Er jeg dæmon
Populær
Den rette satantro og en bar overkrop er uomgængelige elementer i bølle-metal. Det demonstrerede Demon Head og Slægt på hver deres måde på Loppen.
“Am I demon” spurgte Danzig (uden spørgsmålstegn efter) for tre årtier siden, og jeg har altid troet, at han efterfølgende sang “I need to know.” At det altså var en sang, der handlede om satanistens egen eksistentielle tvivl. Men ifølge teksten på innercoveret til pladen er det “You need to know”: Det er os, der i tvivl om, hvad Danzig egentlig er – “Am I beast or / Am I human / Am I just like you” – og Danzig lader det være op til os selv at afgøre, hvad han skal være for os. Selvfølgelig har Danzig ingen eksistentiel tvivl.
Jeg tænker i det hele taget ret meget på Danzig, men når jeg kommer til at tænke på ham og på ‘Am I Demon’ under realeasekoncerten for Demon Heads nye album, ‘Thunder on the Fields’, er det, fordi Demon Head trækker tydelige veksler på den diminutive kæmpe. Tydeligst er det i Marcus Ferreira Larsens vokal, men de melodier, de riffs og selve den grundstemning, der tilsammen udgør Demon Heads satanrock, er det svært at forestille sig uden Danzig. Men det er også bare en sammenligning, som sjældent falder ud til nogens fordel, al den stund det nu er de færreste af os forundt at være Danzig. Og når jeg hører Demon Head, bliver jeg i tvivl, om de faktisk er dæmoner. Og om de overhovedet selv tror på, at de er det, eller om det bare er noget, de leger.
Forstillelse er den største dræber i metal og heavy rock. Hvis man skal spille så bøllet en musik, som Demon Head gør det, er man nødt til at tro på, at man virkelig er den bølle. Og der virker medlemmerne af Demon Head altså forlegne over for deres egen musiks potentiale, og det ender med at gøre den tam. Man savner, at de stiller sig op og er maks. pumpede i bar overkrop og rede til at udøve sort magi for at tryllebinde publikum.
Der er til gengæld ingen tvivl om, at deres kærlighed til musikken er genuin, og det skinner tydeligt igennem. NWOBHM-elementerne fungerer storartet for dem og er med til at trække det væk fra Danzig, uden at det bliver mindre bøllet af den grund overhovedet. Og de er gode til at skrive sange, der fungerer, der har dynamik og pay-off med jævne mellemrum i form af twinleads og kæmpeakkorder.
De er også bare gode til at gemme sig bag musikken, og den aften, der skulle være en fest for deres nye album, ‘Thunder on the Fields’, og som de selv åbner, selvom det er dem, der står som hovednavn, får en mærkeligt tam start, alle onde intentioner til trods.
Stoledans
Det er et eklektisk program, Demon Head har sammensat til aftenen, hvor Satan går igen som fællesnævner på tværs af genrer. Det er i hvert fald et aparte valg at lade Svart Magi fra Göteborg gå på som næste band, for deres postpunk har umiddelbart svært ved at fange det langhårede publikum. Ikke fordi goth-viben er metallen på nogen måde fjern, men Svart Magis tilgang til den er arty og kantet, snarere end egentlig dyster eller satanisk-romantisk.
Og det er så, hvad det er, men det er bare heller ikke særligt overbevisende for genren. Sangene er korte og punkede og når ikke rigtig at bygge en stemning op, før Svart Magi er videre i programmet. Rastløsheden kommer helt konkret til udtryk i, at medlemmerne mellem hvert andet nummer skifter instrumenter indbyrdes. Det er en manøvre, der umiddelbart kan virke ret cool og demonstrere overskud, specielt når det foregår så hurtigt og gnidningsløst, som det gør hos Svart Magi, men det tydeliggør også, hvor de enkelte medlemmers force ligger. Hende, der synger størstedelen af sangene, er alt andet lige en langt mere udtryksfuld sanger end hende, der med jævne mellemrum punker igennem, som på sin side er en noget mere tight trommeslager end bassisten. Den musikalske stoledans er godt nok med til at skabe afveksling, men den udstiller også, at sangene i sig selv ikke rigtig er nok til at holde interessen fanget, og bortset fra en lille fanskare foran scenen bliver stemningen noget mat på Loppen.
Velfortjent hype
Men det er kun, indtil Slægt hen mod klokken et går på. Slægt er et band, som der har været ualmindelig meget hype om i metal, også på Devilution-redaktionen, og selvom jeg godt har kunnet høre, hvad det var, der fik andre på, har jeg ikke været helt overbevist af deres to hidtidige udgivelser. Den ene gang, jeg har set dem live, da de varmede op for Primordial, var de desuden udfordret af Lille Vegas for metal rædderlige lydforhold, hvilket ikke gjorde det lettere, selvom det var tydeligt, at de havde potentiale.
Det potentiale forløser de denne aften. Slægt har nemlig alt det, jeg savner hos Demon Head: bar overkrop og en dæmonisk selvsikkerhed. De spiller med verve og fyrighed, og leadguitaristen Anders M. Jørgensen har nogle killer moves, som alle tilstedeværende guitarister burde stå tage noter fra. Sammen med de elementer af NWOBHM, der fandt vej ind i deres black metal på rp’en ‘Beautiful and Damned’, og som væves endnu mere naturligt ind i de nye sange, de spiller, giver det uvægerligt associationer til svenske Tribulation, men Slægt er bare langt mere rå, langt mindre proggede.
Slægts ubetinget stærkeste kort er dog den spinkle trommeslager Adam “CCsquele” Nielsen. Det er de overraskende synkoperinger, han lægger ind i sangene, de rytmemønstre, han underbygger dem med, og det flow, han tilfører dem, der virkelig løfter Slægt.
Så tro på hypen: Slægt bør blive store, når det nye album, ‘Domus Mysterium’, lige om lidt kommer. De har den rette attitude, og de har musikken til at bakke den op med. De efterlader en i tvivl om, hvorvidt de faktisk er dyr, mennesker eller dæmoner: De er i hvert fald ikke som os, og de er heller ikke som andre bands på scenen herhjemme lige nu.