Loppen serverede eminent prog-metal oplevelse
Populær
Treenigheden Sleepmakeswaves, Skyharbor og Tides From Nebula lagde Loppen ned i en prog-metal ekstase.
Til trods for datoen var der intet ildevarslende over aftenens koncertoplæg på Loppen. Au contraire var der rig mulighed for en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. I en treenighed bestående af australske Sleemakeswaves, gadekrydset Skyharbor og polske Tides From Nebula, gav Loppen progmetal-ekvilibrister og andet godtfolk, muligheden for at opleve tre stærke navne inden for førnævnte genre. To af disse instrumentale.
Tides from Nebula
Første band på scenen var ikke helt uvant med de danske omgivelser. Tides from Nebula gæstede i november sidste år KB18, sammen med et andet prog-metal ensemble. Aftenens ensemble og omgivelse passe dog langt bedre til den polske kvartet. Mens Loppens varme skær, stemning og gode akustik spredte sig ud i det store rum, stod bandet som kontrast på scenen, badet i blåt lys og med alle ambitioner om at overbevise det fremmødte publikum.
Den overbevisning blev primært via bandets sceneshow. Voldsomt energisk og insisterende. Mens det rent musikalsk varierede i interesse. Mens bandets kompositioner primært går fra melodisk og roligt til voldsomt og kaotisk er 45 minutters gentagelse, af samme fremgangsmåde, uden vokal, i overkanten. 30 minutter havde været tilpas, mens det sidste kvarter cementerede, at kvartetten kan deres kram, men mangler at tænke mere i diversitet. Til trods for kritikken, havde polakkerne naturligvis gemt det bedste til sidst. Herved lukkede og slukkede Tides from Nebula deres del af aftenens arrangement, med en energiudladning af et nummer, i form af den stærke 'Tragedy of Joseph Merrick'.
Skyharbor
Værende eneste band med vokalist, var det, i aftenens kontekst, ganske fornuftigt at sætte Skyharbor på som andet band. Breaket fra det instrumentale inferno var velmødt og i sær når breaket kommer i forme af en så eminent vokalist som Daniel Tompkins. Ekstremt kort tid efter Tides from Nebula havde forladt scenen bød Skyharbor, lidt afbrudt, velkommen til deres andel af showet, og lagde ud med 'Allure' fra bandets Guiding Lights-udgivelse. Scenenskiftet tog maksimalt 10 minutter. Desværre lidt for effektivt, hvilket især vokalen måtte lide under de første 3-4 minutter. Herefter kunne publikum læne sig tilbage og opleve en skiftevis melodisk versus hårdtslående koncertoplevelse af kaliber.
Det blev til en grundig live-introduktion til bandets nyeste album, mens publikum kun blev begunstiget med et enkelt nummer fra debuten. Kunne det have været fedt at høre et par numre mere fra 'Blinding White Noise: Illusion & Chaos'? Ja. Gjorde det noget i aftenens sammenhæng? Overhovedet ikke. Skyharbor leverede et gennemført livligt indblik i bandets musikalske prog-metal univers efter alle kunstens regler. Numre som den bombastiske 'Evolution' og de to musikalske perler 'Patience' og 'Guiding Lights' blev leveret med nerve, intensitet og overbevisning, inden kvartetten lukkede og slukkede med den eminente 'Celestial'. Efter 45 minutter forlod bandet den aflange scenen og kunne se tilbage på en velgennemført koncert.
Sleepmakeswaves
Efter endnu et utroligt hurtigt sceneskift, der endnu en gang medførte efterfølgende småjusteringer undervejes i koncerten, stod den australske kvartet, og det absolutte hovednavn, parat på scenen. Skulle man symbolsk beskrive koncerten, ville det være ligefor, at kalde Sleepmakeswaves for Tides from Nebulas smartere, bedre og mere interessante storebror. Tilbage i den instrumentale afdeling formåede Sleepmakeswaves, modsat Tides from Nebula, at fastholde publikum under hele koncerten. Det elegante mix af pompøs indierock-lingende guitar, industrielle pumpende samples og knusende tung guitar, lagde grunden for en insisterende og ekstremt effektfyldt koncert.
Australierne fremførte deres kompositioner ganske tight og stadig med masser af overskud til at fremstå engagerede og ekstroverte på scenen. Publikum blev serveret et bredt udbud af bandets herligheder, startet af den energiske og smukke 'Perfect Detonator'. Dertil fik publikum bl.a fornøjelsen af 'Great Northern' og 'The Stars Are Stigmata', inden bandet afsluttet med den lettere poppede og ekstremt synthede 'Something Like Avalanches'. En sætliste der gav publikum mulighed for at gå på opdagelse i bandets dragende lydunivers. Godt guidet igennem og uden mulighed for at fare vild i prog-finurligheder. Kvartetten lukkede på bedste vis ned for en aften, der kan kategoriseres under "eminent prog-metal oplevelse". Loppen leverede endnu en gang en musikalsk oplevelse matchende de stemningfyldte rammer, akkompagneret af en lydsetup der, trods få løbende revideringer, var en succes.