Italiensk forsøg på industrial metal
Updated
Anders Molin kan godt lide Death SS Fra Italien kommer det efterhånden 20 år gamle band med det smagfulde navn Death SS (hvis det skulle vise sig at bandet har opkaldt sig efter Hitlers ariske specialtropper - kan man fluks trække 9 fra den uddelte karakter). De sværmer, måske ikke synderligt originalt, omkring dystre emner som død og satan og har til coverfotoet lagt sminke og iført sig tøj i bedste black metal-stil.
Men til min store overraskelse har vi at gøre med dyster gothisk rock, der trækker mere på Type O Negative - blandet med lidt Rammstein og Marilyn Manson - end på de forventede norske referencer. Death SS er båret oppe af tunge guitarflader, dystre keyboardriff og meget fængende omkvæd. Anden skæring, "Venus Gliph" har intet med metal at gøre, men har til gengæld hitpotentiale med et umådeligt melodiøst omkvæd, og flere andre numre når næsten samme højder i skønsang.
Desværre er det ikke alt på "The 7th seal", der holder samme høje standard. Et nummer indledes med A-capella sang, der får får denne anmelder til at krumme tæer, og når vokalen nærmer sig growl, bliver det bare kedeligt.
Det virker også som om producer Fabrizio V.Zee har haft både gode og dårlige dage bag mikserpulten. Hvor vokalarrangementer er sublime og strygerne står knivskarpt, så er guitarlyden tør og kedelig, bassen skrattende og trommerne lyder flade, som var de programmerede - selv hvis de faktisk er programmerede, så er det en dårlig lyd!
Men den dårlige lyd, kan heldigvis ikke fjerne fokus fra de mange gode elementer. For hver gennemlytning vokser "The 7th seal", og selvom pladen aldrig bliver en metalklassiker (blandt andet fordi meget af det ikke er metal), så har den klasse.
Men til min store overraskelse har vi at gøre med dyster gothisk rock, der trækker mere på Type O Negative - blandet med lidt Rammstein og Marilyn Manson - end på de forventede norske referencer. Death SS er båret oppe af tunge guitarflader, dystre keyboardriff og meget fængende omkvæd. Anden skæring, "Venus Gliph" har intet med metal at gøre, men har til gengæld hitpotentiale med et umådeligt melodiøst omkvæd, og flere andre numre når næsten samme højder i skønsang.
Desværre er det ikke alt på "The 7th seal", der holder samme høje standard. Et nummer indledes med A-capella sang, der får får denne anmelder til at krumme tæer, og når vokalen nærmer sig growl, bliver det bare kedeligt.
Det virker også som om producer Fabrizio V.Zee har haft både gode og dårlige dage bag mikserpulten. Hvor vokalarrangementer er sublime og strygerne står knivskarpt, så er guitarlyden tør og kedelig, bassen skrattende og trommerne lyder flade, som var de programmerede - selv hvis de faktisk er programmerede, så er det en dårlig lyd!
Men den dårlige lyd, kan heldigvis ikke fjerne fokus fra de mange gode elementer. For hver gennemlytning vokser "The 7th seal", og selvom pladen aldrig bliver en metalklassiker (blandt andet fordi meget af det ikke er metal), så har den klasse.
