der tør bevæge sig ud på dybt vand og ikke forfalde til poleret sødsuppe, bare fordi scenens store navne i øjeblikket åbenbart mener, det er fremtiden for dem.

Det bliver derudover spændende at se, hvordan Copenhell vælger at gøre brug af deres nye Gehenna-scene. Forhåbentlig med plads til mere af al den slam, hardcore, grind og død og helvede, der har været så efterspurgt i årevis for at gøre op med balancen mod de mere forudsigelige (læs: middelmådige) bookinger, der har præget festivalen i de senere år.

Sidst, men ikke mindst, håber jeg 2020 vil blive et nyt årti, hvor rock og metal ikke blot drukner i periferien, men også finder sin vej ud til de bredere masser uden finpolerede kompromiser, og tør udfordre sine lyttere uden at gøre det bare for at være trodsig eller anderledes, men rent faktisk have noget på hjerte.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

Mere Roadburn!
Mere Metal Magic!
Nyt fra King Diamond, Triptykon, Vampire, Anaal Nathrakh, Slaegt, Svart Crown, Ihsahn og Demons & Wizards!
At Gutalax spiller på Summer Breeze igen, denne gang på en større scene – jeg husker toiletbørsten denne gang!