Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Her kommer succes

Populær
Updated
a4264491855_10

Mainstreamgennembruddet ligger lige for. Det sidste skridt, Demon Head vægrer sig ved at tage, er det, der leder ud af anonymiteten. Hvis de overhovedet vil.

Kunstner
Titel
Hellfire Ocean Void
Genre
Trackliste
Rumours
The Night Is Yours
A Flaming Sea
In the Hour of the Wolf
Labyrinth
Strange Eggs
Death's Solitude
Mercury and Sulphur
Karakter
3

“Here comes success,” sang Iggy Pop på sit andet soloalbum, ‘Lust for Life’, og tilføjede et sarkastisk “Yee-ha.” Det gjorde den, succesen, pladen havde hit på hit, og det er i høj grad på grund af sangene fra den plade, at Iggy Pop godt 40 år senere fortsat har en solokarriere. For sådan er mainstreamsuccesen, det store fede crossover, på én gang en forjættende og fordømt størrelse: Det er her, undergrundens stjerner og kultfavoritterne endelig får den anerkendelse og det store, brede publikum, de hele tiden har fortjent, men har man først vundet massernes gunst, er ens mulighed for at udvikle sig kreativt ofte begrænset.

Det gør mainstreamgennembruddet evigt spændende at betragte på sikker afstand. Kan bandet bære, kan de følge succesen op, kan de overhovedet indfri løftet om succes? På en så notorisk uambitiøs scene som dansk metal kalder det i sig selv på applaus, når der endelig er nogen, der tør tage det skridtet videre og binde an med et større publikum. Mens der jævnligt er bands, der uskønt og forceret forsøger at skyde genvej til hitlisterne – ingen nævnt. ingen glemt – er der længere mellem dem, der har etableret et navn i undergrunden, arbejdet sig op og nu er klar til at forløse potentialet. 

Parløb med Slægt
Det oplagte eksempel på uforløst potentiale er evigt lovende Slægt, der trods publikumstække og anmelderroser ikke har indfriet forventningerne endnu. Og når de er relevante at trække frem som eksempel her, er det ikke mindst, fordi de er fulgtes med Demon Head fra de spæde, famlende forsøg på at finde en identitet over de stadig større scener til i dag, hvor begge har udgivet tredje album på hver sit internationale, skarpt profilerede pladeselskab. Parløbet har været så tæt, at da Demon Head for nogle år siden udgav deres andet album, ‘Thunder on the Fields’, spillede Slægt til deres udgivelseskoncert. Dengang var det for nærværende anmelder tydeligvis Slægt, der havde det store potentiale; to år senere er billedet langt fra så klart.

Allerede på ‘Thunder on the Fields’ viste Demon Head, at de havde fat i noget, der rakte et godt stykke ud over den, bevares, ganske charmerende, knallertbøllede satanrock med klare NWOBHM-tendenser, der også bare var noget så anonym og forsigtig i forhold til svenske Horisonts på det tidspunkt aldeles overlegne take på samme genre. Der, hvor Demon Head skilte sig ud, var i den dansksprogede åbningssang ‘Menneskeæderen’: Her lød de som sig selv, her havde de deres berettigelse. 

Volbeat-appeal
Det er ikke det spor, Demon Head har valgt at følge på ‘Hellfire Ocean Void’, deres første plade på Svart Records. Men da førstesinglen ‘The Night Is Yours’ blev sluppet i december sidste år, var det tydeligt, at der var blevet skruet op for ambitionerne. Den skramlede øvelokalelyd var erstattet af en glinsende professionel produktion forestået af selveste Flemming Rasmussen, og til at følge de twinleads, der er bandets signatur, helt til dørs, var der lagt vokalharmonier, keyboards og et kolossalt omkvæd ind i sangen. ‘The Night Is Yours’ er sådan en sang, der uden problemer ville kunne gå lige hjem hos Volbeats publikum, vokalen er ikke engang særlig langt fra – omend det retfærdigvis skal siges, at Marcus Ferreira Larsen lyder, som om han har fået sangundervisning siden sidst: Der er er langt mere selvsikkerhed og pondus i sangforedraget, langt mindre Danzigsk snøvlen og brølen.

Der er dog langt fra Ungdomshuset til Herning, og Demon Head har stadig deres klare rødder i Nordlædervest og en tilgang til at skabe musik, der bærer præg af det. Men den her satanrock kunne sagtens lokke et bredere publikum til uforvarende at overgive sig til dens mørke. Kompositorisk er der langt mere at komme efter, end der har været det hos Volbeat i rigtig mange år, om nogensinde, måske netop fordi Demon Head endnu ikke har vundet det store publikum og derfor ikke skal please nogen. De skal først og fremmest vise, hvem de selv er.

Sløset tilskæring
Og det gør de mere eller mindre på ‘Hellfire Ocean Void’. For modet, viljen, arbejdet og ambitionerne hos Demon Head fortjener ros: Der mangler bare lige det sidste for at få det til at løfte sig. Der er gode melodier og harmonier pladen igennem, men det er småt med sange, der får alvor sætter sig fast. Og når de er der, har Demon Head en tendens til at blive hængende i dem lidt for længe: Trods en fornuftig samlet spilletid på lige under 40 minutter ville flere af sangene have nydt godt af at blive skåret skarpere. Der er for eksempel ingen grund til, at den afsluttende ‘Mercury and Sulphour’ skal trække ud i over otte minutter, eller at ‘Strange Eggs’ skal køre i tomgang i syv minutter.

At den mørke retrorock, Demon Head spiller, har sit publikum, har Ghost med al tydelighed vist. Og uden at gå over i dén grøft – man kan for eksempel blot se til landsmændene i Tribulation for at få leveret et glimrende eksempel på, hvordan man forlener bred appel og melodiøs tæft med kunstnerisk integritet –  kunne Demon Head have slået stærkere igennem, hvis sangene på ‘Hellfire Ocean Void’ var blevet strammet op. Når de ikke gør det, efterlader det én med en lidt slap fornemmelse af, at alt er, som det skal være her, de gør alt det rigtige på en ordentlig måde: Det er bare undervældende. Tæppet bliver ikke revet væk under én. Det er en god plade, og man kan lugte succesen, men der kommer ikke noget “yee-ha” fra én, når man hører den.

Triumftoget udebliver
Måske er det i virkeligheden også bare sådan, Demon Head gerne vil have det. Bandet har fra starten vist, at de havde et endog meget sikkert greb om, hvordan de ville fremstå. Såvel musik som merch har været fuldstændig efter bogen, de har været det danske svar på de horder af bands, der har touret i stoner- og doom-miljøet i en evighed. Rigtig mange af de bands har været en glimrende oplevelse, når man har fanget dem til en festival, og når man har skålet færdig, er de lykkeligt glemt igen, og det er sådan set fint nok. Der er som sådan intet forgjort i at levere soundtracket til en god fest uden at ville dominere den fest. 

Måske har Demon Head det i virkeligheden også bare fint med det. Være dem, der går på ud på aftenen, laver alle de licks og tricks, de selv kender og elsker lige så højt, som deres publikum gør, gå af. Være dem, man undrer sig over hvem nu lige var, når man vågner næste formiddag og ser en ny band-T-shirt hænge over stoleryggen. Måske rækker ambitionerne ikke længere end til at rykke fra Dödsmaskinen over i Salen, og det er også fint nok.

Alt omkring ‘Hellfire Ocean Void’ skriger bare på mere. Men det store triumftog udebliver. 

Udgivelsen af 'Hellfire Ocean Void' markeres i den kommende weekend med koncerter i Aalborg torsdag, København fredag og Aarhus lørdag – se vores artikel om ugens koncerter for mere info.